Tænketank: EU advarede forgæves medlemslande om coronavirus

DEBAT: Allerede i januar tilbød EU hjælp til indkøb af medicinsk udstyr, værnemidler og test-kit, men medlemslandene takkede nej. Nationalstaterne – ikke EU – bærer skylden for, at det er gået så galt, skriver Christian Kvorning Lassen fra Tænketanken Europeum.

Christian Kvorning Lassen
Vicedirektør, Europeum Institute for European Policy

Siden coronavirussens indtog i de europæiske samfund har diverse medier, magthavere og debattører penslet et dystert billede af EU som en impotent, ubehjælpelig, teknokratisk mastodont, der enten har ladt medlemslandene i stikken eller i bedste fald reageret for langsomt på den altomfattende krise, der nu raserer verden over.

Ikke så få har allerede forfattet nekrologen, eller i hvert fald begyndelsen på enden for det europæiske projekt; befolkningerne har vendt sig mod nationalstaterne og deres handlekraftige ledere, da EU ikke formåede at handle i tide.

Intet kunne være mere forkert.

26. januar advarede EU's Centre for Disease Control (ECDC – EU's ækvivalent til Statens Serum Institut) medlemslandene om, at covid-19-smitte inden for EU's grænser var sandsynlig og betragtelig. ECDC's rapport er krystalklar i sin vurdering, hvoraf følgende nøglepunkter fremhæves:

  • Den potentielle påvirkning af 2019-nCoV-udbruddet er høj.
  • Yderligere global spredning er sandsynlig.
  • Indvirkningen af sen opdagelse af et importeret udbrud (en rejsende fra Hubei-provinsen på daværende tidspunkt) i et EU/EEA-land uden anvendelsen af passende foranstaltninger mod infektionsspredning og kontroltiltag er høj. Derfor, i et sådant scenarie, er chancen for sekundær smittespredning i samfundet estimeret til at være meget høj.

Nyheden om de første kinesiske tilfælde af "dødsfald forårsaget af en usædvanlig lungebetændelse" blev 31. december 2019 viderebragt til WHO af de kinesiske myndigheder, hvorefter den på daværende tidspunkt spinkle nyhed ramte resten af verden samme tid som tømmermændene fra den forgangne nytårsaften.

Medlemslande takkede nej til EU-hjælp
Da krisens omfang langsomt blev åbenbaret for sundhedseksperter, som januar skred frem, fremlagde EU ECDC's vurdering for medlemslandenes sundhedsmyndigheder 26. januar. 

På baggrund af ovenstående vurdering kan medlemslandene ganske enkelt ikke hævde, at de ikke rettidigt var blevet informerede om krisens potentielle omfang.

Man kan til nøds tilgive medlemslandene, at de ikke har reageret kraftigt på advarslen; de økonomiske og samfundsmæssige konsekvenser af samfundets nedlukning er betragtelige. En præventiv nedlukning ville være politisk utænkelig.

Reuters belyser dog 1. april, at medlemslandene allerede i januar, i samme ombæring som førnævnte ECDC-rapports forelæggelse for medlemslandenes sundhedsmyndigheder, blev tilbudt hjælp fra EU i form af indkøb af medicinsk udstyr, værnemidler, test-kit samt generel støtte.

Medlemslandene takkede nej til denne støtte med forsikringer om, at deres respektive sundhedsvæsener var i stand til at håndtere et eventuelt udbrud, samt at deres testkapacitet var tilstrækkelig.

Set i lyset af medlemslandenes håndtering af krisen er følgende citater fældende: "Ved et møde 31. januar udtalte delegerede fra de nationale sundhedsministerier til Kommissionen, at de ikke behøvede hjælp til at fremskaffe medicinsk udstyr."

Ydermere forsikrede medlemslandene Kommissionen om, at "der er et højt beredskabsniveau i medlemslandene, de fleste har foranstaltninger på plads til at opdage og behandle et covid-19-udbrud."

Nationalstaterne bærer skylden – ikke EU
Offentlig sundhed er ikke EU's domæne. Det er helt og holdent nationalstaternes. EU kan tilbyde medlemslandene hjælp, hvad der også blev gjort rettidigt, men forgæves.

Hvis medlemslandene havde takket ja til EU's hjælp, havde Europa haft et næsten to måneders langt forspring, hvad angår anskaffelse af værnemidler, respiratorer, test-kit og andet essentielt medicinsk udstyr i forhold til nu. Nationalstaterne, ikke EU, bærer skylden for, at det er gået så galt.

I lyset af ovenstående må det utal af historier og misinformation vedrørende EU's manglende eller langsomme ageren i forhold til coronavirussen endegyldigt forstumme.

Globale udfordringer løses i fællesskab 
Uanset hvilke lektier der engang drages af denne krise, er det forhåbentligt krystalklart, at globale udfordringer – det være sig coronavirus, klimaforandringer eller andet – ikke kan løses af nationalstater, men i fællesskab.

Det indebærer en bevidsthed ikke blot hos magthaverne men også en anseeling del af medlemslandenes befolkninger, at lektien fra Anden Verdenskrig stadig er gældende: Vi deler skæbne i Europa. Vi er stærkere sammen.

Det indebærer en erkendelse af, at EU, til trods for sine fejl og mangler, kun er så stærk, som medlemslandene vil gøre den til. Det indebærer, at vores magthavere, i erkendelsen af en globaliseret virkelighed, har en forpligtelse til at tale overstatslige institutioner og rammer op, fremfor at lefle for laveste fællesnævner og illusionen om "den stærke nation mod resten af verden."

Stærke europæiske nationer og EU er ikke hinandens modsætninger. Det er hinandens forudsætninger. 

Forrige artikel Kronik: Orbán styrer nu Ungarn som en diktator Kronik: Orbán styrer nu Ungarn som en diktator Næste artikel SF: EU's ledere sidder ikke på hænderne under coronakrisen SF: EU's ledere sidder ikke på hænderne under coronakrisen