Debat

Tænketank: Straf Orbán på pengepungen

DEBAT: Tiden er løbet fra fløjlshandskernes politik. Det er på tide, at EU smækker kassen i for Ungarn, der har begået en stribe af brud på EU's grundlæggende værdier, skriver Bjarke Møller, direktør i Tænketanken Europa. 

EU bør ikke tolerere, at Ungarns Viktor Orbán knægter grundlæggende rettigheder, skriver Bjarke Møller fra Tænketanken Europa.
EU bør ikke tolerere, at Ungarns Viktor Orbán knægter grundlæggende rettigheder, skriver Bjarke Møller fra Tænketanken Europa.Foto: Bernadett Szabo/Ritzau Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Bjarke Møller
Direktør i Tænketanken Europa

Skal EU smække kassen i for Ungarn?

Dette brændende spørgsmål trænger sig på, når man ser den lange stribe af brud på EU's grundlæggende værdier, som Ungarn under Viktor Orbáns regering har lavet i de seneste år. Ja. Det er på høje tid. Men hvordan?

Den ungarske regering har fyret og udskiftet dommere ved domstolene, de har modarbejdet kritiske medier, de har lavet særlove mod kritiske ngo-bevægelser, de har lukket ombudsmandsinstitutionen, og de har fået drevet Central European Universitys USA-akkrediterede uddannelser ud af landet.

Fakta
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Debatindlæg kan sendes til [email protected]

Undervejs er den ungarsk-amerikanske finansmand og filantrop, George Soros, blevet svinet til af den ungarske regering i store billboard-kampagner og i breve til alle hjem. Med løgne har man søgt at fyre op under antisemitismen.

Sidste år vedtog Ungarns parlament ovenikøbet en "anti-Soros"-særlov. Og i den seneste tid er Soros hængt ud på store plakater i en statsfinansieret billboard-kampagne, hvor Orbáns propagandister anklager Europa-Kommissionen og Jean-Claude Juncker for at fremme masseindvandring og true Ungarns sikkerhed. Landets borgere har fået breve fra Viktor Orbán med budskabet.

Fakta
Temadebat: Kan EU smække kassen i for Ungarn og Polen?

Et nyt lovforslag fra EU vil tage støtten fra lande, der anklages for at bryde demokratiske grundregler eller true retsstatsprincipper. Forslaget kommer, efter at EU-Kommissionen og Europa-Parlamentet i årevis har advaret især regeringerne i Ungarn og Polen om, at deres adfærd truer blandt andet domstolenes uafhængighed, pressefriheden og rettigheder for minoriteter. Er forslaget en god idé, og er det nødvendigt, hvis vi vil opretholde EU som et demokratisk projekt? Eller er det et urealistisk forslag, der de facto er et korstog mod EU-skeptiske lande? Vil det overhovedet kunne lade sig gøre, og hvad kan konsekvenserne blive? 

Altinget har spurgt et hold af debattører 
− følg debatten på Altinget: eu.

Det er det rene vanvid. Ikke mindst i betragtning af, hvor meget indvandringen over Middelhavet er reduceret siden krisen i 2015 – blandt andet på grund af ihærdig indsats fra Kommissionen og de øvrige EU-institutioner. Og Juncker har endda foreslået at øge EU's ydre grænseværn fra 1.700 til 10.000 mand, hvilket er et forslag, som Orbáns regering i øvrigt støtter.

Fordomme, løgne og fakta
De fundamentale værdier i Den Europæiske Union udfordres og undergraves i Ungarn. Orbán orkestrerer det med løgnehistorier og statsfinansierede kampagner, hvor det efterhånden er svært at vide, om pengene kommer fra ungarske skatteydere, eller om det dybest set er os i Danmark og andre EU-lande, der indirekte er med til at betale gildet.

Formelt kommer pengene fra de ungarske skatteydere, men der havde næppe været råd til det, hvis ikke EU-partnerne i årevis havde støttet Ungarn med milliarder af euro. Hvert år spenderer EU via budgettet over fire milliarder euro i Ungarn. Hele 55 procent af alle offentlige infrastrukturprojekter i Ungarn er betalt af EU, og Den Europæiske Investeringsbank har siden begyndelsen af 1990'erne lånt ungarerne over 130 milliarder kroner til over 170 projekter.

Hvor længe endnu kan vi fortsætte med at sende EU-penge til Ungarn, når landets regering undergraver retsstaten og fundamentale demokratiske værdier?

Ungarn er ved at udvikle en autoritær og illiberal statspraksis, der er i strid med de demokratiske værdier, som landet skrev under på, da man valgte at søge om optagelse i EU. Situationen i Ungarn er nu så alvorlig, at Freedom House i sin seneste 2019 årsrapport over frihedsrettighederne i verden rangerer Ungarn som et delvist ufrit land. EU har aldrig før haft et land, der er rangeret så lavt.

Det er den langvarige, systematiske undergravning af frihedsrettighederne og demokratiet, der bekymrer.

EU bør ikke tolerere, at Ungarn knægter grundlæggende rettigheder. Indtil nu har det ikke haft den store effekt at true med at aktivere unionens artikel 7, fordi de grundlæggende rettigheder er blevet krænket. I yderste konsekvens kan man med artikel 7 i hånden fratage Ungarn stemmerettighederne i EU. For det kræver enstemmighed i Rådet, og Polen støtter Ungarn slavisk. Som det omvendte gør sig gældende.

Af med fløjlshandskerne 
Tiden er løbet fra fløjlshandskernes politik. Nu må EU stå fast over for Orbán. Han må straffes på pengepungen.

I det næste syvårige rammebudget for 2021-27 bør fordømmelserne følges op med handling. Sidste år fremsatte Kommissionen et forslag, der fremover skal give Kommissionen udvidede beføjelser til at beskytte Unionens budgetmidler mod korruption, svindel og magtmisbrug i medlemslandene, herunder når medlemslande undergraver retsstaten og de uafhængige domstole.

Efter indstilling fra Kommissionen skal et kvalificeret flertal i Rådet fremover kunne gribe ind ved at suspendere udbetaling af EU-penge eller ved at udstede en bøde. Medlemslandet vil så få en måned til at bringe forholdene i orden, så det fortsat kan gøre sig fortjent til at modtage støtte fra EU.

Det er et fornuftigt forslag, der giver rigtig god mening, og i januar bakkede et stort flertal i Europa-Parlamentet da også op bag Kommissionens forslag.

Det sender et vigtigt signal til ikke alene Ungarn, men også Polen og andre lande. Det bør være muligt at fastfryse EU-støtte til medlemslande, der undergraver de fælles demokratiske værdier og retsstaten.

Skatteyderne i alle EU-lande bør kunne føle sig sikre på, at deres penge ikke misbruges til formål, der undergraver fundamentale værdier, som vi ellers sætter stor pris på. Ungarn er allerede gået langt over stregen. Selv om enkelte øst- og centraleuropæiske lande som Ungarn og Polen vil stemme imod forslaget i Rådet, kan der forhåbentlig samles et kvalificeret flertal i Rådet til at gøre forslaget til virkelighed.

Orbán har så på sin side truet med at nedlægge veto mod EU's syvårige rammebudget, MFF'en, hvis de nye skærpede retsstatsregler gennemføres.

Et enkelt medlemsland kan formelt set blokere vedtagelse af EU's syvårige rammebudget, og det kan føre til handlingslammelse. Men hvis det kommer dertil, at Orbán fører sin vetotrussel ud i livet, bør de øvrige EU-lande ikke tillade, at hele systemet lammes. Så bør man sidesteppe den udfordring.

En alternativ løsning kunne være at lave etårige EU-budgetaftaler, der kan vedtages med kvalificeret flertal. Og vil Ungarn stadig ikke respektere de fundamentale demokratiske spilleregler, kan man sætte tommelskruerne på Ungarn i det årlige budget. I denne sag skal man ikke bøje hovedet for Orbán, men stå fast.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Bjarke Møller

Direktør, Rådet for Grøn Omstilling
executive leadership (Columbia Uni. 2014)

0:000:00