Debat

Tænketanken Europa: Sådan bør Danmark bruge EU's genopretningsfond på grøn omstilling

Regeringens plan for genopretningsfonden omfatter alene eksisterende aftaler, som der er afsat eller skulle afsættes penge til på finansloven. Danmark kan i stedet skabe politisk good-will i resten af EU ved at kombinere EU-midlerne sammen med flere offentlige og private investeringer, skriver Jan Høst Schmidt. 

Projekter, som kunne indgå, ville være en fremskyndelse af en elektrificering af den danske togtrafik, fremskyndelse af en massiv udrulning af opladningsstandere til el-biler i Danmark og en mere massiv støtte til forskning, skriver Jan Høst Schmidt.
Projekter, som kunne indgå, ville være en fremskyndelse af en elektrificering af den danske togtrafik, fremskyndelse af en massiv udrulning af opladningsstandere til el-biler i Danmark og en mere massiv støtte til forskning, skriver Jan Høst Schmidt.Foto: Yves Herman/Reuters/Ritzau Scanpix
Jan Høst Schmidt
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

EU’s Genopretningsfond på næsten 5.600 milliarder kroner er rekordstor og har som formål at afbøde de negative sociale og økonomiske konsekvenser af coronakrisen samt fremtidssikre EU’s økonomier.

Fonden vil især komme de syd- og østeuropæiske lande til gode og finansieres af lån optaget via EU’s budget, der garanteres af alle EU’s medlemslande. 

Inden udgangen af april skal hvert enkelt EU-medlemsland have indsendt en national genopretningsplan, som - efter forhandling med Kommissionen - skal godkendes af alle medlemslandene. Vurderinger af en række af EU-landenes foreløbige planer tyder på opfyldelse af kravet om, at 57 procent af planernes midler bruges på grøn og digital omstilling. 

Kan fremme europæisk grøn omstilling
Danmark kan modtage op til 11,4 milliarder kroner til sin nationale genopretningsplan plus 1,3 milliarder fra REACT-EU-programmet. Af et svar fra finansminister Nicolai Wammen til Folketinget fremgår det, at den danske plan holder sig strikt indenfor de 11,4 milliarder kroner og helt overvejende er fokuseret på den grønne og digitale omstilling.

Fremskyndelse af de pågældende projekter kombineret med danske offentlige og private investeringer kunne vise resten af EU, at Danmark satser stort på en grøn omstilling.

Jan Høst Schmidt
Seniorrådgiver, Tænketanken Europa

Planen omfatter alene eksisterende aftaler, som der er afsat eller skulle afsættes penge til på Finansloven. Danmark kan i stedet vælge at bruge sin plan til at skabe politisk good-will i resten af EU og samtidig fremme den europæiske grønne omstilling ved at lade den danske plan fokusere på grøn omstilling alene og samtidig booste den, som eksempelvis spanierne har gjort ved at kombinere EU-midlerne sammen med lige så mange eller flere nationale offentlige og private investeringer for på den måde at øge investeringsomfanget.

Projekter, som kunne indgå, ville være en fremskyndelse af en elektrificering af den danske togtrafik, fremskyndelse af en massiv udrulning af opladningsstandere til el-biler i Danmark og en mere massiv støtte til forskning og udvikling af brint til transport, som også Tyskland satser på i sin plan. 

Resten af EU vil spærre øjnene op
Fremskyndelse af de pågældende projekter kombineret med danske offentlige og private investeringer kunne vise resten af EU, at Danmark satser stort på en grøn omstilling, som også kædes sammen med resten af EU.

Desuden vil det være økonomisk hensigtsmæssigt for Danmark i sin plan at lægge op til indførelse af en CO2-afgift i Danmark, som foreslået af vismændene og andre danske økonomer. For dansk erhvervsliv vil det af konkurrencemæssige årsager være afgørende, at en sådan afgift kombineres med en tilsvarende EU-afgift.

En fælles CO2-afgift i EU vil også gøre det nemmere for EU at argumentere for den grønne grænsetilpasningsafgift over for resten af verden, der allerede er i støbeskeen som en del af EU’s Green Deal. 

Det vil være en plan, som ville give rigtig god mening for en grøn omstilling af Danmark. Inklusive et forslag om en CO2-afgift i Danmark og i EU vil den helt sikkert få resten af EU til at spærre øjnene op og give mulighed for nye politiske alliancer i EU og dermed bidrage til at åbne nye markeder for dansk erhvervsliv i nye dele af EU. 

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00