Tidl. ambassadør: There is something rotten in the state of England!

Af Birger Riis-Jørgensen

Tidligere direktør for udenrigshandel i udenrigsministeriet og ambassadør i UK, seniorrådgiver i Rasmussen Global.

London er altid en rejse værd. En fantastisk by for enhver turist. For alle, der elsker kreativitet og foretagsomhed. Men London er ikke England.

Og det er England, som er problemet i shakespearsk forstand. Det var England uden for London, som stemte UK ud af EU. Det er her, den snæversynede engelske nationalisme trives. Her, at illusionen om UK’s helt centrale stilling i verden fortsat lever.

Kampagnen blev et orgie i misinformation og løgne om EU og det gyldne liv uden for EU.

Birger Riis-Jørgensen

Det er her, at de skuffede forventninger til fremtiden og til de britiske politikere er størst. Her, de engelske politiske demagogers personlige magtbrynde finder næring og støtte. Når en Boris Johnson lover, at den britiske løve befriet for EU’s lænker vil brøle igen som i imperiets tid, er adressaten netop disse befolkningsgrupper i England.

Jeg var gennem fem år Danmarks ambassadør i UK fra 2006. Sammen med min kone rejste jeg de fire dele af Det Forenede Kongerige tyndt. England, Skotland, Wales og Nordirland. Mødte høj som lav. Vi har siden fastholdt forbindelsen til mange kloge og indsigtsfulde briter. Nu også, fordi Rasmussen Global, hvor jeg arbejder som senior advicer, følger Brexit meget tæt for at kunne rådgive virksomheder og andre aktører bedst muligt.

Imens tikker uret uafvendeligt frem mod den dag i marts 2019, hvor UK efter eget ønske udtræder af EU. De stålsatte Brexiteers hos de konservative ser denne udtræden som en renselsesproces af det britiske samfund.

Birger Riis-Jørgensen

Det var en fornøjelse at være dansk ambassadør. Vi var en lille, men respekteret allieret både i forhold til EU og til NATO. Og vi var briternes våbenbrødre i Irak og Afghanistan.

Man kunne næsten glemme, når man mødte dem, at britiske embedsmænd, militære chefer og politikere gennem århundreder har rendyrket evnen til med smiger, humor og list at få mindre allierede over på britisk side – for at styrke briterne i konfrontationer med kræfter, de ikke kunne håndtere alene.

Men også kun næsten. For jeg havde jo set, hvordan Danmark sammen med en række andre lande figurerede på de spreadsheets, som embedsmændene i den britiske centraladministration opstillede over mulige allierede eller modstandere i alle store EU- og udenrigspolitiske spørgsmål. Det drejede sig naturligvis altid om at vinde opbakning til den linje, som tjente britiske interesser bedst.

”Rule and divide” er udtrykket, briterne selv bruger. Det blev brugt også dagen efter Brexit-afstemningen af UK’s daværende EU-ambassadør, Sir Ivan Rogers. Han lovede en nordeuropæisk kollega, at briterne i udtrædelsesforhandlingerne ville plante så megen splid mellem de øvrige EU-lande, at det ville sikre briterne en god udtrædelsesaftale.

UK og Danmark var urokkeligt sikre allierede tilbage i 2006. Men i de følgende år skiftede stemningen umærkeligt. Danmark blev ikke længere taget helt for givet. Britiske samtalepartnere begyndte at spørge, hvor Danmark ville placere sig, hvis vi blevet tvunget til at vælge mellem Tyskland og UK. Mit svar overraskede selv meget indsigtsfulde briter: Danmark måtte ud fra sine nationale interesser nødvendigvis vælge samme side som Tyskland!

Men hvorfor stillede de overhovedet spørgsmålet? Det gjorde de, fordi den indsigtsfulde brite for syv-otte år siden i takt med de konservatives fremmarch fornemmede, at UK var begyndt at kappe trosserne til kontinentet.

EU-skepsis har dybe rødder i dele af det engelske samfund. Modsat i Skotland og Nordirland. Det gælder ikke bare hos de ældre, der aldrig som deres jævnaldrende på kontinentet forsonede sig med det Tyskland, der påførte dem frygtelige traumer under Anden Verdenskrig. Skepsissen har også altid præget dele af arbejderpartiet, Labour, der så EU som et megakapitalistisk projekt, og store dele af det konservative parti, der grundlæggende havde svært ved at indordne sig under fælleseuropæiske regler.

Disse store grupper holdt ved ø-mentaliteten og landets imperiefortid. I 1950’erne besluttede UK at takke nej til det samarbejde mellem gamle fjender, som endte med at blive fundamentet for det EU, vi kender i dag. Danmark fulgte UK, der stod som vore befriere i 1945, og som var vort vigtigste marked.

UK blev i 1960’erne drivkraften i EFTA, det europæiske frihandelsområde, og Danmark fulgte trop. Nogle år senere var briterne blevet klar over, at de var endt på den forkerte side. At det var i EU, beslutningerne reelt blev truffet. Så uden at informere tætte EFTA-partnere, såsom Danmark, prøvede de igen at komme ind i EU. Frankrig sagde nej. Først i 1973 lykkedes det. Og Danmark fulgte endnu en gang – heldigvis! – briterne.

Det gav god mening. Gennem århundreder har UK søgt at forhindre, at en enkelt magt på kontinentet blev for stærk. Man gjorde det senest to gange i det 20. århundrede. Storbritannien ofrede hundredtusinder af unge britiske mænds liv i de to verdenskrige for at bekæmpe Tyskland. UK regnede sig som sejrherre, men stod i 1945 fattig og afpillet tilbage efter en gigantisk krigsindsats. Det store britiske imperium, hvor solen aldrig gik ned, smuldrede på forbløffende få år.

NATO og samarbejdet med USA var grundpiller i britisk efterkrigstidspolitik. Men først gennem EU-medlemskabet fik UK den perfekte mekanisme til på fredelig vis at modvirke tendenser i Europa, man ikke kunne lide, og til at fremme sin egen dagsorden.

EU-medlemskabet blev forsvaret igennem årtier af premierministre som Margaret Thatcher, John Major og Tony Blair. De vidste, at det for en middelstor magt i en meget større verden kun er muligt at øve afgørende indflydelse i samarbejdet med andre.

Når EU fremlægger et forslag med britisk aftryk i eksempelvis den internationale handelsorganisation, WTO, eller i FN, står 20 procent af verdensøkonomien og 7 procent af verdens befolkning bag. Næst efter Tyskland er UK det største land i EU. Men alene tegner briterne blot tre procent af verdensøkonomien og en procent af jordens befolkning.

Dynamikken mellem tilhængere og modstandere af EU ændrede sig afgørende, da David Cameron blev formand for det konservative parti i 2005. For at sikre sig lederrollen lovede han de EU-kritiske dele af partiet at trække de britiske konservative medlemmer af Europa-Parlamentet ud af den store kristendemokratiske gruppe, EPP. I den indgår blandt andre Merkels kristendemokrater og Det Konservative Folkeparti. Det var et voldsomt signal om, at Cameron, modsat sine forgængere, reelt var ligeglad med EU. Cameron fortsatte som premierminister sin EU-kritiske linje.

For at holde EU-modstanderne i partiet i ave indgik han en ny pagt med dem op til valget i 2015. Han lovede at genforhandle UK’s forhold til EU og dernæst at afholde en folkeafstemning. Han troede næppe, at han skulle levere på det løfte. Men han vandt flertal alene og blev nødt til at forhandle en særordning med EU og dernæst udskrive folkeafstemning om, hvorvidt UK skulle forblive i EU eller forlade unionen.

Kampagnen blev et orgie i misinformation og løgne om EU og det gyldne liv uden for EU. Nigel Farages UKIP, konservative nej-sigere og stærke økonomiske bagmænd, der ønskede en svækkelse af EU, satte takten, ikke mindst i deres EU-kritiske medier.

Men naturligvis stemte mange overhovedet ikke for eller imod britisk udtræden af EU. De brugte denne enestående lejlighed til at protestere over det sammenbrud i samfundsmæssig tillid og sammenhængskraft, som finanskrisen havde forstærket, navnlig i England.

De var vrede over nedskæringerne på social- og uddannelsesområdet. De var bekymret over de mange indvandrere, som fyldte op i sundhedsvæsenet, i skolerne og på boligområdet. De var forbandede over, at de i bedste fald stod i økonomisk stampe gennem et helt årti, mens skattesystemet begunstigede de rige. De frygtede for deres børns og børnebørns fremtid. De var og er grundlæggende rigtigt vrede på deres politikere, som ikke evner at løse deres problemer.

Tiden efter afstemningen var kaotisk. Cameron gik straks af. Efter nogle uger blev Theresa May ny premierminister. Man søgte at definere, hvad et snævert befolkningsflertals nej til EU konkret betød. Striden internt i regeringen og i det konservative parti om vejen frem lammede klarsyn og strategisk tænkning. May udskrev i år nyvalg for at få et stærkt Brexit-mandat, men tabte Camerons flertal i Underhuset med et brag.

Situationen nu er, at regeringen internt har enorme vanskeligheder. Med at nå til enighed om en forhandlingslinje, som EU kan og vil respondere på. Med skandaler om fremtrædende mandlige politikeres krænkelser af ansattes og kvindelige politikeres personlige integritet. Med Theresa Mays manglende autoritet i sin egen regering.

Under et nyligt besøg i London gik det igennem alle samtaler, at regeringen næppe kan holde året ud, at både Labour og de konservative er handlingslammede af indre splid, og at det slider på den enkelte politiker at skulle udsætte sig for den vrede og kritik, de møder hver weekend i deres valgkredse. Den kolossale mangel på tiltro til britiske politikeres evne og vilje til at løse samfundets problemer gennemsyrer alt.

Tilmed kan alternativet til den utætte konservative skude blive en Labour-regering under den gamle venstrefløjsaktivist Jeremy Corbyn. Han drømmer om at skrue tiden tilbage til før Thatcher reformerede det britiske samfund.

Alt dette udspiller sig på et tidspunkt, hvor hver eneste dag bringer nye eksempler på, hvor helt utroligt kompliceret det er at vikle et land ud af EU-samarbejdets mange facetter. Det er ikke nyt for dem, der følger EU tæt. Det nye er, at stadig flere bliver opmærksomme på, hvor omkostningsfyldt det bliver for UK at skulle navigere uden for EU’s indre marked og toldunion.

Der er megen ironi i, at EU-modstanderne har hamret løs på EU’s såkaldte bureaukrati i årtier for nu at skulle lægge stemmer til at finansiere kæmpe udvidelser af det britiske embedsapparat. Bare mandskabsmæssigt anslog Financial Times 1. november, at mindst 10.000-15.000 ekstra medarbejdere er påkrævet i de forskellige ministerier og i immigrations- og toldmyndigheder i London for at kunne håndtere Brexit-processen og livet derefter. Rekruttering og oplæring er i fuld gang.

Imens tikker uret uafvendeligt frem mod den dag i marts 2019, hvor UK efter eget ønske udtræder af EU. De stålsatte Brexiteers hos de konservative ser denne udtræden som en renselsesproces af det britiske samfund. Den er alle omkostninger værd. De vil med næb og kløer bekæmpe overgangsordninger. For alle andre bliver det nu klart, at det at stå som tredjeland uden for EU har kæmpe konsekvenser.

Hele processen rummer risici for os alle. Såfremt man ikke når til enighed om en velordnet udtræden, vil navnlig britisk økonomi lide skade. Men det bliver også omkostningsfyldt for de andre 27 EU-lande. Også EU27’s insisteren på, at UK naturligvis skal betale, hvad landet har forpligtet sig til som EU-medlem, vil kunne få de anti-europæiske følelser i England i kog.

Det er skæbnens ironi, at der nu i EU synes at være planlægning i gang, som skal redde UK fra sig selv! Ikke, at man vil søge at fastholde UK i unionen. Men man vil man søge at nå til enighed med briterne om overgangsordninger, som minimerer risici og omkostninger for både UK og EU.

Ingen har interesse i at se en stærkt svækket britisk regering og et splittet folk yderligere ødelagt på grund af den skilsmisse, som Brexit-tilhængerne forlanger. Og ingen i EU har interesse i en kaotisk omstillingsproces. Den bliver dyr nok, selv i bedste, mest velordnede fald.

Man må forberede sig på det værste, men håbe på det bedste. Sådan har det altid været i EU.

Efterfølgende står UK over for en national genopbygningsopgave af dimensioner, før man igen effektivt vil kunne engagere sig internationalt.