Tidligere ambassadør: En vældig løve er sluppet fri af EU's fangekæder

KRONIK: Storbritannien er som den stolte løve sluppet ud af EU-fangekæderne for at kunne øve ny stordåd i verden. Håbet er, at Storbritannien atter ser en interesse i et snævert parløb med sine naboer, skriver tidligere ambassadør.

Af Birger Riis-Jørgensen
Danmarks ambassadør i London fra 2006 til 2011

Vi danske finder oftest sammen med englænderne og irerne, når vi må søge fremmed selskab. Deres vid, humor, musikalitet og elskværdige omgangsformer passer os.

Det var nok grunden til, at jeg valgte at tilbringe de sidste dage af januar i hjertet af London og boede i en af de gamle klubber, hvor jeg er medlem. Jeg fik talt med gamle venner, der har været klare tilhængere af fortsat britisk EU-medlemskab. Og med gamle europapolitiske modstandere.

Den 31. januar tilbragte jeg en del af aftenen hos en række brexit-organisationer, der fejrede sejren. Bag jubelstemningen og den specialfremstillede brexit-øl lurede en vis usikkerhed om den nærmeste fremtid.

En mor fra det holdne Vestlondon havde medbragt sine teenagedøtre. Hun sagde til mig, at pigerne som voksne nok ikke ville respektere forældrenes valg.

Jeg spurgte ind til to ting:

Det første spørgsmål er måske det enkleste: Hvad vil Storbritannien sandsynligvis udvikle sig til over de næste fem til ti år? Boris Johnson står centralt i den fortælling. Alle er enige om, at han vil forblive den centrale, så længe Labour ikke evner at stille med et troværdigt regeringsalternativ.

Selv hans modstandere erkender, at han virkelig kan noget. Dels slippe afsted med tilsyneladende hvad som helst politisk set – i hvert fald indtil videre. Dels få selv modstandere, der afskyr ham af et godt hjerte, til at le.

Derefter skiller vandene sig som forventet. Tankevækkende er dog, at også entusiastiske brexiteers lavmælt taler om risici forude. De er fortsat overbevist om, at Storbritannien fri for EU's lænker på sigt vil blive meget bedre stillet. Men der kommer måske en lidt vanskelig periode først.

De traditionelle konservative brexiteers' usikkerhed er snarere centreret om prisen for den store valgsejr i december. Skal de virkelig betale for Johnsons ønske om at fastholde de nyvundne mandater i gamle Labour-områder ved at pøse masser af ressourcer i det nordligere England?

Der kommer en kamp internt blandt de konservative om, hvad det er for et parti, toryerne fremover skal være. Min forventning er, at Boris Johnson står så stærkt, at han kan få held med at transformere partiet til på ny ikke bare at være de velbjergedes parti, men også som i Thatchers tid være partiet for de mindrebemidlede dele af samfundet, der er konservative i livssyn og nationalistiske.

Navnlig, hvis Arbejderpartiet skal bruge mere end én valgperiode på at finde sig selv som ansvarligt regeringsbærende parti.

Ser sig som anderledes end EU-landene
Mit andet spørgsmål var: Er det virkeligt rigtigt, nu hvor sejren er i hus, at Boris Johnson og co. tænker så helt anderledes end EU-tilhængerne?

Brexit-tilhængerne er fuldt og fast overbeviste om, at Storbritannien er et land, der er helt anderledes end EU-landene. For brexiteers er den tanke ubærlig, at man afgiver suverænitet for til gengæld at få meget mere fælles suverænitet igen. Så hellere, som én af dem sagde til mig, acceptere, at både EU og Storbritannien uafhængigt af hinanden står svagere hver især.

Samtidig har de en tyrkertro på, at Storbritanniens muligheder i det, som de kalder anglosfæren, er langt større uden for EU. At de med andre ord faktisk kommer til at stå stærkere. Denne tankegang præger ikke to af de tre andre folkeslag i Storbritannien.

Skotterne er seje folk, hvor mændene ved højtidelige lejligheder tager skørter på og viser ikke blot deres stærke lægmuskler, men deres trofasthed over for skotske traditioner. De er stadig præget af en spartansk religiøsitet og en jordbundethed, der hindrer, at deres virkelighedsopfattelse ustandseligt kommer i konflikt med virkeligheden.

Ender de med at stemme sig ud af Det Forenede Kongerige, vil det ske i fuld ædruelighed. Jeg blev lidt overrasket over, at mine engelske samtalepartnere vil græde tørre tårer over en skotsk udtræden. Man er træt af finansielle nettooverførsler fra England til Skotland. 

Også med nordirerne er det anderledes. De ved, at virkeligheden kan være dødsens blodig. Protestanter eller katolikker. De har alle lidelse og tab som en del af familiebagagen. De viger tilbage fra alt for ekstreme holdninger nu om stunder.

Sandsynligheden for, at de ender med at stemme for en sammenslutning med deres irske fæller i Republikken Irland, er på sigt meget stor. Dem vil englænderne formentlig savne endnu mindre end skotterne.

De kæmpestore engelske middelalderborge ligger spredt ud over Wales. De vidner om, hvor megen rå magt der skulle til for at få waliserne ned med nakken. Som i England var der i Wales flertal for Brexit. De bliver de sidste, som forlader englænderne – om nogensinde.

Men englænderne har jeg fået svært ved at greje.

Rationalitet slår igennem britisk historie
Lad os starte med min klub, The Athenaeum. I 200 år har den været klubben for videnskabernes, kirkens og kunstens mænd. Nogle få embedsmænd kunne også komme ind.

Selv om det først var fra 2002, at også kvinder blev medlemmer, vidner klubben om meget af det bedste blandt englænderne: Den rationelle forskning efter ny viden og nye løsninger, respekten for fakta, glæden ved det skønne, tolerancen og åbenheden også over for det fremmede og konservatismen, der værner om bygninger og traditioner.

Denne rationalitet går igennem meget af britisk historie. Edward Grey, den britiske udenrigsminister, sagde i 1914, at nu går lysene ud over Europa. Han sagde det, da Big Ben slog 11 slag 3. august, og Første Verdenskrig var en realitet.

Han havde med dygtigt diplomati fået glattet kriser ud imellem tyskerne, franskmændene og briterne, men måtte i 1914 erkende, at nu var der ikke andet at gøre for Storbritannien end at bakke Frankrig op i den kommende krig mod Tyskland.

Hans virkelighedsopfattelse var bedre end de flestes. Ikke bare blev der mørke over Europa. En verden gik under. Og millioner af menneskeliv med den.

Big Ben varslede naturligvis både våbenstilstandsdagen mere end fire år senere, Anden Verdenskrigs udbrud og det glædelige fredsbudskab i 1945. De vildeste brexiteers havde satset på, at Big Ben også ville kime frihedens time ind 31. januar 2020 klokken 23 efter 46 års trælbundethed i EU.

Klokketårnet er imidlertid under reparation og grundigt pakket ind i plast. Og regeringen afviste at gøre vold på renoveringsplanerne, selv om en indsamling af de fornødne fire til fem millioner kroner til midlertidig igangsætning af Big Ben var vel undervejs.

I det hele taget valgte Boris Johnson en ganske lavmælt markering af Storbritanniens udtræden af EU, i erkendelse af at 31. januar for cirka halvdelen af befolkningen var en nederlagets, ja, for mange, en sorgens dag. Bortset fra brexit-partiets sejrsfest foran parlamentet var der da også forbløffende få i Whitehall 31. januar om aftenen.

Sætter EU-udtræden på linje med krigssejre
Mange brexit-tilhængere sætter Storbritanniens udtræden af EU på linje med sejrene i to verdenskrige. Hvordan kunne de vælge sprogbrug, der implicerer, at Storbritannien har besejret ikke bare et tysk kejserrige og nazismens Tredje Rige, men også et EU, som Storbritannien af egen fri drift tilsluttede sig og har præget afgørende i over 40 år?

Brexit-tilhængerne har fået bildt sig selv og en god del af befolkningen ind, at Storbritannien stadig er en vældig løve – som dem omkring Lord Nelsons søjle på Trafalgar Square. Og at dette stolte vilddyr bare venter på at blive sluppet fri af EU-fangekæderne for at kunne øve ny stordåd i den ganske verden.

Vi andre tager os til hovedet. For os små seks millioner danskere er det ikke svært at kende sin plads. For tyskere, franskmænd og alle andre EU-borgere er virkeligheden, at vi uden EU hver især ville blive løbet over ende af Donald Trumps "USA first", af Kinas totalt hensynsløse diktatur med svimlende økonomiske vækstrater og 1.400 millioner mennesker i ryggen og med tiden måske også af det stadigt mere hindunationalistiske Indien.

De erfarne britiske diplomater, som jeg talte med, ligger på samme linje. Der ser i Johnson-regeringens opbakning bag præsident Trumps såkaldte fredsplan for Israel og Palæstina blot det første tegn på, at Storbritannien alt i alt bliver tvunget til at følge USA eller ligge lavt på hele den værdimæssige del af udenrigspolitikken.

Men for bretixeers venter verden bare på at blive erobret på ny. Også Boris Johnson bruger den slags sprogbrug. Senest i sin tale 31. januar om aftenen, hvor han tegnede billedet af Storbritannien som en stor europæisk magt, der kan og vil række ud til hele verden.

Andre har været omkring i verden og ved, at Storbritanniens gamle kolonier og lande som Australien ikke agter at mobilisere den samme entusiasme for en ny anglosfære. Dels er verden fuldstændigt forandret i forhold til tiden, før Storbritannien blev EU-medlem. Dels kaster den britiske blodige kolonihistorie og adfærd langt op i nutiden skygger, som brexit-tilhængerne blot ikke ser.

Teenagepigerne gik med til forældrenes sejrsfest for Brexit, men var klart ikke en del af festen. Og anglosfæren findes næppe længere. Vi må håbe, at Storbritannien får succes med sin sejlads i ukendt farvand.

Men der er grund til at håbe, at Storbritannien i løbet af en generation igen ser sin interesse i et meget snævert parløb med sine naboer på kontinentet. Så vi ses nok i denne bedre verden. 

Forrige artikel Ase: Modstand mod mindsteløn skyldes organisationers egen overlevelse Ase: Modstand mod mindsteløn skyldes organisationers egen overlevelse Næste artikel Stine Bosse: Regeringens tilgang til EU-mindsteløn kan skade dansk indflydelse Stine Bosse: Regeringens tilgang til EU-mindsteløn kan skade dansk indflydelse