Kommentar af 
Claus von Barnekow

Tidligere ambassadør: Hvordan kan Rusland fortsat være i Europarådet, når det for længst er smidt ud?

Selvom Rusland officielt er ude af Europarådet, er flere stillinger stadig russisk besat. Heraf 12 stillinger i chefklassen. Det skyldes mangel på handlekraft og ren og skær fejhed fra medlemsstaterne, skriver Claus von Barnekow. 

I Europarådet sidder 98 medarbejdere med russisk statsborgerskab, heraf 31 alene har russisk statsborgerskab. 12 er i chefklassen og en er øverste politiske rådgiver for generalsekretæren og ledelsen, skriver Claus von Barnekow.&nbsp;<br>&nbsp;
I Europarådet sidder 98 medarbejdere med russisk statsborgerskab, heraf 31 alene har russisk statsborgerskab. 12 er i chefklassen og en er øverste politiske rådgiver for generalsekretæren og ledelsen, skriver Claus von Barnekow. 
 
Foto: Arthur Cammelbeeck/Altinget
Claus von Barnekow
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Kan Rusland være inde og ude af Europarådet på samme tid? Ruslands repræsentation er jo nedlagt. Man har ingen ambassadør i organisationen og deltager hverken i Ministerkomitéens eller Den Parlamentariske Forsamlings arbejde. Men svaret er alligevel ja.

Det kan, og er, Rusland - ude og inde - som fortsat bemander et større antal stillinger i Europarådets sekretariat, men intet finansielt bidrag yder til organisationen. Det lyder forrykt, men er den skinbarlige virkelighed. Hvad er Danmarks og de øvrige nordiske landes position?

Den politiske årsag er medlemsstaternes mangel på handlekraft. Den juridiske årsag er sekretariatets ulyst til i sin juridiske rådgivning at skære igennem og anbefale medlemsstaterne en klar og hensigtsmæssig stillingtagen, der både moralsk og juridisk flugter med eksklusionen og dens konsekvenser.

Det er fejhed i Kierkegaards forstand, når tiden trækkes ud. Når Ruslands selvforskyldte eksklusion af Europarådet kræver nødvendige opfølgende handlinger, der trækkes ud, når ansvaret skubbes videre og nedad, og når man i sin rådgivning og sine beslutninger helst ikke lægger sig ud med nogen.

Det kan man virkelig kalde mangel på ledelse i en toneangivende europæisk organisation. Spørgsmålet er nu, om man om dette vigtige Europapolitiske anliggende kan forvente, at Danmarks udenrigsminister - den nuværende og kommende - tager stilling eller vil tage stilling til en så bemærkelsesværdig inkonsekvens og eventuelt med ligesindede fremlægge et forslag, der kan omgøre situationen? Et forslag der bringer det ekskluderede Ruslands fortsatte deltagelse i Europarådet til et de facto ophør? 

Lad os se nærmere på problemstillingerne, idet der henvises til udenrigsministerens tilkendegivelse af, at: "Europarådet er mere vigtigt og nødvendigt end nogensinde før med fælles principper og værdier, som vi må værne om". Hvordan værner 'vi' så om Europarådet i de to nævnte tilfælde. 

I maj måned henviste et medlem af Europarådets Parlamentariske Forsamling (Pace), som har en rådgivende og udspørgende funktion over for Ministerkomitéen, til Ruslands eksklusion af Europarådet. Han spurgte, hvorvidt de skønnede henved 80 embedsmænd- og kvinder med russisk statsborgerskab eller dobbelt statsborgerskab under disse omstændigheder kunne forblive i organisationen. Det bemærkes, at siden Ruslands anneksion af Krim, har ganske mange russiske ansatte søgt og fået fransk statsborgerskab.  

I slutningen af september fik spørgeren følgende svar, hvor der henvises til den forestillede virkelighed, ikke virkeligheden. Svaret lød, at budgetmæssige og personalemæssige konsekvenser af Ruslands udtræden overvejes, men der erindredes om, at medarbejderne er internationale embedsmænd- og kvinder, som alene handler i organisationens interesse over for hvem, man har erklæret sin loyalitet. I udførelsen af deres pligter er embedsmændene og -kvinderne uafhængige af enhver regering og interesser, meddeltes det. 

Konkret blev der oplyst, at der var 98 medarbejdere med russisk statsborgerskab, heraf var der 31 som alene havde russisk statsborgerskab. Supplerende kan oplyses, at af disse er 12 i chefklassen, den højest placerede har i omkring 10 år varetaget stillingen som øverste politiske rådgiver for generalsekretæren og ledelsen.

Politisk rådgiver; en person, hvis indsigt i og forståelse af det europæiske politiske system, hvor EU er det centrale omdrejningspunkt, er spejlblank. Derimod har indsigten i russiske forhold, interesser og forbindelseslinjer bagud givet strålende muligheder for at påvirke sekretariatets ledelse. Denne person er nu flyttet til en stilling i Generaldirektoratet for demokrati. De læste rigtigt!         

I det vægtløse svar fra Ministerkomitéen anføres temmelig indlysende, at generalsekretæren vil følge organisationens regler, som inkluderer afslutning af ansættelsesforhold og undladelse af kontraktfornyelse i overensstemmelse med reglerne på området.

Hvad det så indebærer konkret i situationen med Rusland, må man gætte sig til. Svaret afsluttes med en bekymrende udtalelse: Ministerkomiteen vil fortsat følge udviklingen 'af hensyn til de højeste standarder for international offentlig tjeneste.'

Her er det på plads at fælde en tåre over det ædle og ønskværdige formål. Nu er drøftelser i Ministerkomitéen velbevarede hemmeligheder, men dette svar, som formentlig er et kompromis, kan næsten give anledning til at frygte, at der åbnes en bagdør til at fastholde nogle russiske embedsmænd uanset deres utvivlsomme kontakter til hjemlandet, hvad man ikke kan eller vil sige højt. Hvis interesser skulle russiske embedsmænd i sekretariatet tjene?

Er der i givet fald virkelig ingen, som ser et sikkerhedsmæssigt problem heri? Den russiske repræsentations pleje af russisk ansatte i sekretariatet var i min tid systematisk, åben og sås i caféer i organisationen. Det har næppe været kost- eller ferieplaner, der drøftedes. Især efter anneksionen af Krim, var der korridorsnak om, hvem på den russiske repræsentation og i sekretariatet, der mon havde bijob i FSB. 

Er Ministerkomitéens svar mundsvejr eller velovervejet? Det fremgår således af Europarådets sekretariats regelsæt, at udvælgelsen af medarbejdere blandt andet skal ske under behørig hensyntagen til en retfærdig geografisk fordeling.

Her er det på plads at fælde en tåre over det ædle og ønskværdige formål.

Claus von Barnekow, Seniorrådgiver, Den Danske Helsinki-Komité for Menneskerettigheder, fhv. ambassadør, Europarådet

Er det moralsk forsvarligt og i overensstemmelse med bestemmelserne, at Frankrigs ansættelseskvote også skal omfatte russere, som har dobbelt statsborgerskab? En retfærdig geografisk fordeling betyder i sagens natur mellem stater, der er medlem af Europarådet. Hvad er ellers meningen? Det fremgår da også af bestemmelserne, at en medarbejder skal være statsborger i en stat, der er medlem af Europarådet.

Russiske embedsmænd med dobbelt statsborgerskab har næppe undladt at tænke den tanke, at et fransk statsborgerskab kunne komme dem til undsætning, når de nu ikke ønsker at vende tilbage til det forjættede fødeland. Løsningen kunne efter en individuel sikkerhedsundersøgelse - foretaget af de franske myndigheder - være, at de kvalificerede russere, der har frasagt sig deres russiske statsborgerskab kan forblive.    

Fra personalesammensætning til russisk deltagelse i arbejdet. Europarådets vidtfavnende arbejde er blandt andet udmøntet i mere end 224 traktater og konventioner. Den seneste er om bekæmpelse af cyberkriminalitet. Det fra Europarådet ekskluderede Rusland ønskede ikke at deltage, idet Rusland fandt, at konventionen krænkede staters suverænitet. 22 stater uden for Europarådet har ratificeret Europarådets konventioner om cyberkriminalitet. Og nu skal der spidses øre.  

Denne konvention er en af de såkaldt 'åbne' konventioner, hvor medlemsstater uden for kredsen af Europarådets medlemsstater efter nærmere fastsatte regler kan inviteres til at tilslutte sig. Hvordan stiller det Rusland? 

En umiddelbar optælling tyder på, at Rusland fortsat er med i omkring 40 åbne konventioner. Det kan være svært at forstå, men det kan forklares. De lukkede konventioner kræver medlemskab af Europarådet. Det har Rusland ikke mere, de åbne gør ikke, og derfor er Ruslands status nu ændret fra medlem af Europarådet til europæisk 'ikke-medlem' af de åbne konventioner.

Men er dette et problem? Hvis Rusland fortsat deltager i åbne konventioner, så må hensigten vel være at overholde dem sammen med andre medlemsstater? Ideelt set ja. Konventioner er jævnfør traktatretten mellem stater og Europarådets rolle mere teknisk. Men russisk deltagelse er under den nuværende Europapolitiske krise ikke troværdig.

Ganske meningsløst er, at eventuelle russiske repræsentanter modtager refusion for omkostninger til møder i relevante konventionskomitéer. Det betales over et budget, Rusland ikke bidrager til, og hvem mon betaler russiske Europarådsembedsmænd og -kvinders pensioner fremover? Rigtigt gættet: de øvrige medlemsstater.   

Rusland kan ikke tvinges ud af de åbne konventioner. Det som Ministerkomitéen kunne have gjort var midlertidigt at suspendere Ruslands deltagelse i de underliggende konventionskomiteer med henvisning til, at Rusland - som noget enestående - er ekskluderet af Europarådet.

Det giver ikke politisk mening at invitere et ekskluderet Rusland til - under en krig landet har påført en anden medlemsstat - at lade sig repræsentere i nogen form for arbejde under og i organisationen. En suspension ville ikke have berørt Ruslands øvrige rettigheder eller pligter under nogen Europarådskonvention, men den Kierkegaardske fejhed greb sekretariatet i dets rådgivning, Ministerkomitéen fulgte trop og valgte denne udgang. Det russiske udenrigsministerium må more sig kosteligt. 

Således anmodede Ministerkomitéen i sin lidet heroiske beslutning af 30. juni konventionskomitéer inden udgangen af november 2022 og på baggrund af komitéens regler at vurdere og tage stilling til omfanget af og begrænsning i Ruslands deltagelse i den pågældende konventionskomité.  

Hvorledes stillede Danmark og de øvrige nordiske lande sig til sekretariatets rygradsløse rådgivning? 13. oktober slog skæbnens ironi til jævnfør nedenfor. Under Pace's efterårsmøde vedtoges en resolution hvori medlemsstaterne blandt andet anmodedes om at fremskynde oprettelsen af et særligt internationalt tribunal til at retsforfølge aggression forbrydelsen mod Ukraine (forslag fremsat i april i Pace til Ministerkomitéen, som hidtil ikke har reageret.)

Endvidere appelleredes medlemsstaternes stats- og regeringschefer om at afholde et fjerde Europarådstopmøde (forrige afholdtes i 2005) med Ruslands retlige ansvar samt bistand til Ukraine højt på dagsordenen. 

Endelig erklærede forsamlingen det aktuelle russiske regime for et 'terrorregime'. Her slog skæbnen til for en af de åbne konventioner, som Rusland således deltager i er nemlig konventionen om forebyggelse af terrorisme. Europarådets parlamentariske forsamling har nu fået følgeskab af Europa-Parlamentet, som med henvisning til blandt andet den parlamentariske forsamling i forrige uge vedtog en resolution om "anerkendelse af Den Russiske Føderation som statssponsor for terrorisme". 

Arbejdet i konventionskomitéen er temmelig profileret og har blandt andet deltagelse af et aktivt USA. Rusland har som medlem af Europarådet ofte været en hæmsko for samarbejdets udvikling. Hvorledes mon Pace's russiske 'terrorregime' vil varetage sine interesser i forebyggelse af terrorisme? 

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Claus von Barnekow

Seniorrådgiver, Den Danske Helsinki-Komité for Menneskerettigheder, bestyrelsesmedlem, Militærhistorisk Netværk (Dansk Militærhistorisk Kommission), fhv. ambassadør, Europarådet
cand.phil. i historie (Odense Uni.), handelsuddannet fra Købmandsskolen og Niels Brock