Debat

Tidligere ambassadør: Statsministeren siger, vi skal "lægge hånden på kogepladen". Men hvem er vi?

Mette Frederiksen mener, at vi skal lægge hånden på kogepladen, når det er nødvendigt. Også med militærkraft. Men hvem, der konkret skal "turde lægge hånden på kogepladen", er uklart. Et øget dansk engagement kræver flere ressourcer til Forsvaret og Udenrigsministeriet, som Folketinget kontinuerligt har reduceret, skriver Claus von Barnekow.

Statsministeren mener, at vi skal være villige til at lægge hånden på kogepladen. Hvem det konkret er, der skal "turde lægge hånden på kogepladen" er uklart, skriver Claus von Barnekow.
Statsministeren mener, at vi skal være villige til at lægge hånden på kogepladen. Hvem det konkret er, der skal "turde lægge hånden på kogepladen" er uklart, skriver Claus von Barnekow.Foto: Arthur Cammelbeeck/Altinget
Claus von Barnekow
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Skyder statsministeren sig selv i foden, når hun lægger hånden på kogepladen? 

Ord skaber billeder. Hvor statsministerens taleskriver har haft tankerne henne med formuleringen "vi skal turde ... lægge hånden på kogepladen" er uvist, men handlingen lyder uklog.

Det var i Altingets interview med statsminister Mette Frederiksen (S) om regeringens udenrigspolitik den 29. oktober, at statsministeren udtalte: ”Vi skal stadig være villige til at lægge hånden på kogepladen, når det er nødvendigt. Også med militærkraft. Det må Vestens exit fra Afghanistan ikke udfordre.”

I sin letlæste og virkelighedspopulariserede tale samme dag til Det Udenrigspolitiske Selskabs 75-års jubilæum om regeringens udenrigspolitik gentog statsministeren, at vi skal turde "lægge hånden på kogepladen."

Oversat betyder udtalelsen til Altinget, at "vi" allerede har lagt hånden på kogepladen, at en sådan handling skal være nødvendig, samt at tilbagetrækningen fra Afghanistan ikke må forhindre en ny håndspålæggelse.

Her må man tillade sig at håbe - mere er vist ikke muligt - at menneskelige og materielle tab i for eksempel Afghanistan vil lede til en større forståelse af, at krig ikke i sig selv medfører ny statsopbygning, og at et forsøg herpå kræver betydelig historisk, sociologisk, antropologisk og juridisk indsigt samt erkendelse af, hvad man egentlig selv ved og selv kan.

Mere et ønske end den aktuelle virkelighed

Et andet hovedbudskab til Selskabet, hvor medlemmernes samlede udenrigspolitiske viden og professionelle analyseevne næppe overgås, var, at Danmark både er en særdeles aktiv og værdsat deltager og partner, som har mod til at handle. Og videre: Danmark er "fuldtonet engageret i det internationale regelbaserede samarbejde. I multilateralismen. Et Danmark i hjertet af EU. I hjertet af Nato." Er justitsminister Nick Hækkerup (S) mon med på det?

De aktiviteter og det engagement statsministeren stiller i udsigt kræves der ressourcer både til forsvaret og til det nuværende to tredjedels udenrigsministerium, som et flertal de seneste tyve år kontinuerligt har reduceret ministeriet til.

Claus von Barnekow
Seniorrådgiver, Den Danske Helsinki-Komité for Menneskerettigheder, fhv. ambassadør, Europarådet

Det lyder dog mere som en besværgelse, et kommende håb eller ønske, der skal virkeliggøres end den aktuelle virkelighed. "Fuldtonet" betyder uden mangler, begrænsninger eller forbehold. Er finansieringen af aktiviteterne og medlemskabet af EU så også fuldtonet eller opnås engagementet alene ved tankens kraft?

Var talen i sin form overhovedet velegnet til målgruppen?

Hvorfor ikke tydeliggøre, at Danmark under den nuværende regering ikke agter at sidde på tilskuerpladserne. Man vil mere end retorisk udtrykke sig bekymret om for eksempel den for befolkninger nedbrydende udvikling af retsstat, menneskerettigheder og demokrati, der i flere år har udspillet sig på såvel det internationale samfunds som den europæiske scene.

Regeringen vil træde på speederen, deltage i og bidrage aktivt med forslag i det forpligtende internationale samarbejde, der kan modvirke denne udvikling, uanset adressatens reaktioner. Og uden for Europa også bidrage selv om den gennemtænkte involvering kan risikere at medvirke til finansiering af et aldrig afsluttet "sisyfosarbejde" og til risikoen for dræbte danske professionelle soldater.

Kræver ressourcer til forsvar og Udenrigsministeriet

Tilbage til kogepladen. Statsministeren kan ikke formodes at se selvskade som en sund handling eller mene, at det drejer sig om at aflede psykisk smerte med fysisk smerte.

Men ret skal være ret; metaforen skal belægge, at Danmark - det vil sige regeringen - vil udvise, hvad den skønner er handlekraft, måske være klar til at bringe et offer eller jævnfør Dansk Sprognævn "løbe en risiko; være personlig involveret." Udtrykket er i sin meningsløshed registreret første gang i en artikel i Berlingske Nyhedsmagasin i 2004: "Det er altid sundest selv at have hånden på kogepladen."

Hvem det konkret er, der skal "turde lægge hånden på kogepladen" er uklart. Hvem refererer "vi" til. Hele befolkningen? I givet fald skal der vel et flertal til i Folketinget, inden befolkningen (umyndige undtaget), der lægger hånden på hjemmets kogeplade.

Er "vi" statsministeren og Statsministeriet? Næppe. Ansatte i Forsvarsministeriet og i Udenrigsministeriet under udførelse af konkrete opgaver? Man kan spekulere.

Men hånden på hjertet: til de aktiviteter og det engagement statsministeren i interviewet og talen stiller i udsigt kræves der ressourcer både til forsvaret - det vil sige de sammenlignet med 1960erne nuværende beskedne væbnede styrker - og til det nuværende to tredjedels udenrigsministerium, som et flertal i Folketinget de seneste tyve år kontinuerligt har reduceret ministeriet til.

Vil regeringen med støttepartier frigøre de ressourcer, der skal til for at bringe ambitionerne inden for rækkevidde? Og for eksempel engagere sig mere aktivt i multilateralt samarbejde? Det vil også sige arbejde på at fjerne EU-forbeholdene? Øge bemandingen af diplomater på Europarådsrepræsentationen i Strasbourg og OSCE-repræsentationen i Wien? Og hvad med forsvarsbudgettet og de vedtagne Nato budgetmål, som Danmark er omfattet af?

Lad os undgå varm luft

"Vi er til at stole på. Vi er dem, vi siger, vi er". Det sagde statsministeren også i talen i Udenrigspolitisk Selskab. Ifølge Det Franske Institut for Internationale og Strategiske Anliggender har Danmark af verdens lige ved 200 stater den 113. største befolkning, men det 38. største bruttonationalprodukt, og så er Kongeriget Danmark eller Danmarks rige bestående af Danmark, Færøerne og Grønland i omfang verdens 12. største stat. Det er også, hvem "vi" er. Helt konkret.

Og nu kan man så se frem til en udmøntning af statsministerens tænkning i Udenrigsministeriets længe bebudede og af omstændighederne længe udsatte strategi, hvor det især er en konkret, for Danmark realististisk handlingsplan og målopfyldelse, ikke et juletræ behængt med ønsker, der er interessant og bør fylde; ikke trivielle beskrivelser af hvordan man uden at nyt tilføjes til mangfoldige eksisterende analyser ser på og forstår omverdenen.

Det drejer sig om, hvad regeringen med ligesindede og med Danmarks relative vægt og placering i det internationale system realistisk mener at kunne bidrage med til løsning af de identificerede problemer som for eksempel undergravning af retsstaten. Lad os blive klogere på det mulige og konkrete og undgå cirkulering af varm luft og påpegning af "udfordringer", der reelt er problemer, der skal løses.

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Mette Frederiksen

Statsminister, MF, partiformand (S)
master i afrikastudier (Københavns Uni. 2009), ba.scient.adm. i samfundsfag (Aalborg Uni. 2007)

0:000:00