Debat

Tv-dueller om EU

EU-TV: Se de fire nye afsnit af EuropaMagasinet, hvor politikere krydser klinger om retsforbeholdet, det danske formandskab, borgerinitiativet og ungdommens engagement i EU.
Tre frontfigurer for de danske ungdomspartier er inviteret i EuropaMagasinets bornholmske udendørsstudie til debat om deres politiske visioner for EU.
Tre frontfigurer for de danske ungdomspartier er inviteret i EuropaMagasinets bornholmske udendørsstudie til debat om deres politiske visioner for EU. Foto: Mediehuset
Tilknyttet som researcher til nyhedsportalerne Energi & Klima og EU. Jeg læser Journalistik og Internationale Udviklingsstudier på Roskilde Universitet på kandidatniveau.
Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

De sidste fire nye afsnit af Altingets tv-program EuropaMagasinet er netop blevet lagt op på internettet. Denne gang handler de fire afsnit om det danske retsforbehold, status på formandskab, borgerinitiativet og ungdommens engagement i EU.

I anledning af det årlige Folkemøde på Bornholm havde EuropaMagasinet rykket sit studie udendørs til solskinsøen for at optage de fire ud af programmets i alt 14 afsnit. 

Venstrefløj splittet om retsforbehold
Regeringen har lagt op til, at danskerne skal til stemmeurnerne i denne valgperiode for at stemme om, hvorvidt Danmark skal ændre sit retsforbehold til en tilvalgsordning. Størstedelen af partierne i Folketinget støtter en sådan ordning, men til gengæld er venstrefløjen splittet. 

Se med, når EuropaMagasinet har inviteret to unge politikere fra venstrefløjen i studiet for at debattere retsforbeholdet. Europaparlamentariker Emilie Turunen (SF) siger "ja tak" til at afskaffe forbeholdet. Hvorimod retsordfører Pernille Skipper (EL) siger "nej", fordi det vil true danskernes retssikkerhed.   

Postevands-formandskabet
Det danske formandskab er snart slut, men har fået hårde ord med på vejen om at servere postevand og køre på discountbudget. 

Når studieværten Rasmus Nielsen konfronterer europaminister Nicolai Wammen (S) med den kritik, forsvarer han formandskabet med, at det er vigtigt at se det i lyset af "den værste krise siden Anden Verdenskrig". 

"Jeg synes, at noget af det vigtige, vi har fået på plads under formandskabet, er finanspagten, som er med til at skabe mere ro og stabilitet, når det gælder landenes økonomier," siger Nicolai Wammen.

Men det er Folkebevægelsen mod EU imidlertid ikke enig i og kritiserer formandskabet for at føre en økonomisk borgerlig politik.

"Selv da præsident Hollande sagde, at nu skulle vi have en vækstpakke, så gik Helle Thorning-Schmidt direkte ud og modsagde sin franske partifælle for at lægge sig i kølvandet på den konservative Angela Merkel," siger Poul Gerhard Kristiansen fra Folkebevægelsen mod EU. 

"Borgerinitiativ er pseudodemokrati"
I programmet om borgerinitiativet hører vi om det nye initiativ, som EU lancerede i år med den melding, at de europæiske borgere skal inddrages i demokratiet. Borgerinitiativet går ud på, at med en million underskrifter kan europæiske borgere få Europa-Parlamentet til at kigge på en bestemt sag. Om det så har nogen effekt, er der stor uenighed om. 

Europaparlamentariker Dan Jørgensen (S) er bekymret for, at tidsfristen på et år til at indsamle en million underskrifter er for rigid. Se programmet for at høre, hvor lang tid det tog ham at indsamle en million underskrifter mod lange dyretransporter. 

Vi møder også kandidatstuderende Lea Meier Thode, der er i gang med at indsamle en million underskrifter mod at teste kosmetiske produkter på dyr. Men til trods for selv at starte et borgerinitiativ er hun skeptisk. 

"Jeg ville helt sikkert sige, at borgerinitiativet var pseudodemokrati, for jeg kan ikke mærke i hjertet, at jeg tror på, at Parlamentet vil tage det op," siger hun. 

Ung borgerlig EU-skepsis
I de seneste år har en voksende skepsis bredt sig blandt de borgerlige ungdomspartier. Førhen var de glødende tilhængere, men nu er de kritiske over for det europæiske projekt, især i forhold til økonomiske spørgsmål. 

Se en reportage fra Grundlovsdag, når tidligere formand for Konservative Ungdom Rune Kristensen holder tale ved et arrangement arrangeret af Folkebevægelsen mod EU.  

Senere i udsendelsen mødes tre frontfigurer fra VU, DSU og SFU for at diskutere deres politiske visioner for EU.  

 

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00