Udenrigspolitisk Selskab: Kan Merkel-doktrinen redde Vesten?

Af Lukas A. Lausen
Formand for Det Udenrigspolitiske Selskab U35

Det var som revet ud af en anden tid, da den tyske kansler Angela Merkel i sidste uge offentliggjorde et billede af sig selv, siddende side om side med Henry Kissinger på hendes kontor i Berlin.

Mens hun mødtes med den, mildest talt, meget omstridte tidligere amerikanske udenrigsminister (af tysk afstamning), var et andet historisk møde, nemlig det mellem den amerikanske præsident, Donald Trump, og den Nordkoreanske leder, Kim Jong-un, netop afsluttet.

Diskussionerne i fagkredse og medierne bølgede højt om, hvordan verden forandrer sig med lynets hast, alliancer er i opbrud, og den sikkerhedspolitiske situation er så uforudsigelig som aldrig før, siden Den Kolde Krigs afslutning.

I horisonten begynder man at kunne skimte konturerne af det, der ligner en ”Merkel-doktrin”.

Lukas A. Lausen
Formand for Det Udenrigspolitiske Selskab U35

Et billede fra en anden tid
Og her sad Merkel så med den rare, ældre herre.

Kontrasterne kunne ikke have været større. Og ser man billederne ved siden af hinanden, virker det nærmest som en karikatur (artiklen fortsætter under billedet).

 

Gespräch im Kanzleramt – Kanzlerin Merkel trifft Henry Kissinger, in den 70er Jahren US-Außenminister und heute 95 Jahre alt. --- Conversation in the Chancellery. Chancellor Merkel meets Henry Kissinger, former U.S. Secretary of State, now 95 years old.

Et opslag delt af Angela Merkel (@bundeskanzlerin) den 12. Jun, 2018 kl. 8.04 PDT

På den ene side ser vi det gamle verdensbillede: en vestlig og værdibaseret alliance af kampfæller, der har stået side om side, med få undtagelser, last og brast siden Anden Verdenskrig.

Merkel og Kissinger, der om nogen repræsenterer et traditionelt, nogen ville måske sige forældet, syn på verden. Der sidder de i deres lænestole og analyserer verdenssituationen ud fra helt faste kategorier om godt og ondt, om muligt og umuligt, om ven og fjende.

På det andet billede ser vi det nye. Lederne af to atommagter, hvoraf den ene, Trump, leder et land, der i det mindste indtil for nyligt var en stor ven af det internationale, vestlige fællesskab.

Sidste uge så vi så, hvordan Trump og Kim fejrede et nyt partnerskab, der måske, måske ikke, forhindrer endnu et udemokratisk regime i at kunne råde over atomvåben. Vi ser et billede af dem, der rusker op i alle de kategorier vi indtil for nyligt troede var fastlåste.

I dag får Trump tilsyneladende større og større glæde af internationale venner, der ikke just repræsenterer traditionelle vestlige værdier – være det sig Putin, Erdogan eller nu Kim. Og samtidig kan Merkel sidde der sammen med en international topdiplomat og kigge ud i luften.

Er Merkel for svag og for langsom?
Det er som om tiden er løbet fra Merkel.

For bare et år siden blev den tyske kansler udråbt til den frie verdens leder og Vestens sidste bolværk imod Trumpismen. I dag har et valgnederlag og efterfølgende regeringskaos i Berlin, en stærk fransk præsident og et rastløst EU-system givet hende et hav af nye udfordringer.

Denne nye udgave af den store koalition er, efter valget i september sidste år, langt fra lige så ”stor” som den var engang.

Med kun lige på den gode side af 50 procent af stemmerne, har den næsten halvdelen af vælgerne imod sig.

Og det kan mærkes i det politiske Berlin. Merkel ses mindre og mindre som stærk leder. Andre ministre, som den meget konservative Horst Seehofer, eller den socialdemokratiske (og økonomisk enormt konservative) finansminister Olaf Scholz, sætter efterhånden lige så meget retningen i Berlin, som Mutti Merkel gør.

Det er på dét bagtæppe af nationale og internationale udfordringer, at Merkel samtidig skal samle en international opposition til den utilregnelige amerikanske præsident.

Men nu sker der måske endelig noget: Efter sidste uges kæmpe G7-fiasko i Canada, lægger den tyske kansler nu op til, for første gang i nyere tid, at ændre tyskernes tilgang til udenrigspolitik. I horisonten begynder man at kunne skimte konturerne af det der ligner en ”Merkel-doktrin”.

Svaret på America First
Donald Trumps ”America First”-tilgang til alt, hvad han bedriver har bragt de fleste amerikanske allierede til fortvivlelse.

På den ene side sår Trump tvivl om klassiske internationale alliancer. Således er mange, særligt østeuropæiske NATO-medlemmer, oprigtigt i tvivl om de kan stole på NATO’s paragraf 5, den såkaldte musketer-ed om alle for én, og én for alle.

Og på den anden side gør han dette blot værre, når han starter åbne konflikter med USA’s traditionelle venner.

De sanktioner, der således er ved at blive indfaset på importer fra blandt andet EU, har allerede udløst modreaktioner, og vi kan allerede se hvordan denne onde spiral blot vil blive værre og værre i de næste måneder.

Den handelskrig, der vil vokse ud af dette, vil ikke blot økonomisk skade alle, men ikke mindst svække de venskabelige bånd der er europæere og amerikanere imellem.

Og selvom hendes politik vil være et modsvar mod Trump, er Merkel meget påpasselig med ikke at oppiske en anti-amerikansk stemning, som ulmer på særligt den tyske venstrefløj.

Tysk-fransk doktrin
I et længere TV-interview for nylig, som Angela Merkel ikke giver mange af, talte hun om de internationale udfordringer som præsident Trump er skyld i, og her fremlagde Merkel noget, der kunne ligne omridsene af en ny plan for Tysklands udenrigspolitik.

Tyskland vil, heller ikke i fremtiden, fremføre udenrigspolitiske solo-numre og derfor synes dét bærende princip for Merkel også fortsat at være samstemmende europæisk udenrigspolitik.

Med Trumps ”America First” er det meget nemt at forfalde til ”Denmark first” og ”Germany First”-strategier for at redde sin egen røv.

Og for flere lande, herunder eksempelvis den nyvalgte meget Putin-venlige Italienske regering, vil det være opportunt at søge nye partnere i blandt andet Rusland.

Her er Merkels svar entydigt: EU skal i fællesskab forholde sig til alle udfordringer, og kan ikke lade sig splitte. Hendes udenrigspolitiske udfordring bliver derfor først og fremmest at genskabe et sammenhold i den Europæiske Union.

Hendes udenrigspolitiske doktrin minder heldigvis meget om den franske præsidents. Med en slags ”Europe first” kan man ifølge Merkels logik både komme nogle af udfordringerne her på kontinentet til livs, og derefter bruge sin samlede styrke i kampen mod internationale tosser i Det Hvide Hus, til terrorbekæmpelse eller til at sikre en aftale-baseret international orden.

Merkel leder "bagfra"
Vi behøver ikke forvente os store forkromede planer i Merkel-doktrinen.

Og man behøver nok heller ikke vente på at Tyskland lige pludselig vender på en tallerken og rasler med sablerne, eller bruger sin enorme økonomiske magt til at kvæle sine modstandere.

Nej, Merkel-doktrinen signalerer snarere, at hun endelig vil komme i gang med, sammen med præsident Macron i Paris, at sparke gang i nogle af de reformer af EU-samarbejdet, som muligvis kunne få Unionen på ret køl igen.

For derefter at bruge EU til sikre tyske interesser i verden.

”Leading from behind” har længe været et tysk mantra i international politik, og det kan være det var dét, som Bayern-München æresmedlemmet Henry Kissinger har mindet Angela Merkel om på deres møde i Berlin i sidste uge.