Ursula von der Leyen: Slut med "Danablu-lignende ost" i sydamerikanske kølediske. Ny aftale sætter skub i Europas konkurrenceevne

Europa har altid været et handelskontinent, men nu står vi i en situation med stadig flere handelshindringer i verden.
Vores virksomheder og landbrugere oplever i stigende grad restriktioner, urimelig konkurrence og geopolitisk usikkerhed – alt sammen noget, der truer deres konkurrenceevne.
Det nye partnerskab mellem EU og Mercosur er en mulighed for at vende denne tendens.
Derfor rejste jeg til Montevideo i denne uge for at få afsluttet vores forhandlinger og frigøre værdien af et tættere samarbejde med et stort marked i hastig vækst med over 260 millioner mennesker.
For fem år siden nåede vi frem til en første principaftale mellem Den Europæiske Union og Mercosur-landene – Brasilien, Argentina, Uruguay og Paraguay.
Den skabte dog bekymringer på tværs af sektorer i Europas samfund og økonomi lige fra landbrugere til forbrugerorganisationer og ikkestatslige miljøorganisationer.
Vi har lyttet opmærksomt til deres synspunkter, og i de fem år, hvor vi har forhandlet, har vi taget hånd om hver eneste af deres betænkeligheder.
Den aftale, vi nu er nået frem til, yder den stærkeste beskyttelse nogensinde i en handelsaftale. Den beskytter vores vigtigste økonomiske sektorer, blandt andet landbrug og fødevarer.
Den beskytter vores forbrugere ved at sikre håndhævelse af høje standarder. Og den sikrer, at beskyttelsen af vores planet og dens grønne lunger prioriteres højt.
Det er ikke den samme aftale som for fem år siden – den er blevet ændret. Vi kan fra i fredags roligt sige, at det er en bedre aftale for Europas borgere.
Ægte, dansk ost i køledisken
Dette nye partnerskab etableres på et afgørende tidspunkt for Europa. Det globale landskab er blevet mere fragmenteret og konfrontatorisk end før.
Sidste år blev handelsrestriktionerne på verdensplan mere end tredoblet i værdi. Hvis vi skal klare disse udfordringer, bliver vi nødt til at knytte stærkere forbindelser med ligesindede partnere.
Der vil ikke længere sælges "Danablu-lignende ost" i Mercosur-supermarkeder – kun den ægte vare fremstillet i Danmark.
Ursula von der Leyen
Formand, EU-Kommissionen
EU og Mercosur vil skabe et marked med 700 millioner mennesker. Det vil give umiddelbare fordele først og fremmest for de titusinde europæiske virksomheder – hvoraf halvdelen er små og mellemstore – der allerede handler med Latinamerika.
Mercosurs told på europæiske produkter er høj: 35 procent på modevarer, 27 procent på vin og op til 55 procent på andre landbrugsfødevarer. Aftalen vil fjerne næsten al told på alle produkter, og dermed sparer EU's eksportører op mod fire milliarder euro om året.
Dermed åbnes dette dynamiske marked for europæiske eksportører.
Det er også den mest omfattende aftale, der nogensinde er blevet forhandlet for at beskytte europæiske føde- og drikkevarer. Mere 350 europæiske produkter vil være beskyttet af en geografisk betegnelse.
Det betyder, at det bliver ulovligt at sælge efterligninger eller forfalskninger. Eksempelvis vil der ikke længere blive solgt "Danablu-lignende ost" i Mercosur-supermarkeder – kun den ægte vare fremstillet i Danmark.
For første gang nogensinde vil europæiske inspektører kunne kontrollere og sætte en stopper for denne praksis.
Med denne aftale vil de europæiske landbrugere få gavn af nye beskyttelsesforanstaltninger.
Vi har forhandlet om importlofter for følsomme landbrugsfødevarer: Import fra Mercosur vil kun udgøre en lille del af det europæiske forbrug – 0,1 procent for svinekød og 1,5 procent for oksekød.
Samtidig skal eksportører i Mercosur opfylde de samme strenge krav som europæiske producenter. For at sikre at det altid er tilfældet, er vi nået til enighed om strengere kontrol og et tættere samarbejde med de lokale myndigheder i Mercosur-landene.
Landbruget lades ikke i stikken
Når aftalen er gennemført, vil EU-Kommissionen følge markedsudviklingen nøje, navnlig med hensyn til landbrugssektoren.
Vi vil sikre, at partnerskabet med Mercosur bliver en fordel for de europæiske landbrugere – og for de europæiske forbrugere.
I den usandsynlige situation, at landbrugssektoren i Europa skulle blive påvirket negativt som følge af gennemførelsen af den nye aftale, vil vi oprette en reserve til en værdi af mindst en milliard euro. Det er vores forsikringspolice for vores landbrugere og landdistrikter.
Vi vil oprette en reserve til en værdi af mindst en milliard euro. Det er vores forsikringspolice for vores landbrugere og landdistrikter.
Ursula von der Leyen
Formand, EU-Kommissionen
Og sammen med den europæiske landbrugssektor vil vi iværksætte nye foranstaltninger for at forenkle og mindske bureaukratiet for dem.
Aftalen er også en god nyhed for europæiske industrier, der er afhængige af råstoffer fra udlandet. Efterspørgslen efter kritiske mineraler, som bruges i rene og digitale teknologier, vil blive tredoblet inden årtiets udgang.
Det globale kapløb om at kontrollere produktionen af og handelen med disse mineraler er allerede i gang. Mercosur-landene er blandt de største globale producenter af litium, jernmalm, nikkel med videre.
Med det nye partnerskab sænkes eller afskaffes eksportafgifterne. Eksportrestriktioner og monopoler vil også blive afskaffet. Og vi får diversificeret vores leverandører og bliver mindre afhængige af nogle få.
Står sammen om fri og fair handel
EU-Mercosur-aftalen vil styrke Europas konkurrenceevne generelt både med hensyn til import og eksport.
Det økonomiske argument for aftalen er helt klart. For Europa handler handelsaftaler dog ikke kun om økonomi. Den nye aftale er også en geopolitisk nødvendighed.
Handelspartnerskaber er en måde at opbygge og styrke samfund med fælles værdier på. Dette gælder også vores partnerskaber med Mercosur. Begge parter har så meget til fælles – en fælles historie, en fælles kultur og fælles sprog.
Vi mener begge, at klimaændringer er vor tids største udfordring. Aftalen afspejler derfor vores fælles engagement i Parisaftalen om klimaændringer og bekæmpelsen af skovrydning.
Den Europæiske Union og Mercosur deler også opfattelsen af, at internationalt samarbejde er den virkelige drivkraft for fremskridt og velstand. Mens mange andre indflydelsesrige lande bevæger sig i den modsatte retning, står vi sammen på den globale scene for friere og mere fair handel.
Fredag var derfor en god dag for Europa og Mercosur. En generation af ledere har brugt flere år på at nå frem til en aftale med de bedst tænkelige betingelser for Europa.
Nu er tiden moden til, at kommende generationer – af såvel forbrugere og virksomheder som familier og landbrugere – kan høste fordelene.
Dette er vores middel til at indfri målet om at øge Europas konkurrenceevne.
Artiklen var skrevet af
- Dan Jørgensen vil have europæerne til at arbejde hjemme og skrue ned for varmen
- Forsker: Jeg har mødt de mænd, der flygter fra frontlinjen i Ukraine. Her er, hvad de fortæller mig
- Viktor Orbáns historiske nederlag i Ungarn vil udløse lettelse blandt Europas regeringer
- Tænketank: EU glæder sig for tidligt over Ungarns nye leder
- Forfatter advarer: Selv hvis Orbán taber valget, slipper Ungarn ikke ud af hans klør
Nyhedsoverblik

Viktor Orbáns historiske nederlag i Ungarn vil udløse lettelse blandt Europas regeringer

Tænketank: EU glæder sig for tidligt over Ungarns nye leder

I Budapest vokser troen på Orbáns nederlag: "Jeg har aldrig kendt andet end ham. Det er jeg virkelig træt af"

Vance tog til Ungarn for at hjælpe Orbán. I stedet skabte han problemer for Trump

Rapport fra Budapest: For Viktor Orbán er Zelenskyj samfundsfjende nummer et























