Borgmester: Er corona-håndteringen en ny form for københavner-bashing?

Af Franciska Rosenkilde (ALT)
Kultur- og fritidsborgmester, København

Hovedstadens byliv ligner ikke noget, vi kender for tiden. Og regeringen har desværre ikke blik for, at netop hovedstaden med sine omfangsrige kultur- og oplevelseserhverv er særligt hårdt ramt af coronakrisen. For hvis store dele af kultur- og restaurationsmiljøet må ende med at lukke på grund af coronakrisen, er det ikke alene et problem for København, men for hele det kulturelle og restaurationsmæssige økosystem.

For restauranterne må ikke have åbent til længere end klokken 22. Så gæsterne må pænt spise færdigt inden da – hvis de da overhovedet har vovet sig ud i det byliv, få af os efterhånden kan kende.

Restaurations- og oplevelsesbranchen, som i høj grad skaber arbejdspladser i særligt hovedstaden, hænger dermed i med det alleryderste af neglene.

Restauranterne kan ikke arbejde hjemme
Siden februar i år er 42.000 fuldtidsstillinger gået tabt i hele landet. Af dem er hele 16.900 tabt i Københavns Kommune og Tårnby Kommune. Så der er desværre ikke tale om en mytologisk nedtur, men om mistede job og om mennesker, der pludselig står uden en indkomst og dermed fast grund under fødderne.

Der er ingen tvivl om, at coronapandemien skal tages alvorligt. Vi har alle indrettet os på nye måder med hjemmearbejde, afstand, mundbind og sprit i rigelige mængder. Vi har lært at holde møder via en skærm og at se vennerne uden at kramme hele flokken.

Man kan spørge sig selv, hvad det helt præcis er for forskning eller evidens, der ligger til grund for, at restaurationsbranchen er pålagt så hårde restriktioner udi afstand og mundbind. 

Franciska Rosenkilde (ALT)
Kultur- og fritidsborgmester, Københavns Kommune

Men nogle brancher er langt dybere og hårdere ramt end de virksomheder og organisationer, hvis kontorpersonale trods alt kan rykke kontoret hjem i stuen. For i restaurationsbranchen er det netop det levede liv og de sansede måltider, der er en del af både livsnerven – og overlevelsen. Lønudgifterne er en stor post i denne branche, og netop lønnen ser pt. ikke ud til at blive kompenseret.

Når en hel branche får at vide, at deres gæster skal være færre, og at de kun må komme i et stærkt begrænset tidsrum, så er man ikke alene med til at presse branchen – man risikerer simpelthen at skubbe den ud over afgrunden.

Ny form for københavner-bashing
Man kan spørge sig selv, hvorfor voksne mennesker skal iføres mundbind eller visir, hvis de bestiller en kop kaffe på en café eller et glas vin på en restaurant, mens man kan handle i Netto eller Irma uden nogen form for beskyttelse.

Ligesom man kan spørge sig selv, hvad det helt præcis er for forskning eller evidens, der ligger til grund for, at restaurationsbranchen er pålagt så hårde restriktioner udi afstand og mundbind. Personligt har jeg svært ved at finde rapporterne, der godtgør de strenge restriktioner.

Hjælpepakkerne gør meget. Men de redder langt fra alle. Og Københavns store del af den danske restaurations- og oplevelsesøkonomi gør lige nu hovedstaden ekstremt sårbar. Hvor for eksempel store dele af Jylland har en lang række ufaglærte jobs i store produktionsvirksomheder, er en stor del af de ufaglærte i hovedstaden beskæftiget indenfor særligt service og turisme.

Men hvilket job er der til den fyrede, ufaglærte tjener, der plejer at servere smørrebrød for turisterne? Hvor skal rengøringspersonalet på hovedstadens mange hoteller finde job, hvis de står for skud? Og hvorfor har man fra politisk side ikke blik for, at netop hovedstaden er særligt hårdt ramt?

Man fristes til at tænke, at corona-håndteringen er en ny form for københavner-bashing.

Fællesskab for restauranterne
Det er alvor, og jeg forstår sagtens kritikken fra branchen. Ligesom jeg forstår den som langt mere end et råb om hjælp. For der er virkelig brug for en håndsrækning til de restauranter, vi i såkaldt normale tider hellere end gerne fremhæver som særligt nordiske, og som har været med til at sætte dansk gastronomi på verdenskortet.

Jeg er af den overbevisning, at fællesskab er noget særligt dansk. Det fællesskab kunne restauranterne godt bruge lidt af netop nu.

Jeg håber, at politikerne på Slotsholmen læser med.

Og jeg håber, at nogen hører det nødråb, som restaurationsbranchen prøver at komme med. At der er mere hjælp på vej – forbedrede hjælpepakker eller lempede restriktioner.

Ellers bliver der slet ikke nogen ny nordisk restaurationsbranche, som vi kan være stolte over i fremtiden. Ligesom en stor gruppe ufaglærte risikerer at miste deres arbejde – et arbejde, som de vel at mærke ikke har nemt ved at få i andre brancher.