DPPO: Fiskeriet holder vejret og ruster sig til en fremtid i ukendt farvand

Af Esben Sverdrup–Jensen
Direktør, Danmarks Pelagiske Producentorganisation

Med 52 dage til 29. marts er det svært at tro sine egne ører og øjne, når man følger debatter i det britiske parlament, og når man spejder efter afklaring på, hvor danske fiskere må fiske fra og med 30. marts 2019.

Det er særligt svært, fordi vi som en af Europas største fiskerinationer har fisket i britisk farvand i generationer og siden 1983 forvaltet mere end 100 bestande bæredygtigt og i fællesskab. Nu indstiller vi os på en fremtid i EU uden Storbritannien og med fiskeri i ukendt farvand.

I fiskeriet er vi vant til bølgegang. Vi lever med og af naturen, fiskekvoter svinger fra år, og vi ved, at gode tider løbende erstattes af dårlige tider og omvendt. Men lige nu holder vi vejret. Og med god grund.

16.000 danske jobs
Over 70 procent af omsætningen i det pelagiske fiskeri efter blandt andet sild og makrel hentes i britisk zone. Derfor arbejder vi for et Brexit, der sikrer adgang for EU-fartøjer i britisk farvand og vice versa og ikke mindst sikrer en langsigtet handels- og fiskeriaftale, der sikrer fortsat ansvarlig fordeling og forvaltning af de fælles fiskebestande.

En analyse fra Copenhagen Economics om dansk fiskeri- og fiskeindustris økonomiske fodaftryk fra 2018 viser, at sektoren understøtter 16.000 jobs i Danmark. Med 30 procent af den samlede omsætning fra britisk farvand er der arbejdspladser på spil i dansk fiskeri og i det kystnære Danmark.

Uden adgang til Storbritanniens farvande må danske fiskere søge nye og alternative fiskepladser for fiskerier, der årligt sikrer førstehåndsomsætning for cirka 1 milliard kroner.

Esben Sverdrup–Jensen

Et studie fra Aalborg Universitet indikerer, at et no-deal-Brexit umiddelbart vil koste cirka 850 jobs bare i Skagen, Thyborøn, Hirtshals og Hanstholm, som er landets største fiskerihavne og drivkraften i de nord- og vestjyske kystsamfund.

Uden adgang til Storbritanniens farvande må danske fiskere søge nye og alternative fiskepladser for fiskerier, der årligt sikrer førstehåndsomsætning for cirka 1 milliard kroner – det gælder blandt andet sild og makrel.   

Brexit kan altså tvinge danske fiskere ud i fjernt og ukendt farvand, hvor fiskeriet er mere marginalt, og hvor lønsomhed og langsigtet bæredygtighed kan blive sat over styr.

Absurd situation
Da man i 1982 indrettede EU's fiskeripolitik, tog man et særligt hensyn til briterne, og for en række bestande, blandt andet sild i Nordsøen, fik britiske fiskere langt højere kvoteandele, end deres registrerede fangster berettigede. Man tog et særligt hensyn til de fiskeriafhængige skotske kystsamfund. På samme måde fik britiske fiskere særligt gunstige rettigheder i egne, irske og internationale farvande. Rettigheder, som i dag betyder, at danske fiskere ikke har mulighed for at fange for eksempel makrel i alle EU-farvande og i internationalt farvand.

Vi står altså i en absurd situation, hvor de særlige hensyn, man i sin tid tog for at beskytte britiske fiskere, nu kommer til at spænde ben for EU's egne fiskere, den dag Storbritannien forlader EU.

Fra fiskeriets side lægger vi tryk på EU-Kommissionen for at sikre, at regler og adgangsbestemmelser kan være på plads, således at vi fra 30. marts 2019 kan udnytte de danske fiskekvoter bæredygtigt og ansvarligt i egne farvande, hvis en Brexit-aftale ikke er på plads. Det er på tide, at man tager et særligt hensyn til fiskeriafhængige kystsamfund i resten af EU.     

Vi holder vejret og krydser fingre for, at vi inden for de næste 52 dage kommer på plads med en løsning, der sikrer fortsat ansvarlig og bæredygtig forvaltning af de fælles fiskeressourcer, fortsat liv i de fiskeriafhængige kommuner og ikke mindst et mangfoldigt fiskeri med 16.000 relaterede jobs.