Fødevaredebattør: Pak øko-revolutionen væk, og stik os noget kundskab

Af Rasmus Bay Arnbjerg
Stifter af Råkom

Uffe Elbæk (ALT) skriver i sin kronik i Jyllands-Posten 4. marts, at “"ammen skal vi redde landbruget", og foreslår som løsning en "økologisk revolution".

Det er vel fair at sige, at pointen om en nødvendig forandring i landbruget er gyldig, og at Uffe Elbæk ikke er den eneste, der ønsker at (gen)skabe et både selvbærende og samfundsbærende landbrug i Danmark.

Men forandring hvordan og med hvilke metoder?

Det har vi akut brug for at diskutere, og her foreslår Uffe Elbæk og Alternativet en økologisk revolution. Landbruget står i en "blindgyde, som økologi er den bedste vej ud af", hedder det.

Men rummer alene økologien potentialet til revolution? Og er det overhovedet en revolution, der er brug for?

Lad os investere i det lange seje træk og hæve madkundskab og –dannelse op fra et feel good-niveau til et samfundsanliggende.

Rasmus Bay Arnbjerg
Stifter af Råkom

Økologiens langsomme sejrsgang
Uffe Elbæk siger, at økologien er en revolution, der "allerede er i fuld gang".

Det er sandt, det er en landbrugshistorisk kraftpræstation, at økologien har udviklet sig, som den har. Både indholdsmæssigt og i volumen, for det har ikke været i medvind hele vejen.

Selvom andelen af økologiske madvarer disse år vokser temmelig stabilt – på markerne, i eksporten, i den offentlig bespisning og de i private indkøbskurve – så er det altså ikke så længe siden, at man endnu lo nedladende ad økologien, eller, mere overbærende, dømte den til et evigt nicheliv til ære for de få frelste.

I stærk kontrast hertil kan vi i 2018 mønstre en borgerlig fødevareminister, der slår et seriøst slag for dansk økologi på et offensivt eksportfremstød i De Forenede Arabiske Emirater.

Esben Lunde Larsen (V) rejste i februar "på charmeoffensiv i ørkenland", som Landbrugsavisen skrev, i spidsen for en anselig fødevarehær, herunder vores dygtigste økologilobbyister fra både Økologisk Landsforening og Landbrug & Fødevarer.

Sikke en udvikling! Der er penge i råvarerne, både herhjemme og ude i verden.

Og den økologiske produktion er ubetinget god for eksempelvis grundvandet og biodiversiteten – og højst sandsynligt god for en masse andet.

Men en revolution er det næppe.

Hvis en revolution er defineret ved hastig magtforandring drevet af folkelig medvirken, så må analysen være, at der er pænt langt endnu.

Befolkningen medvirker ganske vist til økologiens vækst ved at være relativt økologiparat i sit fødevarevalg. Relativt, for vi kræver først og fremmest, at prisen er god.

Og fordi prisen af og til er god, har vi nu rundet de magiske ti procent af det samlede salg i detailhandelen. Ti procent gør os til verdensmestre.

Men revolutionære?

Hvilke værdier har landmanden?
Nu er det ikke ordkløveri, jeg er ude i her. Og mindst af alt vil jeg disse økologien.

Jeg hører absolut til dem, der ønsker at se en fødevareproduktion båret af værdier og etik få overtaget på markerne. En produktion, der tør plante gummistøvlerne i en herlig mudderpøl af værdier, som alle skal tilgodeses, før regnestykket går op.

Det er måske nok firkantet – men ikke urimeligt – at sige, at der løber en klar skillelinje gennem råvareproduktionen i Danmark.

Om landmanden befinder sig på den ene eller anden side af den linje, afhænger af, hvad hun svarer på følgende spørgsmål: Er mit landbrug en virksomhed, hvor økonomisk vækst er det primære succeskriterie, og hvor alle bedriftens aktiviteter ses som midler til at nå det mål?

Eller er mit landbrug en virksomhed, hvor vækst er en nødvendig drivkraft i en selvopretholdende produktion, der skal give mening for alle involverede – det vil sige dyr, natur, medarbejdere og dem, der skal spise i sidste ende – og hvor endemålet er at bidrage til en vedkommende, sund og mangfoldig produktion af mad?

For "det handler om mad", som der står på siden af Danish Crowns store lastbiler.

Ja, men ikke for enhver pris.

Hellere kundskab end revolution
Det handler nemlig ikke kun om mad, og deri ligger hele forskellen. Så langt er jeg enig med Uffe Elbæk.

Der er brug for, at vi tænker anderledes blandt både producenter, politikere og forbrugere. Men vi forbrugere er nøglen, for det er vores efterspørgsel, der driver udviklingen. Det helt afgørende bliver derfor, hvad vi efterspørger.

Derfor vil jeg pege insisterende på det sidste, men også meget oplagte skud, vi har i bøssen: Madkundskab!

Giv nu det fag en potent rolle som værdiskabende fag af både lavpraktiske redskaber og en mere intuitiv interesse for fødevarer og mad.

Hæv niveauet af kundskab hos kommende generationer af forbrugere. Skab en naturlig forståelse for sammenhængen mellem råvareproduktion og måltid.

Giv dog med andre ord de kommende forbrugere et grundlag for reelt at tage stilling med andet end pengepungen. Det skal starte i folkeskolen, på efterskolerne, ALLE skoler. Hvor som helst.

Hvis vi vil forandring, skal vi, ja, ville den.

Fra feel good til samfundsanliggende
Alle taler jo om det der med mad og råvarer.

I den ene ende af skalaen lavede Landbrug & Fødevarer så at sige en "fotobombe" ved årets uddeling af de nordiske Michelin-stjerner ved at være hovedsponsor og få direktør Karen Hækkerup på som førstetaler.

Et sted midt på skalaen arbejder en pæn skare af mennesker for skolehaver og maddannelse finansieret af velmenende organer som Nordea-fonden eller via Madkulturen under Miljø- og Fødevareministeriet.

I den anden ende skyder madiværksættere og autodidakte landmænd med værdierne uden på tøjet op som paddehatte for tiden.

Temmelig mange dog blot for at opdage, at selvom Instagram flyder over af foodie-profiler, og Esben Lunde poserer i forklæde ved "Ministerens madklub", så er det en stakket frist at arbejde +15 timer i døgnet uden at holde ferie, når 90 procent af os ikke vil betale for indsatsen.

Lad os derfor investere i det lange seje træk og hæve madkundskab og –dannelse op fra et feel good-niveau til et samfundsanliggende.

Der er ikke noget at sige til, at vi kigger på prisen som det første og det sidste, når vi vælger vores mad. Vi har jo ikke lært andet.

Ikke alle elsker dansk efter endt skolegang. Men stort set alle kan dog læse. På samme måde skal vi ikke alle elske at lave mad. Men tænk, hvis vi stort set alle havde færdighederne på plads.

Det bedste skud i bøssen
Tænk, hvis vi samtidig havde en basal forståelse for, hvor maden kommer fra, hvorfor den koster det, den gør.

Overvej det grundniveau, elever vil starte med på såvel landbrugsskoler som køkkenfaglige uddannelser som kommende producenter af mad og måltider. Oven i købet til en kritisk, interesseret og kvalitetsparat forbrugerskare.

Dér ligger potentialet til, om ikke revolution, så i hvert fald en langsom, fundamental og positiv forandring i landbruget som samfundsbærende.

Og dermed for folkesundheden, landdistriktsudvikling, livskvalitet, økonomisk bæredygtighed, miljø og klima, kulinarisk og gastronomisk innovation og what not. Eller hvad – er det bare mig?

Det er muligvis ikke så let, som det lyder – men har vi andre skud i bøssen?