Idrætten taber terræn i den store kamp om arealerne

Naturen er nemlig danskernes foretrukne motionsarena, og hvis adgangen til grønne områder indskrænkes, risikerer vi at svække både folkesundheden og livskvaliteten.

Adgangen til naturen er hele forudsætningen for det friluftsliv, som mange millioner danskere dyrker i foreninger eller på egen hånd.

Klimatilpasningen kræver store arealer til oversvømmelsessikring, kystsikring og vandløbsregulering. Samtidig fastlægger Landbrugsloven og EU's fælles landbrugspolitik, hvordan landbrugsarealer må bruges, hvilket yderligere reducerer fleksibiliteten i arealanvendelsen.

EU's krav om CO2-reduktion og biodiversitetsbevarelse betyder, at flere områder skal omklassificeres til miljøbeskyttede zoner, eksempelvis gennem initiativer som Natura 2000.

Private aktører er i mange tilfælde drevet af profit, og det kan skabe skævvridning i prioriteringer.

Tobias Thune Jacobsen

Naturbeskyttelse kræver plads til både oprettelse og vedligeholdelse af disse områder, og netop disse arealer kan ikke samtidig bruges til landbrug, energiproduktion eller rekreative formål.

Planlovens begrænsninger forhindrer fleksibel brug af arealer til flere formål samtidig og gør det vanskeligt at implementere innovative, multifunktionelle løsninger på vores stigende arealbehov – eksempelvis hvor samme areal anvendes til både energiproduktion og rekreative formål.

Alt dette skaber nødvendige prioriteringer og afvejninger mellem forskellige samfundsbehov og rejser det grundlæggende spørgsmål: Hvordan sikrer vi en retfærdig og bæredygtig fordeling af vores begrænsede arealer?

Danmark står over for en historisk omstilling i brugen af vores begrænsede areal, og måden, vi griber det an på, får stor betydning for idrættens og friluftslivets fremtid.

Udendørsaktiviteter som orienteringsløb, trail running, crossløb, OCR-løb, hang- og paragliding, faldskærmsudspring, mountainbike, cykling, ridesport, jagt, vandring, friluftsliv – herunder spejderbevægelser – og golf, for blot at nævne nogle, mister gradvist terræn, når arealer omlægges og prioriteres anderledes.

Det rammer ikke kun foreningslivet og fællesskaberne, men har også konsekvenser for folkesundheden. For forskning viser, at naturoplevelser spiller en afgørende rolle for vores sundhed og trivsel – og hvis vi ikke tænker helhedsorienteret, risikerer vi at fortrænge de mange naturnære aktiviteter, der netop understøtter det.

Idrættens og friluftslivets diversitet har en enorm betydning for samfundet, men ofte overses de kvalitative effekter, fordi de ikke kan måles i kroner og øre.

Friluftslivet styrker vores livskvalitet, trivsel, folkeoplysning, demokrati, sundhed og den sociale sammenhængskraft. Men fordi disse effekter ikke kan måles i BNP eller eksporttal, overses de ofte i de politiske prioriteringer.

Den rekreative værdi af udendørsidræt, glæden, fællesskabet og den personlige udvikling er en ikke-realiserbar værdi, som politiske beslutninger sjældent tager højde for.

Når private virksomheder står bag opførelsen af energianlæg, er det ofte dem, og ikke lokalsamfundet eller staten, der har størst indflydelse på, hvor og hvordan anlæggene placeres.

Private aktører er i mange tilfælde drevet af profit, og det kan skabe skævvridning i prioriteringer. Der kan opstå 'land grabbing', hvor selskaber opkøber store landområder til energianlæg og skubber andet, som eksempelvis rekreative formål, ud.

Når først udendørsfaciliteter og motions- og idrætstilbud er væk, er de svære at genskabe.

Tobias Thune Jacobsen

Desværre oplever vi en manglende politisk handling og engagement, hvor arealomlægninger og prioriteringer rammer udendørsidrætten tilfældigt, uden at man forstår konsekvenserne.

Vi ved ofte ikke, hvad vi har, før vi har mistet det – og når først udendørsfaciliteter og motions- og idrætstilbud er væk, er de svære at genskabe.

Vi skal værne om idrættens og friluftslivets diversitet, så vi sikrer et samfund, hvor alle har adgang til meningsfulde naturoplevelser – nu og i fremtiden. Det er afgørende, at friluftspolitiske hensyn integreres som en central dimension i den fremtidige arealforvaltning.

Det er særdeles positivt, at der er kommet fokus på at styrke naturværdierne i Danmark. Men hvordan sikrer vi plads til både naturbeskyttelse, produktion og rekreative aktiviteter som idræt og friluftsliv?

Hvis vi skal nå vores klimamål, kræver det, at vi tænker langsigtet og helhedsorienteret, når vi omlægger og udnytter Danmarks begrænsede arealer. Den uafhængige tænketank Concito har netop peget på behovet for en national arealstrategi, der ser bredere på værdien af at nå klimamålene, ikke kun i forhold til CO2-reduktion, men også ud fra en samfundsøkonomisk, social og miljømæssig helhedsbetragtning.

Vores arealer er ikke bare jord, de er en samfundskritisk ressource, som skal forvaltes med stor omtanke.

Bæredygtig arealanvendelse er ifølge Concito en balancegang: Mellem klima og biodiversitet, mellem økonomisk sikkerhed og social trivsel.

Men denne balance opnås kun, hvis omlægningen sker koordineret, demokratisk og med lokalsamfundene i centrum.

Kommuner og borgere skal have en reel stemme i planlægningen. Og vi må ikke glemme de rekreative og idrætslige arealer – de må ikke blive tabt i kampen om pladsen.

Tværtimod bør områder til friluftsliv, motion og fællesskaber tænkes ind som en del af arealomlægningen.

Friluftsliv, motion og fællesskaber bør tænkes ind som en del af arealomlægningen.

Tobias Thune Jacobsen

Flere skove og lysåbne naturarealer kan også forbedre offentlighedens adgang til naturen med store rekreative gevinster, men uden nøje planlægning risikerer vi, at de bliver meget uens fordelt.

Der skal naturligvis være plads til både vindmøller, solceller, naturgenopretning, landbrug og industri, men det må ikke ske på bekostning af menneskers adgang til bevægelse, naturoplevelser og livskvalitet.

Bæredygtig udvikling er ikke et spørgsmål om enten-eller, men om både-og. Derfor skal planlægningen af fremtidens arealanvendelse ske i tæt dialog med kommuner, lokalsamfund samt idræts- og friluftsorganisationer.

Kun sådan sikrer vi, at naturen ikke udelukkende bliver et middel til produktion og klimaløsninger, men også forbliver et rum, hvor mennesker kan leve, trives og være en del af naturen.