Debat

K: Direkte landbrugsstøtte skal ikke uden omtanke omlægges til grønne tiltag

Den grønne omstilling skal være forbundet med økonomisk vækst, og derfor skal den direkte landbrugsstøtte ikke ende med at underminere landbrugets udvikling, skriver Mona Juul. 

Den direkte landbrugsstøtte skal ikke uden omtanke omlægges til grønne tiltag, der ender med at underminere landbruget. 
Den direkte landbrugsstøtte skal ikke uden omtanke omlægges til grønne tiltag, der ender med at underminere landbruget. Foto: Emil Helms/Ritzau Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Jeg er megastolt af dansk landbrug. Vi har andelsbevægelsen, vi har vores helt egen madkultur, og vi har jord, viden og kompetencer, der brødføder og giver madkvalitet i absolut verdensklasse.

Dansk landbrug kan kun ligge i Danmark. Ingen kan gøre det som os. Det er derfor, at vi har noget, der hedder Samsø-kartofler og Lammefjords-gulerødder. Det er derfor, vi er så seje på økologi. Det er derfor, vi har Karolines Køkken.

Skal være forbundet med vækst
Simpelthen fordi vi har enormt dygtige landmænd og landsmænd. Der forhandles lige nu om en ny landbrugsreform i EU. Ikke overraskende og ganske fornuftigt er den grønne omstilling blevet det store omdrejningspunkt. Også her spiller dansk landbrug en vigtig rolle, når vi tager stilling til landbrugsstøttemidlerne. Og det er derfor jeg lige minder om, at vi er dybt afhængige af vores landbrugsproduktion.

 Det er vigtigt, at landmændene kan se idéen i at føre deres landbrug videre i Danmark.

Mona Juul (K)
Klima- og miljøordfører

Det virker nemlig til at være noget, som nogen helt har glemt. I Det Konservative Folkeparti mener vi helt overordnet, at den grønne omstilling skal være forbundet med økonomisk vækst. Det handler om at skabe en grøn udvikling, der gør, at vi stadig er et foregangsland inden for klimaeffektiv fødevareproduktion.

Derfor skal den direkte landbrugsstøtte ikke uden omtanke omlægges til grønne tiltag, der ender med at underminere landbruget. Vores landbrug leverer tusindvis af arbejdspladser og masser af vækst til Danmark. Og lad os ikke glemme de mange følgeerhverv, som gør det samme.

Foregangsland
Der var ikke noget Arla, Danish Crown eller Chr. Hansen, hvis ikke det var for danske landmænd. Det hele hænger sammen, og vi taler ganske enkelt om Danmarks arvesølv og fremtid her. Derfor er det vigtigt, at den grønne omstilling også tager højde for landbrugets og følgeerhvervenes økonomi. Vi bør udvikle, ikke afvikle.

Danmark har en position, som muliggør, at vi kan blive den grønne landbrugsinspiration for resten af verden. I Danmark hæfter vi dog kun for 0,1 procent af verdens samlede drivhusgasudledning. Så det er ikke vores handlinger alene, der kan sætte klimaet på rette kurs. Derfor har vi et ansvar for at vise, hvordan man tænker klima klogt, så andre lande kan følge efter.

For os at se handler det om at finde en balance, hvor vi både giver landbruget nogle klare incitamentsordninger, der gør det attraktivt at bedrive mere bæredygtigt landbrug, og samtidig sikrer en fornuftig økonomi. For det er vigtigt, at landmændene kan se idéen i at føre deres landbrug videre i Danmark.

Det må simpelthen være et helt klart mål. For hvis vi presser landmændene over kanten, flytter produktionen bare til udlandet. Og så er vi jo lige vidt klimamæssigt - og dårligere stillet økonomisk. Det giver selvfølgelig ingen mening. Dansk landbrug er i forvejen udfordret af en høj belåningsgrad.

Mange teknologier er klar
Der skal ikke så meget til, før de små landbrug ikke kan hænge sammen under danske vilkår. Vi kan ikke blindt omdirigere landbrugsstøtten til eco-schemes, der indbyder til grønt landbrug uden at skele til, om vi trækker gulvtæppet væk under erhverv, der har gældsat sig i tillid til stabile rammevilkår.

Når det er sagt, er jeg fuld af fortrøstning på dansk landbrugs vegne. Mange grønne teknologier er allerede udviklet, og når vi får investeret massivt i dem for at få en succesfuld grøn omstilling, får vi sat tempo på udviklingen.

Min tiltro til de teknologiske mulighederer mindst lige så stor som til vores landmænd og følgeerhvervene. Nu håber jeg bare, at jeg kan have lige så stor tillid til det politiske.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00