Debat

Klimabevægelsen til juraprofessor: Danish Crowns klima-vildledning kan kun stoppes ved domstolene

Det er ikke ’lidt af en trend’, at domstolene bliver inddraget i klimakampen. Det er eneste mulighed for, at Danish Crown og andre virksomheder stopper med at bilde forbrugerne ind, at et produkt et mere klimavenligt, end det reelt er, skriver Frederik Roland Sandby og Stine Helles.

Der skal ryddes op i de mange pyntegrønne løgne og falske varedeklarationer, og her udgør Danish Crown et af de mest markante eksempler på vildledning, skriver Frederik Roland Sandby og Stine Helles. 
Der skal ryddes op i de mange pyntegrønne løgne og falske varedeklarationer, og her udgør Danish Crown et af de mest markante eksempler på vildledning, skriver Frederik Roland Sandby og Stine Helles. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Bent Ole Gram Mortensen, juraprofessor ved Syddansk Universitet, skriver i Altinget 16. juni om det sagsanlæg mod Danish Crown, som Klimabevægelsen og Vegetarisk Forening afsendte tidligere på måneden.

Som part i søgsmålet føler vi behov for at korrigere professoren på en række punkter.

Professoren indleder med at hævde, at det er ‘lidt af en trend, at domstolene bliver valgt som passende skueplads’ i klimakampen.

Hertil er kun at svare, at søgsmålet hverken skyldes et behov for at være med på moden eller for at opføre et skuespil. Sagsøgerne har stævnet Danish Crown for at få sandheden frem og for at få rettens ord for, at virksomheden ikke må bilde forbrugerne ind, at et produkt er mere klimavenligt, end det reelt er.

Sidste mulighed
Det er et både legitimt og juridisk validt krav at stille til enhver markedsføring – og i øvrigt et krav, som håndhæves nidkært på en række andre områder, såsom sundhedsanprisninger og kvaliteten af tekniske produkter.

Vi ser et sagsanlæg som sidste mulighed for at få sandheden frem, så danske forbrugere kan stole på informationer om svinekødets konsekvenser for klimaet. 

Frederik Roland Sandby og Stine Helles, Klimabevægelsen

At domstolene nu involveres skyldes, at alle andre muligheder efterhånden er udtømt: Som forbrugere har flere af os allerede forsøgt at få en afgørelse fra Forbrugerombudsmanden, der som politisk uafhængig instans skal beskytte forbrugernes rettigheder, når det kommer til ulovlig markedsføring.

Men det gælder tilsyneladende ikke, når det drejer sig om fødevarer.

Forbrugerombudsmanden har nemlig besvaret vores henvendelser med, at klager, som vedrører fødevarer, sædvanligvis behandles i Fødevarestyrelsen – en instans som vel at mærke er underlagt politisk kontrol.

Og selvom vi sidste efterår klagede til Fødevarestyrelsen, så har vi i skrivende stund stadig ikke modtaget svar.

Vi ser derfor et sagsanlæg som sidste mulighed for at få sandheden frem, så danske forbrugere kan stole på de informationer om svinekødets konsekvenser for klimaet, som de får fra producenten, når de køber ind.

Pyntegrønne løgne og falske varedeklarationer
Klimaforandringerne vil indenfor ganske få år udfordre selve vores civilisation, og det kræver handling fra os alle, hvis vi skal vende udviklingen.

Netop derfor er vi nødt til at bringe Danish Crowns vildledning af forbrugerne for domstolene, og derfor finder vi det også nødvendigt at korrigere den gode professors fejlagtige motivforskning.

Folketinget vil ikke sætte ind over for det produktionssystem, som sprøjter massive mængder af klimaskadelige fødevarer ud. 

Frederik Roland Sandby og Stine Helles, Klimabevægelsen

Grundet klimaforandringernes omfattende alvor, er det ikke kun klimaet, som Danish Crown med deres fejlinformation har taget som gidsel, men vores alles (og særligt de unges) ret til en sikker fremtid uden ødelæggende klimaforandringer.

Folketinget vil ikke sætte ind over for det produktionssystem, som sprøjter massive mængder af klimaskadelige fødevarer ud, men signalerer i stedet gang på gang, at virksomheder og forbrugere selv skal løse klimakrisen.

Så går det jo slet ikke, at virksomhederne aktivt vildleder forbrugerne.

Offentlig debat rækker ikke
Der er nødt til at blive ryddet op i de mange pyntegrønne løgne og falske varedeklarationer, og her udgør Danish Crown et af de mest markante eksempler på vildledning.

Derfor har vi valgt at stævne Danish Crown efter Markedsføringsloven.

Uagtet den presseomtale, som sagsanlægget kan medføre, så er det vigtigste, at der gennemføres en seriøs retssag på baggrund af dansk lovgivning. Det er her, det afgørende resultat vil blive udløst, og ikke i medierne.

De seneste mange års debat om det globale fødevaresystems konsekvenser for klimaet, parallelt med at landbruget i Danmark ikke har skåret nævneværdigt på de samlede CO2-udledninger, viser, at offentlig debat ikke rækker.

Det er derfor kun ved domstolene, at den grove vildledning kan stoppes.

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Bent Ole Gram Mortensen

Professor, Juridisk Institut, SDU, formand, Taksationsmyndigheden (vedvarende energi) Region Syddanmark, fhv. advokat
cand.jur. (Aarhus Uni. 1986), ph.d. (Aarhus Uni. 1998)

0:000:00