Debat

Købmænd: Momsen på grønt skal ned, hvis sundheden skal op

DEBAT: Hvis højere priser påvirker salget af tobak, vil en lavere pris på frugt og grønt også øge salget i grøntsagsafdelingen. Politikerne bør derfor fjerne momsen på frugt og grønt for folkesundhedens skyld, skriver John Wagner, direktør i De Samvirkende Købmænd.

"En skattelettelse i form af lavere fødevaremoms vil være en af de mest socialt retfærdige," skriver John Wagner.
"En skattelettelse i form af lavere fødevaremoms vil være en af de mest socialt retfærdige," skriver John Wagner.Foto: Asger Ladefoged/Ritzau Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af John Wagner
Administrerende direktør, De Samvirkende Købmænd

Jeg ved ikke, om det er rigtigt, men for en del år siden blev jeg fortalt, at der i Skatteministeriets departementschefs skrivebordsskuffe ligger et hemmeligt notat om tilskud til nedbringelse af priserne på frugt og grønt til brug, hvis en skatteminister skulle få den tanke at ville sætte momsen ned på fødevarer.

Det er i hvert fald en kendsgerning, at skiftende skatteministre – og helt sikkert også finansministre! – til enhver tid har afvist differentieret moms, som vi kender det fra stort set alle andre lande.

For eksempel har vores nabolande Tyskland og Sverige en fødevaremoms på henholdsvis 7 og 14 procent, hvad der er stærkt medvirkende til grænsehandlen til ugunst for dansk detailhandel.

Det er og bliver trist, at der fra politisk hold ikke er mod til at afprøve momsnedsættelse på frugt og grønt, når målet er at forbedre folkesundheden.

John Wagner
Administrerende direktør, De Samvirkende Købmænd

Lavere priser kan give større efterspørgsel
Den skatteministerielle modstand skyldes angiveligt frygt for en mere kompliceret administration af moms og afgifter, for yderligere krav om momsnedsættelser – for eksempel fra forlag og boghandlere af hensyn til kulturen og fra sportshandlere til fordel for motion – og fordi det ikke er nagelfast dokumenteret, at danske forbrugere vil købe mere frugt og grønt, hvis priserne falder som følge af en momsnedsættelse.

Min påstand er, at ligesom det vil påvirke salget af tobak, at priserne stiger, vil det også – i disse "klimatider" – kunne flytte efterspørgsel fra oksekød til lidt mere grønt på tallerkenen og få forbrugerne til at arrangere et lidt mere spændende frugtfad, hvis momsen blev afskaffet på frugt og grønt, og prisen på en af supermarkedernes største og sundeste varegrupper dermed faldt.

Og ikke nok med det: En nedsættelse bør også gælde øvrige nøglehulsmærkede varer, så forbruget i stigende grad flytter over på disse varer, og industrien kan se de kommercielle fordele ved at produktudvikle i netop den retning, som det sundere valg er.

Et socialt eksperiment
Derfor burde en del af det såkaldte råderum bruges til et treårigt forsøg med en momsdifferentiering, hvor frugt og grønt og øvrige nøglehulsmærkede produkter fritages eller markant lempes for verdens tungeste fødevaremoms – og så må tallenes tale vise os, om det har en effekt på forbrugernes valg til fordel for folkesundheden.

Det hænger jo ikke sammen, at politikerne forventer store adfærdsændringer som følge af afgiftsforhøjelser på tobakken, men ingen ændringer som følge af en afgiftsnedsættelse på en varegruppe, frugt og grønt, som mange lavindkomstfamilier opfatter som dyr.

Således kan der vist heller ikke være nogen tvivl om, at en skattelettelse i form af lavere fødevaremoms vil være blandt en af de mest socialt retfærdige.

Manglende politisk mod
Selvfølgelig skal fødevareindustrien og vi i dagligvarehandlen arbejde målrettet på reduktion af varernes indhold af sukker, salt og fedt.

Naturligvis skal vi – endnu en gang – forstærke folkeoplysningen. Og måske kan de etablerede "innovationspartnerskaber" i regi af Fødevareministeriet komme med flere og endnu bedre forslag.

Men det er og bliver trist, at der fra politisk hold ikke er mod til at afprøve momsnedsættelse på udvalgte varer – her frugt og grønt og øvrige nøglehulsmærkede varer – som virkemiddel, når målet er at forbedre folkesundheden.

Læs også

Dokumentation

Temadebat: Sundere mad til danskerne

Cirka 15 procent af danskerne har et usundt kostmønster ifølge Den Nationale Sundhedsprofil fra Sundhedsstyrelsen 2017. Samtidig lever cirka 90 procent ikke op til anbefalingerne om at spise 600 gram frugt og grønt om dagen, mens cirka 80 procent ikke spiser nok fisk hver uge.

I 2018 kom et advisory board for mad, måltider og sundhed med ti anbefalinger, der skal understøtte danskerne i at tage bedre vare på eget liv i forhold til sundhed og ernæring.

Hvordan skal der følges op på anbefalingerne? Hvilke politiske tiltag kan der tages for at få danskerne til at spise sundere? Det spørger Altinget Fødevarer om i denne temadebat.

Her er aktørerne:

  • Ane Eggert Jackson, politisk chef i Diabetesforeningen
  • Ghita Parry, formand for Kost & Ernæringsforbundet
  • John Wagner, administrerende direktør for De Samvirkende Købmænd
  • Judith Kyst, direktør for Madkulturen
  • Klaus Mygind (SF), stedfortrædende sundheds- og omsorgsborgmester i København
  • Leif Nielsen, branchedirektør i DI Fødevarer
  • Line Munk Damsgaard, ernæringschef i Landbrug & Fødevarer
  • Per K. Christiansen, innovations- og udviklingsdirektør i Fødevarestyrelsen
  • Ulla Astman (S), næstformand i Danske Regioner.

I Altingets temadebatter inviteres en række aktører til at skrive et debatindlæg om et aktuelt emne.

Alle indlæg er alene udtryk for skribenternes holdning, og indlæg i Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Debatindlæg kan sendes til [email protected].


Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

John Wagner

Politisk kommentator og bestyrelsesmedlem
journalist (DJH 1979)

Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024