Bliv abonnent
Annonce
Debat

Frie Bønder: Omstillingen af landbruget skal tænkes sammen med fødevareusikkerhed

Vi må derfor spørge: af hvem og hvordan produceres maden, og hvordan kan
 vi sikre, at adgang til sund mad ikke bliver et elitært privilegium, skriver&nbsp;Anders Led Behrend.<br><br>
Vi må derfor spørge: af hvem og hvordan produceres maden, og hvordan kan vi sikre, at adgang til sund mad ikke bliver et elitært privilegium, skriver Anders Led Behrend.

Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
11. maj 2026 kl. 02.00

A

Økologisk jordbruger og næstforperson, Frie Bønder - Levende Land

Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Drikkevand og dyrevelfærd. I valgkampen blev disse emner pludseligt allemandseje.

Selvom det er positivt og nødvendigt med diskussionen om omstillingen af landbruget, burde den kobles med en samtale om vores madsystem.

At have råd til noget så basalt og essentielt som god og sund mad bliver sværere for flere borgere, og omkring syv procent af befolkningen oplever en moderat eller alvorlig grad af fødevareusikkerhed - altså omkring 422.000 danskere.

Indtil videre er der kommet aftaler om fødevarechecks og en arbejdsgruppe omkring sænkelse af momsen.

Det er relevante initiativer, men forslagene har klare begrænsninger: Lavere moms betyder ikke nødvendigvis lavere priser eller bedre folkesundhed. Fødevarechecks kan hjælpe nogle her og nu, men det løser ikke de strukturelle problemer.

Læs også

En vision for lokal mad

Valgresultatet viser os, at der med borgernes tydelige opbakning er momentum for at tænke landbruget i en grønnere retning, som passer bedre på dyrene, vores miljø og grundvand.

Men valgresultatet viser også, at der skal kigges på adgangen til mad. Lad os tænke det sammen: Omstillingen af landbruget og bekæmpelsen af fødevareusikkerhed som én samlet opgave.

Det kræver en vision for en lokal og sund madproduktion. Maden skal være sund – ikke kun for dem, der spiser den, men også for dem, der producerer den, samt klimaet og miljøet.

Valgresultatet viser os, at der med borgernes tydelige opbakning er momentum for at tænke landbruget i en grønnere retning.

Anders Led Behrend
Økologisk jordbruger og næstforperson, Frie Bønder - Levende Land

Det er ingen hemmelighed, at lokal mad er en mangelvare i Danmark – specielt frugt og grønt. Dansk landbrug er primært animalsk produktion til eksport, mens de grøntsager og den frugt, vi spiser herhjemme, primært bliver importeret.

Det er en produktion, som både skaber miljømæssige problemer herhjemme og har negative konsekvenser ud over Danmarks grænser gennem for eksempel klimaudledninger ved afskovning og fossil-intensiv kunstgødningsproduktion.

Vi må derfor spørge: af hvem og hvordan produceres maden, og hvordan kan vi sikre, at adgang til sund mad ikke bliver et elitært privilegium.

Madsuverænitet som løsning

Her vil vores svar være madsuverænitet, hvilket betyder en demokratisering af landbrugs- og madpolitikken, hvor både producenter og forbrugere er inkluderet i skabelsen af politikken.

Det indebærer et agroøkologisk og naturnært landbrug, som arbejder med naturen i stedet for mod den. Et landbrug, der producerer mad uden brug af syntetisk kemi, men med høj diversitet og omsorg for biodiversiteten, klimaet og lokalsamfundene.

Læs også

Hvordan kan vi så sørge for, at en sådan produktion af sund mad når ud til alle i Danmark?

I Frankrig, Schweiz og Belgien har de haft succes med projekter, som kaldes “sécurité sociale de l'alimentation”, som løst oversat kunne kaldes social madsikkerhed.

Modellen sikrer adgang til lokalproduceret mad bredt i befolkningen ved at udvalgte grupper får omkring 150 euro - cirka 1.120 kroner - om måneden finansieret gennem skatten og offentlig og privat støtte på et kreditkort.

Kortet kan så kun bruges til at købe mad fra demokratisk udvalgte butikker og lokale madproducenter valgt ud fra forskellige kriterier omkring bæredygtig produktion. Et sådant system kan sætte yderligere krav til produktionen.

Såsom hensyn til biodiversitet, klima, ordentlige arbejdsforhold, dyrevelfærd, lokal produktion og understøtte agroøkologiske og naturnære landbrug.

Social madsikkerhed kan måske lyde utopisk, men vi har allerede lige ret og adgang til uddannelse og sundhedspleje.

Anders Led Behrend
Økologisk jordbruger og næstforperson, Frie Bønder - Levende Land

Samtænk mad- og landbrugssystemet

Resultaterne fra projekterne er indtil videre positive – deltagerne spiser sundere, mere lokalt og efter sæsonen, samtidig med at fødevareusikkerheden reduceres.

Modellen skaber også en følelse af selvstændighed og værdighed, da det ikke blot er en økonomisk håndsrækning, men en integreret del af systemet.

Det skal dog understreges, at det er pilotprojekter om end mange og omfattende, og derfor kan vi ikke adoptere disse modeller 1:1. Men vi kan lade os inspirere af dem.

Der findes allerede bønder i Danmark, som producerer mad med agroøkologiske praksisser, men ikke nok.

Derfor er der en del arbejde, som skal gøres, før at vi har nok til hele befolkningen eller har de rette faciliteter. Men gennem politisk støtte og et samarbejde med diverse butikker, fødevarefællesskaber og producenter med kunde-bonde ordninger kunne der arbejdes på pilotprojekter og langsigtede modeller i denne retning.

Vi siger ikke, at social madsikkerhed nødvendigvis er svaret i Danmark, og ideelt ville vi ønske, at en model inkluderer alle borgere og ikke kun de fattigste. Vores formål er at udvide diskussionen og insistere på, at vi samtænker madsystemet og landbrugssystemet.

Social madsikkerhed kan måske lyde utopisk, men vi har allerede lige ret og adgang til uddannelse og sundhedspleje. Nu skal vi bare fortsætte de modeller, så vi kan håndhæve og sikre en anden ret - en lige ret til sund mad.

Læs også

Artiklen var skrevet af

A

Anders Led Behrend

Økologisk jordbruger og næstforperson, Frie Bønder - Levende Land

Annonce
Annonce

Indsigt

Annonce
Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Vi tror på politik
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40redaktionen@altinget.dkCVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael Thomsen
Copyright © Altinget, 2026