Bliv abonnent
Annonce
Debat

Økologisk Landsforening til minister: Det giver ikke mening at afskrive lavere moms på økologi, før det er undersøgt

Det er et trist og ærgerligt nybrud i dansk politik at kaste indholdet af en aftale under bussen, inden blækket er tørt, skriver Rasmus Prehn.
Det er et trist og ærgerligt nybrud i dansk politik at kaste indholdet af en aftale under bussen, inden blækket er tørt, skriver Rasmus Prehn.Foto: Arthur Cammelbeeck/Ritzau Scanpix
2. februar 2026 kl. 02.00

Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

I et interview med Altinget siger økonomiminister Stephanie Lose (V), at det ikke er juridisk muligt at sænke eller helt fjerne momsen på økologi. Det udsagn overrasker mig.

For det første fordi det er skrevet ind i den aftale, som regeringen indgik med et flertal af Folketingets partier i sidste uge, at man vil undersøge muligheden for at differentiere momsen på økologiske og konventionelle fødevarer.

Hun indgår altså den ene dag en aftale, og den næste dag siger hun, at den ikke holder vand. Det er et trist og ærgerligt nybrud i dansk politik at kaste indholdet af en aftale under bussen, inden blækket er tørt.

Læs også

For det andet har hun overset et svar, vi i Økologisk Landsforening har fået fra EU-kommissionen. Som vi læser det, er det muligt at sænke momsen. Et svar, vi gerne sender til hende.

Generaldirektoratet for Skat i EU (DG Tax) og den tidligere EU-kommissær for landbrug Janusz Wojciechowski bekræftede samstemmende over for os i 2023, at det er op til den enkelte medlemsstat at afgøre sine momssatser.

EU-Kommissionen har derudover i sin Farm to fork-strategi beskrevet omlægning af skatter og afgifter – herunder moms – som en vej til at fremme en markedsdrevet grøn omstilling. Den anbefaler at beskatte forurening, presset på miljøet og forbruget af ikke-fornybare ressourcer.

Stephanie Lose burde vente med at konkludere, indtil vi står med undersøgelsen i hånden.

Rasmus Prehn
Administrerende direktør, Økologisk Landsforening

Økologi er anderledes

Når Lose alligevel siger, som hun gør, henviser hun til en bestemmelse, der siger, at man ikke må forskelsbehandle ens produkter. Det kaldes med et fint ord for fiskal neutralitet.

Men det er os i Danmark, der suverænt bestemmer, om der er forskel på en økologisk og en konventionel gulerod eller på en økologisk og en konventionel svinekotelet. Og det ved vi jo, der er.

Fordi økologen ikke bruger syntetiske pesticider og kunstgødning. Fordi økologien udleder mindre kvælstof til vandmiljøet. Fordi der bruges langt, langt mindre antibiotika i de økologiske stalde. Og fordi de økologiske dyr lever et andet liv.

Når Stephanie Lose så klart afviser at sænke momsen på økologi med et juridisk argument, er det måske, fordi ministeriernes embedsfolk har værnet om enhedsmomsen.

Det er ikke på deres initiativ, at der nu tales differentieret moms. Mon ikke det snarere er derfor, at hun hælder undersøgelsen af den økologiske moms ned af brættet, inden den overhovedet er lavet?

I Økologisk Landsforening siger vi det helt klart: Det er på tide, at vi får lavet den her undersøgelse af effekterne af at differentiere momsen på økologiske og konventionelle fødevarer.

Det har vi slået på tromme for længe. Det vil regeringens aftalepartnere Radikale Venstre og Alternativet heldigvis også, og derfor er den undersøgelse altså en del af den aftale, der blev lavet i sidste uge. Derfor mener vi også, at Stephanie Lose burde vente med at konkludere, indtil vi står med undersøgelsen i hånden.

Læs også

Annonce
Annonce
Annonce
Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Vi tror på politik
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40redaktionen@altinget.dkCVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2026