Debat

Fiske-ngo: Overfiskeri presser havet til det yderste

DEBAT: Havet har stor betydning for klimaforandringerne, men lige nu presser vi havet til det yderste med blandt andet overfiskeri. Vi bliver nødt til at holde op med at se høje fiskekvoter til Danmark som en sejr og i stedet tage ansvar for, at det globale overfiskeri ophører, skriver Cathrine Pedersen Schirmer. 

Det nuværende fiskeriniveau er langtfra bæredygtigt, og vi bør gøre mere for at stoppe overfiskeri, skriver Cathrine Pedersen Schirmer.
Det nuværende fiskeriniveau er langtfra bæredygtigt, og vi bør gøre mere for at stoppe overfiskeri, skriver Cathrine Pedersen Schirmer.Foto: Colourbox
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Cathrine Pedersen Schirmer
Kampagnekoordinator, Our Fish

Havet er fantastisk. Ikke nok med at livet på jorden i høj grad udspringer fra det blå dyb, havet opsuger også store mængder CO2, er med til at regulere klimaet og skænker os hvert andet åndedrag.

Beregninger viser, at havet har absorberet mere end 90 procent af de menneskeskabte drivhusgasser. Hvis det ikke var for havet, ville den globale gennemsnitstemperatur eksplodere med mere end 30 grader.

Det er et faktum, der skal tages alvorligt – ikke mindst set i lyset af de alvorlige konsekvenser af en øget temperatur på blot to grader.

Fakta
Deltag i debatten! 
Skriv til os på [email protected]

Afgørende for klimaforandringerne
Havet er et yderst rigt og dynamisk økosystem, som vi mennesker faktisk kender forbavsende lidt til. Flere har været på månen end helt nede i havets dybeste dyb. Men en ting er sikkert; hvis vi mennesker blot formåede at forvalte havets ressourcer på afbalanceret vis, ville det være i stand til at skænke os mange skatte.

Set i et historisk lys har vi mennesker desværre ikke magtet at leve i pagt med havet. Resultatet er, at vores blå planet er presset til sit yderste af forurening, overudnyttelse, forsuring, skrald og meget andet.

Beregninger viser, at havet har absorberet mere end 90 procent af de menneskeskabte drivhusgasser. Hvis det ikke var for havet, ville den globale gennemsnitstemperatur eksplodere med mere end 30 grader.

Cathrine Pedersen Schirmer
Kampagnekoordinator, Our Fish

I september 2019 forventes IPCC at publicere rapporten Special Report on the Ocean and Cryosphere in a Changing Climate, som sætter fokus på havets afgørende rolle i forhold til klimaforandringerne.

Hos Our Fish opfordrer vi den danske regering til at huske på, hvor vigtigt det er at passe bedre på havet. Ikke mindst i kølvandet på de svære, men vigtige internationale klimaforhandlinger COP24 i Polen.

Vi har presset havet til det yderste
Det er dog ikke alene havets afgørende rolle for klimaet, der forpligter os alle til at passe bedre på det marine miljø. Det gør vores voldsomme udnyttelse af dets ressourcer også.

Overfiskeri er den mest negative enkeltårsag til, at havet i dag er presset til sit absolut yderste. Det er i sig selv et stort problem, men det bliver ikke mindre af, at vi mennesker tilsyneladende er blevet “hooked” på at trække flere fisk op af havet, end hvad der egentlig er bæredygtigt.

90 procent af de største fisk er forsvundet siden 1950 – vi har ganske enkelt spist dem! Til trods for at EU’s medlemslande i 2013 blev enige om en ambitiøs reformering af Den Fælles Fiskeripolitik, er appetitten for at tømme havet for fisk fortsat helt ufortrødent.

FN’s Fødevare- og Landbrugsorganisation anslår således, at 33,1 procent af de globale fiskebestande fiskes ned til et ikkebæredygtigt niveau.

Danmark og resten af EU’s medlemslande har alle forpligtet sig til at stoppe overfiskeri i 2015, “hvor det er muligt”, og senest i 2020. Sidstnævnte deadline nærmer sig med hastige skridt, og der er da også sket en reduktion i overfiskeriet, men slet ikke i den målestok, der er nødvendig.

Ifølge New Economics Foundations rapport Landing the Blame: Overfishing in the Atlantic 2018 fik Danmark i 2018 fiskekvoter, der lå 5,6 procent højere end det niveau, som forskerne ellers anbefalede. Det er kort og godt overfiskeri.

Læs også

Opfordring til Eva Kjer Hansen 
Desværre arbejder Danmarks fiskeriminister, Eva Kjer Hansen, ligesom mange af sine forgængere aktivt for at sikre Danmark højere fiskekvoter, end naturen i virkeligheden kan bære.

Utroligt nok fejres disse høje kvoter typisk som “en sejr”, selvom virkeligheden er, at resultatet i det lange løb er katastrofalt – ikke kun for fiskebestandene og havet, men i høj grad også for de mange fiskere, der er dybt afhængige af sunde bestande for fortsat at kunne leve af fiskeri.

Forud for dette års forhandlinger om fiskekvoterne for Nordsøen og Atlanterhavet 17.-18. december i Bruxelles skrev Our Fish og en række andre NGO’er til Eva Kjer Hansen og hendes europæiske kollegaer.

I brevet var en række anbefalinger i forhold til kvotesætningen for 2019, og vi opfordrer naturligvis Eva Kjer Hansen til at tage anbefalingerne til sig i forbindelse med kvoteforhandlingerne. Kun på den måde kan hun være med til at sikre, at 2020-deadlinen overholdes.

Enhver beslutning, der fører til fortsat overfiskeri i 2019, vil mindske muligheden for at stoppe overfiskeri til den aftalte deadline. Det kan hverken havet, fiskeriet eller vores små kystsamfund være tjent med.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Eva Kjer Hansen

Direktør, Dialog mod Vold, AskovFonden, vicepræsident for ALDE (Alliancen af Liberale og Demokratiske partier i Europa) 2023-, fhv. minister og MF (V)
journalistisk tillægsuddannelse (DJH 1991), cand.polit. (Københavns Uni. 2012)

0:000:00