Professorer: De lokale treparter har gode chancer for at lykkes

Samtidig må man ikke glemme, at mange landmænd gerne vil af med deres dårlige og ukurante lavbundsjorde, hvis de tilbydes en ny og bedre erstatningsjord, som kan fremskaffes ved at opkøbe landbrug, der lukker ned på grund af det svære generationsskifte. Og betalingen for at afstå lavbundsjord er slet ikke så ringe endda, når man tager jordens beskaffenhed i betragtning.

Spørgsmålet er, om pengene rækker til at udtage de højere jorde, men mon ikke der kommer nye penge, hvis der er brug for det? Det er trods alt et kæmpe prestigeprojekt for regeringen.

Landmænd kan ende med at punge ud

Lokale landmænd kan naturlig vælge at sige nej til økonomisk kompensation eller erstatningsjord. Men det vil de givetvis kunne mærke på pengepungen, når de skal betale CO2- og kvælstofafgift for deres jord.

Det vil i mange tilfælde kunne betale sig at komme af med kulstof- og kvælstofsrig jord.

Landmændenes 'økonomiske interesse' er flertydig.

Eva Sørensen og Jacob Torfing
Professorer, Roskilde Universitet

Desuden skal man holde sig for øje, at landmændenes 'økonomiske interesse' er flertydig.

Landmændene vil gerne have en ordentlig pris for den jord, de afstår. Samtidig har de en interesse i at bidrage at skabe klare og stabile rammer for deres landbrug og stoppe tendensen til, at der kommer nye indgribende reguleringer hvert år, der ødelægger deres mulighed for langtidsplanlægning.

Oven i det er der også mange landmænd, som bare synes, at det er spændende at omlægge ved hjælp af nye tekniske løsninger, som promoveres som en del af reformen.

Endelig har landbruget som helhed en interesse i sikre at landbruget omlægges og ikke nedlægges, hvilket faktisk er det, der ligger i den grønne trepartsaftale.

Man kan derfor med god ret mene, at landbrugets økonomiske interesse i nogen grad understøtter den igangværende omstilling.

Landbruget har hånden på kogepladen

Landmændene vil givetvis også medtænke det stærke politiske pres i deres kalkulationer. De lokale treparter har til opgave at implementere en national politisk aftale, som regeringen har indgået med både Landbrug & Fødevarer og Danmarks Naturfredningsforening.

Aftalen er blevet konfirmeret af et bredt flertal i Folketinget og afspejler et folkeligt pres for at stoppe aflivningen af vores fjorde og kystnære områder.

Den grønne trepartsaftale har defineret en klar opgave, og både landbruget og naturfredningsfolkene har hånden på kogepladen. Derfor har begge parter sagt ja til at indgå i en taskforce sammen med ministerier og Kommunernes Landsforening, som har til opgave at rydde lokale barrierer af vejen.

Modvillige landmænd vil blive mødt af et stort pres fra kommunen, deres egen organisation og lokalsamfundet.

Økonomiske og politiske pres vil givetvis motivere de lokale aktører, herunder landmændene, til at finde frivillige løsninger, men det er langt fra sikkert at det er nok til at nå de ambitiøse mål. Hvad skal der så til?

Det spørgsmål har nobelpristager professor Elinor Ostrom besvaret i sin banebrydende forskning, der viste, at lokale aktører kan løse problemer, som skader vores fælles klima og miljø, gennem samarbejde, der er baseret på frivillighed, hvis en række forskellige betingelser er opfyldt.

Lokale grænser er en fordel

De lokale treparter er geografisk afgrænsede, fleksible i deres virkemidler og bygger på lokal inddragelse – præcis som Ostrom anbefaler.

De 23 lokale treparter er organiseret rundt om hver deres vandopland. Den geografiske afgrænsning gør det ikke kun klart, hvem der får fordel af en løsning, men også hvem der skal skabe løsningen.

Samtidig rammestyres de lokale treparter på en måde, så man selv lokalt kan vælge den kombination af virkemidler, der passer til de lokale omstændigheder.

I tråd med Ostroms anbefalinger er resultaterne af de lokale treparter sikret anerkendelse af autoriteter højere oppe.

Eva Sørensen og Jacob Torfing
Professorer, Roskilde Universitet

Der er også mulighed for at integrere igangværende omlægningsprojekter i den nye indsats.

Endelig er der en bred lokale inddragelse i de lokale treparter, idet kommunalpolitikere, landbrugs- og naturorganisationer sammen med dygtige kommunale embedsmænd skal udforme planerne for de lokale omlægningsprojekter, hvor de lokale lodsejerne inviteres til at sidde med og tegne streger på kortet og udvikle gode løsninger, som de kan se sig selv i.

De lokale treparter følger også Ostroms anbefaling om at overvåge resultatopnåelsen, hindre og sanktionere vrangvillighed og regelbrud samt at sikre let adgang til konflikthåndtering.

Resultaterne af de lokale treparter overvåges ved at de løbende indberettes til er digitalt system kaldet MARS, hvor man hele tiden kan aflæse om det samlede resultat ligger over eller under måltallet.

Der er også et system, der registrerer, hvad der rent faktisk dyrkes på markerne. Desuden kommer landmænd, der ikke skiller sig af med kulstof- og kvælstofholdig jord til at betale ved kasse et. Der er derimod behov for at stramme op på såvel tilsyn og brud på aftaler om, hvad der dyrkes på markerne.

Endelig er der etableret et lettilgængeligt konfliktløsningssystem. Hvis der opstår en lokal konflikt mellem lodsejere og sommerhusejere i forbindelse med vådlægning af et moseområde, er det i første omgang den lokale treparts opgave at løse konflikten. Hvis der er lokale konflikter, der skyldes strukturelle forhold, så kan man involvere den nationale taskforce og eventuelt et autoritativt partsorgan på allerhøjeste niveau.

Lokale treparter indgår i et stort netværk

I tråd med Ostroms anbefalinger er resultaterne af de lokale treparter sikret anerkendelse af autoriteter højere oppe, ligesom de lokale netværk er indlejret i netværk på højere niveauer, så man sikrer, at problemer løses på det rigtige niveau.

Der er nemlig etableret et kinesisk æskesystem, hvor de lokale omlægningsprojekter er en del af de lokale treparter, som igen er en del af en national rammeaftale.

På samme både forsøger deltagerne i de lokale omlægningsindsatser at etablere sammenhængende naturområder med støtte fra kommunen. Hvis der er behov for det, er der mulighed koordination med andre kommuner.

Endelig kan man i tilfælde af, at det går i hårdknude anmode om bistand fra nationale organer baseret på partsrepræsentation.

Organiseringen af arbejdet i de lokale treparter opfylder således hovedparten af de succesbetingelser, som Ostrom mener, der skal være til stede for, at man lykkes med frivillige aftaler om grøn omstilling. Om det kommer til at ske i praksis, vil tiden vise.

Men der er for os at se ingen grund til at male fanden på væggen. Specielt ikke når grundbetingelser er i orden, og desuden understøttes af økonomiske og politiske pres.