Debat

R: Landbruget skal være en del af løsningen – ikke problemet

DEBAT: Tilgangen til landbruget skal ændres. Det skal ikke længere handle om kvantitet, men kvalitetsprodukter fra lokalt forankrede producenter, mener Radikales Ida Auken og Andreas Steenberg. Landbruget skal nemlig være en del af løsningen på en grønnere fremtid.

Vi skal grundlæggende ændre tilgangen til landbruget, mener Ida Auken og Andreas Steenberg.
Vi skal grundlæggende ændre tilgangen til landbruget, mener Ida Auken og Andreas Steenberg.Foto: /Ritzau/Jesper Nørgaard Sørensen
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Ida Auken (R) og Andreas Steenberg (R)
Medlemmer af Folketinget

Thise mejeri i Thisted, Knuthenlund på Lolland, Svaneke Bryghus på Bornholm. Danmark er fuld af dygtige småproducenter af grønne højkvalitetsfødevarer med en lokal historie. Det er iværksættere, vi kan lære af. Idemagere, vi kan være stolte af. Og ildsjæle, vi vil have flere af. For de skaber succeshistorier lokalt – og samtidig en ny fremtid for dansk landbrug.

Det har vi brug for. Landbruget i Danmark er nemlig dybt forgældet og langt fra så grønt, som vi ønsker. Der er behov for grundlæggende nytænkning. Ellers ender landbruget som skibsværfterne.

Vi har en ambition om, at Danmark også om 10, 20 og 30 år skal leve af at producere og sælge fødevarer. Vi tror på, at det kan lade sig gøre, hvis vi udvikler et grønnere, sundere og bedre lokalforankret landbrug i Danmark.

Fakta
Deltag i debatten!
Skriv til [email protected]

Samspil med klima, natur og miljø
Først og fremmest er det fuldstændig afgørende, at vores landbrugsproduktion fremover foregår i bedre samspil med klima, natur og miljø. Vi vil have mere økologisk produktion, mere klimavenlig produktion, mere natur og flere grønne teknologier, der nedbringer forureningen.

Landbruget skal ikke længere være en del af problemet – men en del af løsningen på, hvordan vi skaber en grønnere fremtid. For at fremme udviklingen af nye innovative produktionsformer og produkter foreslår vi blandt andet at gøre iværksætteri til et centralt element i landbrugsskolernes uddannelse af fremtidens landmænd.

Helt grundlæggende ønsker vi at få et skift i tilgangen til vores landbrug. Vi skal fra kilo til kroner – så landbruget i fremtiden ikke konkurrerer på at sælge flest mulige køer og svin til en lav afregningspris, men i stedet lever af at producere og forædle kvalitetsprodukter til en højere pris.

Ida Auken (R) og Andreas Steenberg (R)
Medlemmer af Folketinget 

Vores landbrug skal også være økonomisk bæredygtigt. Fordi landbruget på sigt skal bære sig selv – frem for at være afhængigt af støtte. Salget af bæredygtige kvalitetsfødevarer, lokale fødevarer med en historie samt nye grønne teknologier skal fremover være en langt større indtægtskilde.

Lokalt forankret landbrug
Sidst, men ikke mindst, skal vores landbrug være mere lokalt forankret. Fordi landbruget som kultur skal spille en større rolle i Danmark. Den livsform, der er forbundet med landbrugsproduktionen, skal gøres til et attraktivt alternativ for flere mennesker.

Vores uddannelser skal gøre det attraktivt for flere at vælge landbrugslivet til, og lokalsamfundet skal i højere grad føle ejerskab til den lokale produktion. Vi ønsker også at fremme udviklingsmulighederne for de små lokale producenter og foreslår derfor en ny model for fordeling af den nuværende EU-hektarstøtte. Efter fransk forbillede ønsker vi at øge hektarstøtten på de første hektarer for at gøre det mere attraktivt at drive småbrug.

Helt grundlæggende ønsker vi at få et skift i tilgangen til vores landbrug. Vi skal fra kilo til kroner – så landbruget i fremtiden ikke konkurrerer på at sælge flest mulige køer og svin til en lav afregningspris, men i stedet lever af at producere og forædle kvalitetsprodukter til en højere pris.

Vi vil fra industri til iværksætteri – så landbruget i fremtiden ikke kun konkurrerer på stordrift, men også giver langt mere plads til, at små fødevareproducenter kan innovere, producere og sælge helt nye typer af produkter. Og vi vil fra ens til enestående produkter – så landbruget ikke bare leverer standardmad til forbrugerne, men i stigende grad unikke produkter og oplevelser.

Vi har et glimrende udgangspunkt. Nu gælder det bare om at tage landbruget det næste skridt ind i fremtiden.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Andreas Steenberg

Public affairs executive, Systematic, fhv. MF og politisk ordfører (R)
cand.scient.pol. (Aarhus Uni. 2011)

Ida Auken

MF (S), fhv. miljøminister (SF)
cand.theol. (Københavns Uni. 2006)

0:000:00