Tænketanken Frej: Politikerne må træffe upopulære valg, hvis vi skal spise grønnere

I Danmark har vi i årtier perfektioneret produktion af foder, grise og mejeriprodukter. Det har den danske fødevaresektor levet højt på i mange år.

Men det betyder, at vi efterhånden har mistet al den viden og erfaring, der lå i at dyrke og forarbejde de traditionelle nordiske afgrøder, som havre og ærter - til mennesker frem for til dyr. Og det betyder også, at vi på plantefronten for længst er blevet overhalet indenom af blandt andre vores nabolande. 

De er nemlig allerede godt med på plantebølgen. Sverige har Oatly, der er en af verdens mest populære plantedrikke, Tyskland er det land, hvor der sælges flest plantebaserede fødevarer i EU, og Holland har skabt en hub for plantebaserede fødevarer.

Derfor skal vi gøre noget drastisk, hvis Danmark skal på niveau med vores nabolande. For slet ikke at tale om landene uden for EU, hvor plantevirksomhederne blomstrer op i eksempelvis USA og Israel.

Efterspørgslen mangler

Debatten om en CO2-afgift på landbruget, som blandt andet dominerede under valgkampen, peger på at mange danskere drømmer om en mere bæredygtig fødevareproduktion. Og en CO2-afgift på landbruget kan heldigvis også bidrage til en nødvendig omstilling af fødevaresektoren.

De afgiftsbelagte udledninger fra landbruget og resten af fødevaresektoren kan rykke produktionen og kanalisere provenuet fra afgifterne i retning af en grøn omstilling af erhvervet. Men jeg tvivler på, at det kan stå alene. Drømmen om en plantebaseret fødevareproduktion kan nemlig ikke indfries, hvis der ikke også rykkes på vores forbrug. 

Det er positivt, at politikere fra begge fløje gennem valgkampen har udtrykt ønsker om et mere plantebaseret landbrug. Men den varme kartoffel i den debat er, at markedet ikke er der. Forbrugerne efterspørger ikke planterne i tilstrækkelig grad. Og som de fleste ved, hænger udbud og efterspørgsel sammen.

Efter et forslag om kødfrie dage i offentlige kantiner blev mødt af et ramaskrig, har der været stor berøringsangst for politisk at skubbe på en nødvendig forbrugsændring

Anna Bak Jäpelt
Bæredygtighedsansvarlig, Tænketanken Frej

De officielle kostråd anbefaler alle danskere at indtage 100 gram protein fra bælgfrugter dagligt. Skulle vi dyrke det til alle danskere, kræver det et areal på cirka 55.000 hektar. Det areal udgør omkring to procent af Danmarks samlede landbrugsareal. Altså en meget lille del. Så hvorfor gør vi det ikke allerede? 

De fleste af de mange landmænd, jeg møder i mit arbejde, vil hellere end gerne producere planter direkte som mad til mennesker.

Mange innovative landmænd gør det allerede, men størstedelen af dem kæmper også med at få dem afsat, fordi efterspørgslen er for lille. For en landmand er det derfor forbundet med stor risiko at producere planter til fødevarer. Og i slutningen af måneden skal landmænd, ligesom alle andre, kunne betale deres regninger. 

Så hvor stiller det et landbrug, der gerne vil omstille sig til at dyrke flere planter direkte til danskernes tallerkner?

Da de nye kostråd blev lanceret i 2020, var de banebrydende. De er gode for både vores og for klodens sundhed. I dag lever de et stille liv på Fødevareministeriets hjemmeside og er desværre ikke nået så meget længere end det.

Ambitionen var ellers, at de skulle ud i landets offentlige kantiner og resten af samfundet. Men efter et forslag om kødfrie dage i offentlige kantiner blev mødt af et ramaskrig, har der været stor berøringsangst for politisk at skubbe på en nødvendig forbrugsændring. 

Plantesektorens økonomiske gevinster

Det er ellers ikke fordi, der slet ikke er sket noget på plantefronten. Med landbrugsaftalen i 2021 blev der etableret en national plantefond med 675 millioner kroner, som fra 2023 til 2030 skal hjælpe til at opbygge en helt ny dansk plantesektor.

Det er 85 millioner årligt. Fonden blev etableret med en forventning om et nyt væksteventyr lig vindmølleindustrien. Men det kommer ikke til at ske alene med Plantefonden. 

Aktører i den danske fødevaresektor og en række danske forskningsinstitutioner peger i det omfattende AgriFoodTure Roadmap, som er en køreplan for bæredygtig transformation af den danske fødevaresektor, på, at der er behov for investeringer på omkring tre milliarder årligt for, at vi kan indfri den danske plantesektors enorme potentiale.

Vel at mærke investeringer i at rykke både produktion og forbrug. Plantefondens årlige bevilling svarer til mindre end tre procent af det nødvendige beløb. Derfor kan den ikke stå alene. 

Hvis vi rent faktisk prioriterer at investere i en dansk plantesektor, som aktørerne bag køreplanen foreslår, så er der store økonomiske gevinster at hente, både for planterne og for planeten.

Christian Bugge Henriksen, der er medforfatter på køreplanen og lektor på Institut for Plante- og Miljøvidenskab på KU, skriver i et indlæg for Altinget, at der kan skabes mellem 9.000 og 27.000 nye arbejdspladser i Danmark, hvis vi opnår en global markedsandel på mellem en og tre procent af det plantebaserede marked - svarende til den andel, som Danmark i dag har af det animalske marked. Det sker dog næppe, så længe ambitionen kun er at investere små tre procent af det nødvendige beløb.

Omstillingen skal foregå i samfundet

Så kære politikere, her er en bøn til jer: Vil I ikke nok anlægge et realistisk blik på omstillingen af fødevaresektoren? Vil I ikke nok hjælpe med til at rykke forbruget, så vores fødevareproduktion bliver mere bæredygtig? Det er ude i samfundet, den helt store omstilling af fødevaresektoren skal foregå. Blandt andet gennem et ændret forbrug, så efterspørgslen understøtter den bæredygtige produktion.

Det kræver ganske vist upopulære beslutninger, men jo længere vi venter med at træffe dem, desto sværere og dyrere bliver det. Det kræver flere plantebaserede måltider i den offentlige forplejning. Det kræver strukturer og rammer, der støtter forbrugeren ved køledisken såvel som ved komfuret. Sidst, men ikke mindst, så kræver det massive investeringer i uddannelse og efteruddannelse.

Gennem alt fra madkundskab i grundskolen til efteruddannelse af kokke og madprofessionelle i hele landet. Der findes altså intet  “quick fix” til en ændring af vores forbrugsvaner. Men hvis vi mener det alvorligt med omstillingen af vores fødevaresektor, har vi travlt. Både for klimaets og for branchens skyld.