Teknologiforskrækkelse må ikke stå i vejen for grøn omstilling i landbruget

Et aktuelt eksempel er debatten om fodertilsætningsstoffet Bovaer, der har været intens de seneste uger. Stoffet er udviklet til at reducere metanudledning fra køernes bøvser, hvilket er et væsentligt bidrag i landbrugets klimagasudledninger.

Tidligere på efteråret begyndte flere landmænd angiveligt at opleve problemer i deres stalde, efter at de var startet med at blande Bovaer i foderet.

Det skal naturligvis undersøges grundigt, hvorfor der er problemer i de berørte kvægbesætninger. Det er vores kvægeksperter i Seges Innovation faktisk netop i gang med i disse dage. Vi må i den forbindelse konstatere, at disse erfaringer er nye for os, og at vi ikke har observeret lignende problemer i vores tidligere forsøg og undersøgelser med Bovaer.

Det vigtige er her, at der var meget kort vej fra indmeldingerne om problemer fra landmændene løb ind, til at man i pressen kunne læse om store bekymringer om anvendelsen af Bovaer ud fra et dyrevelfærdsmæssigt perspektiv samt bekymringer om rester af Bovaer i mælken.

Flere udsagn i debatten virkede til at være umiddelbare rygmarvsreaktioner, der ikke var funderet på faglig evidens, men derimod mere udtryk for en generel skepsis over for nye virkemidler.

Et andet eksempel på teknologiforskrækkelse har ramt biokul – som dækker over forkullede rester af biomasse, for eksempel halm eller afgasset biomasse fra biogasproduktion, der ved hjælp af såkaldt pyrolyseteknologi omdannes til biokul.

Når biokul fordeles på marker, er det et potent klimavirkemiddel, da det kan lagre kulstof i jorden og dermed reducere udledningen til atmosfæren. Desværre har vi i Seges Innovation oplevet, at nogle kommuner ikke vil give tilladelser til, at vi kan lave de forsøg med biokul, som skal være med til at afdække effekterne under praktiske forhold.  

Argumentet er, at eventuelle afledte effekter af biokul i jorden ikke er kendte. Men dilemmaet er jo, at vi har brug for at teste og undersøge effekten af biokul for at kunne sikre vished om implementeringen af dette vigtige klimavirkemiddel.

Her tror jeg, at de fleste kan se det uhensigtsmæssige i, at der sættes en bremse i for initiativer, der understøtter udvikling til den grønne omstilling – uanset om det skyldes et forsigtighedsprincip eller en generel usikkerhed over for en ny teknologi.

Det giver sig selv, at der skal være fuldstændigt styr på fødevaresikkerhed, dyrevelfærd, miljøpåvirkninger og andre centrale ting, når landmænd tager nye klimavirkemidler i brug for at reducere deres udledninger.

Af samme grund er der omstændige godkendelsesprocesser og store dokumentationskrav for nye klimateknologier, der skal anvendes i landbrugs- og fødevareproduktion – både fra dansk og europæisk side. Og hvis der opstår udfordringer i anvendelse af virkemidler ved implementering i praksis, skal de naturligvis undersøges til bunds.

Men vi er også nødt til at acceptere, at der er en vis grad af “learning by doing” i arbejdet med at flytte vores landbrugsproduktion i en mere bæredygtig retning, hvis det ikke skal tage årtier. Og uventede, afledte effekter må ikke gå ud over den nysgerrighed, innovationskraft og eksperimenterende tilgang, som driver udviklingen af fremtidens klimavirkemidler.

Godkendelse af nye klimavirkemidler må ikke tage så mange år, som det gør i dag.

Lisbeth Henricksen

I samme forbindelse er det påkrævet med en større agilitet i det bureaukratiske system. Godkendelse af nye klimavirkemidler må ikke tage så mange år, som det gør i dag. Der er brug for at gentænke godkendelsesprocessen og implementere fast-track ordninger, så vi hurtigt og sikkert kan få virkemidlerne implementeret på bedrifterne

Det hele handler om at finde en balance mellem at sætte turbo på den grønne omstilling på den ene side og at tage hensyn til dyr, mennesker og miljø på den anden side.

Jeg synes, at vi skal turde være modige – og i vores handlinger og ageren være en smule mere i klimaets favør. For som man også kunne høre på det nyligt overståede klimatopmøde i Brasilien, har verden lige nu kurs mod en temperaturstigning på 2,3-2,5 grader.

Derfor er vi nødt til at gøre noget her og nu, hvis vi skal nå Parisaftalens mål om en stigning på 1,5 grad – og det haster. For det er vores alles fælles fremtid, det handler om.