Direktør: Vi har brug for mere åbenhed om fondenes rolle og indflydelse i Danmark

Netop her har fondene et særligt potentiale – og et særligt ansvar.

Deres uafhængighed af valgperioder, politiske hensyn og mediedagsordener gør dem i stand til at investere i idéer, som endnu ikke kan "betale sig" i politisk forstand.

Idéer, der går fra at afhjælpe problemer her og nu til at forme nye systemer og tilgange, der rækker langt ind i fremtiden.

Fonde styrker samfundet

Fonde kan – og bør – være med til at rykke ved de store samfundsspørgsmål og vores måde at leve og organisere os på. Når det lykkes, kan fondssamarbejder åbne nye muligheder for offentlig praksis og styrke det samlede velfærdssamfund.

Men det potentiale realiseres ikke automatisk. Det kræver strategisk klarsyn, processuelt gehør og en gensidig vilje til at arbejde på langsigtede løsninger.

Hvis fondes magt forvaltes i det skjulte, eller hvis samarbejder præges af asymmetri og uigennemsigtighed, risikerer vi at skabe afhængighed frem for udvikling.

Henrik Schødts
Administrerende direktør, not a box

For selvom fondene kan operere uden hensyn til genvalg og politisk kortsigtethed, har denne frihed også en slagside: Den kræver en særlig opmærksomhed på gennemsigtighed, forvaltningsetik og magtens ansvar.

Derfor er det positivt, at flere fonde i stigende grad selv taler åbent om deres magt og rolle i samfundet. 

Den samtale bør vi styrke – og brede ud.

For hvis fondes magt forvaltes i det skjulte, eller hvis samarbejder præges af asymmetri og uigennemsigtighed, risikerer vi at skabe afhængighed frem for udvikling.

Der opstår en særlig udfordring, når fondssamarbejder ikke ledsages af en plan for langsigtet drift. Her bærer både fonde og ansøgere et ansvar. Det er problematisk, når projekter iværksættes uden et klart billede af, hvordan de skal forankres og videreføres efter puljemidlerne.

Hvis vi i offentlig praksis bliver afhængige af fondsstøtte for at fastholde vigtige indsatser, risikerer vi en handlingslammelse, hvor gode idéer dør med projektperioden. Man kunne ønske sig en tydeligere exitplan fra bevillingens start, så man tidligt forholder sig til hvordan og hvor, initiativet skal forankres, når det er klar til "drift".

Nepotisme er en reel risiko

En anden bekymring, som i stigende grad bør adresseres, er det sociale aspekt ved fondssamarbejder. I et lille land med tætte netværk og begrænset armslængde kan relationer hurtigt få stor betydning.

Det skaber risiko for nepotisme og en kultur, hvor man som ansøger, ikke tør udfordre fondenes egne dogmer og måder at arbejde på – af frygt for at blive valgt fra næste gang.

Det er hverken sundt for innovation, for kvalitet eller for den demokratiske samtale om, hvordan vi løser fælles problemer.

Samtidig må vi også have øje for de skævheder, der opstår i selve adgangen til fondsmidler. Nogle aktører – ofte større kommuner eller organisationer med stærke ressource- og netværkskapaciteter – er ganske enkelt bedre til at samarbejde med fonde.

Det betyder, at fonde i praksis ofte understøtter de mest velfunderede aktører, mens andre – med mindst lige så relevante idéer og behov – står udenfor.

Det skaber ikke bare ulighed i fondssamarbejderne, men risikerer også at forstærke eksisterende skævheder i velfærdssamfundet.

Fondssamarbejder kræver ansvar

Derfor er det helt centralt, at vi insisterer på, at det ikke er netværk eller præsentationsevner, men praktiske effekter og samfundsmæssig relevans, der skal afgøre hvilke projekter, der opnår støtte.

Det kræver mod at stå fast – både som fond og som ansøger – og det kræver, at man tør arbejde uden frygt for at miste fremtidig støtte.

Vi har brug for mere åbenhed om fondenes rolle og indflydelse.

Henrik Schødts
Administrerende direktør, not a box

Fondssamarbejder skal ikke pakkes ind i begejstring alene.

De skal håndteres med ansvarlighed, med respekt for samspillet mellem det offentlige og det private – og med blik for det fælles mål: At styrke et bæredygtigt, solidarisk og fremtidssikret velfærdssamfund.

Det er derfor afgørende, at samarbejder mellem fonde og offentlige aktører ikke bliver til parallelle systemer, men til fælles satsninger med tydelig rollefordeling og klare målsætninger.

Fonde er en del af samfundets udviklingsmotor, og det skal vi hilse velkommen. Men den bevægelse, vi i disse år ser i fondenes arbejde – mod større strukturelle ambitioner og systemforandringer – ville ikke kunne vinde et folketingsvalg. Og det er netop pointen. Deres styrke ligger i det uafhængige. Men det forpligter.

Derfor har vi brug for mere åbenhed om fondenes rolle og indflydelse. Vi har brug for viden, der kan dokumentere og kvalificere fondenes betydning i alt fra forskningsfinansiering og social innovation til kultur og anlægsarbejder. Og vi har brug for, at samtalen om fremtidens velfærd foregår i fællesskab – ikke som lukkede partnerskaber, men som transparente processer, hvor vi både kan udfordre og blive inspireret.

For kun sådan kan vi sikre, at de idéer og løsninger, der i dag opstår i grænsefeltet mellem offentlig sektor og private fonde, faktisk bliver til noget, der rækker længere end de næste projektår – og bidrager til det samfund, vi ønsker at efterlade til kommende generationer.