Fonde skal turde investere i kernen af den offentlige sektor, hvis unges mistrivsel skal til livs

Mange fonde fokuserer heldigvis allerede på børns trivsel.

Men hvis vi vil skabe reel forandring, skal vi også tænke i investering frem for donation. Og vi skal investere dér, hvor data tydeligt viser, at behovet er størst, og hvor vi ved, at vi kan gøre en reel forskel.

Vi skal turde investere i praksisnære, langsigtede løsninger, der kan nedbryde de strukturelle barrierer i vores velfærdssystem.

Det betyder, at vi må investere helt ind i maven på den offentlige sektor – dér, hvor problemerne opstår, og hvor effekten kan måles direkte i børnenes liv. Men hvad vil det sige i praksis?

Filantropiske donationer spiller en afgørende rolle i at afprøve og udvikle nye løsninger.

Camilla Bjerre Damgaard
Fondschef, Den Sociale Investeringsfond

Det indebærer, at fonde skal gå fra at være udviklende til aktivt at tage medansvar for at skabe løsninger, der kan skaleres og implementeres i stor skala.

Vi taler ikke kun om pilotprojekter, men om vedvarende investeringer i modeller, der kan rulles ud på tværs af kommuner og regioner.

Dette kræver, at fonde arbejder tættere sammen med offentlige aktører, så vi får skabt de rette rammer for finansiering og udbredelse af dokumenterede indsatser.

Filantropiske donationer spiller en afgørende rolle i at afprøve og udvikle nye løsninger. Den innovation og nyskabelse, som pilotprojekter medfører, må vi ikke fjerne. De er fundamentet for forandring. Men når vi ser, at noget virker, eller i det mindste viser lovende resultater, så har fonde en pligt til at tage ansvar for den videre udbredelse og implementering.

For ofte ser vi, at fonde springer fra det ene pilotprojekt til det næste, mens implementeringen overlades til det offentlige uden en reel plan for, hvordan løsningen skal skaleres og forankres.

Det offentlige har naturligvis et ansvar for forankring, men det er for nemt for fonde at læne sig tilbage og sige: "Nu har vi udviklet det. Værsgo at implementere".

Innovative løsninger kræver en langvarig strategisk indsats, hvor det offentlige gradvist opbygger betalingsvilje. Det sker ikke fra dag ét. Kommuner og regioner mangler ikke gode tilbud at bruge penge på, derfor må vi finde nye måder at styrke overgangen fra pilot til implementering.

Sociale effektinvesteringer har vist sig at være et stærkt redskab til netop dette. Her kan fonde påtage sig forskellige roller afhængigt af modenhed og risikovillighed.

På den måde kan vi også adressere en af de største udfordringer i implementeringsfasen: Risikoen for, at offentlige aktører trækker sig, så snart egenfinansieringen bliver for stor.

Sociale effektinvesteringer giver mulighed for at vænne det offentlige til at betale, hvilket er en nødvendig strategi, hvis vi vil sikre, at lovende løsninger ikke bare dør i skuffen.

En sådan tilgang betyder, at der måske er mindre plads til konstant at igangsætte nye pilotprojekter, da implementering kræver både tid og kapital. Men hellere ét succesfuldt implementeret program end fem gode piloter, der aldrig blev til andet end netop piloter.

Udover at sikre implementering af konkrete programmer kan sociale effektinvesteringer også skubbe til en bredere dagsorden om mere investeringsorienteret adfærd og reel forebyggelse i kommunerne. Hvis vi vil skabe varig forandring, må vi tage ansvar – ikke kun for innovation, men også for implementering.

Skolefravær er en af de mest tydelige advarselslamper for mistrivsel. Sidste skoleår havde mere end hver femte elev et fravær på over 10 procent, hvilket svarer til mere end 110.000 børn, der missede mindst 20 skoledage.

Langvarigt fravær påvirker ikke kun børnenes faglige niveau, men kan også føre til alvorlige sociale og mentale udfordringer senere i livet.

Når det kommer til børn og unge, vil reel forebyggelse stort set altid være en merudgift inden for en overskuelig tidshorisont.

Camilla Bjerre Damgaard
Fondschef, Den Sociale Investeringsfond

For at komme det til livs peger Trivselskommissionen blandt andet på, at kommunerne skal blive bedre til at identificere mistrivsel tidligt og arbejde mere helhedsorienteret på tværs af forvaltninger. Det er lettere sagt end gjort.

Kommunerne står med stramme budgetter, hvor akutte problemer ofte vinder over langsigtede løsninger.

Det er dog vigtigt at anerkende, at reel forebyggelse og behandling af mistrivsel ikke er en dans på roser, heller ikke når man benytter sociale effektinvesteringer.

Forebyggelse vil altid være vanskelig at prioritere, fordi der i det offentlige ofte er en indlejret frygt for at bruge penge på nogen, der måske ville have klaret sig alligevel.

Det fører til en afventende tilgang: "Vi ser lige, om ikke det går alligevel". Tre år senere er det tydeligt, at det ikke gik, og nu er der behov for en langt dyrere indsats.

Når det kommer til børn og unge, vil reel forebyggelse stort set altid være en merudgift inden for en overskuelig tidshorisont. 

Selvom sociale effektinvesteringer kan være med til at lukke en del af det hul, kræver det stadig modige kommuner og fonde, der tør investere i effekter, som viser sig, før budgetøkonomien går op.

Her kan sociale effektinvesteringer være med til at overvinde nogle af disse strukturelle barrierer. De kan fungere som en platform for samarbejde, finansiering og risikodeling mellem fonde, myndigheder og investorer.

På den måde kan vi skabe de nødvendige rammer for en mere systematisk og langsigtet indsats, hvor investeringer i trivsel ikke kun ses som en udgift, men som en reel investering i både sociale og økonomiske gevinster.

Når børn mistrives, har det konsekvenser langt ind i voksenlivet, hvor sociale problemer, lavere beskæftigelse og øgede sundhedsudgifter belaster samfundsøkonomien.

Derfor bør fondene se deres investeringer i trivsel som en investering i fremtidens samfund.

Flere fonde har allerede engageret sig i arbejdet med børns trivsel, og det er meget positivt.

Men hvis vi vil gøre en forskel, skal vi tage næste skridt og investere i blandt andet kommunernes evne til at opspore og håndtere mistrivsel og sikre de bedste forudsætninger for et forebyggende og helhedsorienteret samarbejde.

Når det kommer til børn og unge, vil reel forebyggelse stort set altid være en merudgift inden for en overskuelig tidshorisont.

Camilla Bjerre Damgaard
Fondschef, Den Sociale Investeringsfond

Det kræver også en vilje til at tage chancer. Sociale effektinvesteringer indebærer risici, men det er netop her, fondene har deres styrke.

De kan tage de risici, som den offentlige sektor ikke altid har mulighed for, og dermed skabe grundlaget for nye, vedvarende løsninger.

I Den Sociale Investeringsfond står vi klar til at udvikle og finansiere løsninger, der skaber varig forandring.

Derfor er mit spørgsmål til fondene: "Vil I være med til at investere i den offentlige praksis og låse de udfordringer op, som vores velfærdssamfund ikke kan løfte alene?"