
Der foregår en lille, men ikke ubetydelig kamp i kampen. Den handler om, hvilke partiledere der har flest følgere og kan engagere flest vælgere på de sociale medier.
Kommunikation på de sociale medier er en disciplin, som partilederne skal mestre. For likes på Facebook kan faktisk veksles til stemmer.
Vi ved efter mange års praksis – og fra forskningen – at hvis en politiker kan lokke folk ind på deres sider på sociale medier og få dem til at klikke, like, dele, swipe, gemme, screenshotte eller kommentere, så kommer brugeren til at se mere politik fra vedkommende, og de vil blive mere tilbøjelige til i sidste ende at sætte deres kryds ved partiet.
Vi ved også, at partilederens personlige platforme er de vigtigste – partiernes sider er relativt ligegyldige, fordi vi vil se personer på sociale medier. Ikke organisationer.
Firmaet Spaak, der ejer platformen Hamiliton, har trukket tallene over partiledernes valgkamp på sociale medier i valgkampens første små tre uger – i perioden fra 26. februar til og med 17. marts. Tallene tegner et tydeligt billede.
Følgertallene er opgjort på tværs af partiledernes personlige sider eller profiler på henholdsvis Facebook, Instagram og LinkedIn.
Og selvom mange følgere vil være gengangere på både Mette Frederiksens Facebook-side og Instagram-side, så profiterer hun massivt af at have været på sociale medier, siden de kom til Danmark, og at hun er siddende statsminister for landets største parti.
Mette Frederiksen (S) har 932.000 følgere i alt. Et realistisk bud er, at de 550.000 er unikke, mens cirka 400.000 altså følger hende begge steder. Troels Lund Poulsen (V) gemmer sig helt nede på 33.000 følgere.
Nu hvor man ikke længere kan annoncere politisk på Facebook og andre sociale medier, betyder det i analogier, som en forsvarsminister ville kunne have brugt:
Mette Frederiksen har en atombombe. Troels Lund Poulsen har en slangebøsse – og han eksisterer stort set ikke på sociale medier. Det er med til at afgøre valget.
De største målt på engagement
Engagementstallet er imidlertid endnu mere interessant – for det afslører flere ting om partilederne og deres kampagner. Først og fremmest afspejler det evnen til at engagere, det vil sige at få følgere til at like, dele og kommentere.
På sociale medier engagerer man bedst sine følgere ved at tale til den politiske hjerne, som er ladet med neurotransmittere, der gerne vil føle noget, associere med noget nært, er nem at lokke til at lade sig forarge, forbløffe og forskrække.
Stikker man nok akupunkturnåle i en vælgers krop i form af Facebookopslag, der er ladet med nogle emner, der rammer dem på pengepungen eller i hjertekulen, så det føles som et slag i solar plexus, så reagerer deres organisme, og de trykker på en knap.
Og til sidst kan samme bevægelse få dem til at udføre det, som Ask Rostrup på TV 2 så fint udtrykker således: Tegne to streger, der møder hinanden i et kryds, og som er hele fundamentet for vores demokrati.
De største engagementsskabere er Alex Vanopslagh (LA), som på sociale medier har masser af kant, humor og personangreb.
Det er Mette Frederiksen, der hiver engagement hjem på opslag med budskabet “Vi vil ikke dem, der ikke vil Danmark” og “Tvangsægteskaber, genopdragelsesrejser og social kontrol.”
Det er Lars Boje Mathiesen (BP), der fortsætter linjen fra sin tid i byrådet i Aarhus, hvor han brandede sig på en sarkastisk “Der kan ikke spares penge i det offentlige.” Hans valgkamp på sociale medier er et korstog mod regeltyranni og truslen fra Islam.
Det er Morten Messerschmidt (DF), der på næsten trumpistisk vis er blevet kongen af personangreb mod flere politiske kolleger, blandet med flammetaler om stigende priser på oksekød og benzin.
Det er Inger Støjberg (DD) med “stop hetz mod landmænd” og en regulær nyindspilning af Rødhætte og Ulven, men denne gang med Rødhætte som den aggressive.
Og så er det Pelle Dragsted (EL) med millionærbashing mod navngivne ejere af Harald Nyborg og opfordringer til at shitstorme samme.
Og så har vi alle dem, der ikke kan knække algoritmekoderne. Dem, der måske godt ved, at algoritmer præmierer voldsomme emner, hårdt sprog og personangreb, og som tror, at ‘kant’ er ham filosoffen, man skal have i baghovedet, når man skal tale til vælgerne.
Mona Juul (K) og Martin Lidegaard (RV) tager prisen for at være de mest nuancerede og ukantede og dermed også dem, der er mindst engagerende.
Engagementet er en valuta
Det er selvfølgelig både, fordi de stadig er relativt nye partiledere med få følgere, men det er også, fordi de ganske enkelt ikke vil. De insisterer på at gå over åen efter vand, selvom de kunne stikke fødderne ned i den og råbe sprøjtegift og pesticider.
Det er dem, der i valgkampen forsøger at bygge vindmøller, når andre foreslår læsejl. Mona Juul fører på syvende år valgkamp med kreative bureaubudskaber om “ingen erfaring,” hvor man på plakaten skal læse sig til pointen. Og man skal læse langt.
For ikke at gøre dette indlæg alt for langt skal jeg undlade at elaborere over, hvad det gør ved vores demokratiske samtale, at politikere spekulerer i at ramme emner, der tænder ild i kommentarfelter og målrettet forsøger at lokke folk til at klikke helst på hjerte eller ‘angry’-knappen – og ikke så meget går efter at få nuancerede kommentarer.
Engagement er en valuta – og der er tydelige tabere og vindere på den korte bane.
Digital direktør i Elberth Kommunikation
Men et problem er, at der er vigtige emner, vi ikke taler om på sociale medier, fordi de aldrig kommer ud i vores feeds. Mens mindre vigtige emner, som til gengæld er følelsesmæssige kioskbaskere, som politikere bærer af sted, får uforholdsmæssigt meget medvind.
Den mest engagerende del af partilederne vil forsvare sig med, at de har lagt øret til græsset og taler om det, som rører danskerne mest.
Det er en sandhed med modifikationer, medmindre det faktisk er lykkedes dem at få danskerne og vælgerne hundekliktrænet til at tro, at alt det, der skræmmer mest, også er det danske samfunds største udfordringer.
Engagement er en valuta – og der er tydelige tabere og vindere på den korte bane. Forhåbentligt er der også noget til overs til de mere nuancerede, når valgrøgen har lagt sig.
- Studerende: Debatten om formueskat viser, at samfundskontrakten er brudt sammen
- Professor efterlyser realisme i kommunerne: ”Verden er i stykker, og det bliver værre”
- Tænketank: Venstres håndgranat ind i forskningsreserven er noget af det bedste, der er sket for forskningen i lang tid
- Danmarks Naturfredningsforening: Naturen skal have førsteret, hvis vi skal nå målet for strengt beskyttet natur
- Fonde vil gøre velfærdssamfundet til en god investering





















