SoMe-ekspert: Mette Frederiksen har en atombombe. Troels Lund står med en slangebøsse. Det kan afgøre valget

De største målt på engagement

Engagementstallet er imidlertid endnu mere interessant – for det afslører flere ting om partilederne og deres kampagner. Først og fremmest afspejler det evnen til at engagere, det vil sige at få følgere til at like, dele og kommentere.

På sociale medier engagerer man bedst sine følgere ved at tale til den politiske hjerne, som er ladet med neurotransmittere, der gerne vil føle noget, associere med noget nært, er nem at lokke til at lade sig forarge, forbløffe og forskrække.

Stikker man nok akupunkturnåle i en vælgers krop i form af Facebookopslag, der er ladet med nogle emner, der rammer dem på pengepungen eller i hjertekulen, så det føles som et slag i solar plexus, så reagerer deres organisme, og de trykker på en knap.

Og til sidst kan samme bevægelse få dem til at udføre det, som Ask Rostrup på TV 2 så fint udtrykker således: Tegne to streger, der møder hinanden i et kryds, og som er hele fundamentet for vores demokrati.

De største engagementsskabere er Alex Vanopslagh (LA), som på sociale medier har masser af kant, humor og personangreb.

Det er Mette Frederiksen, der hiver engagement hjem på opslag med budskabet “Vi vil ikke dem, der ikke vil Danmark” og “Tvangsægteskaber, genopdragelsesrejser og social kontrol.”

Det er Lars Boje Mathiesen (BP), der fortsætter linjen fra sin tid i byrådet i Aarhus, hvor han brandede sig på en sarkastisk “Der kan ikke spares penge i det offentlige.” Hans valgkamp på sociale medier er et korstog mod regeltyranni og truslen fra Islam.

Det er Morten Messerschmidt (DF), der på næsten trumpistisk vis er blevet kongen af personangreb mod flere politiske kolleger, blandet med flammetaler om stigende priser på oksekød og benzin.

Det er Inger Støjberg (DD) med “stop hetz mod landmænd” og en regulær nyindspilning af Rødhætte og Ulven, men denne gang med Rødhætte som den aggressive.

Og så er det Pelle Dragsted (EL) med millionærbashing mod navngivne ejere af Harald Nyborg og opfordringer til at shitstorme samme.  

Og så har vi alle dem, der ikke kan knække algoritmekoderne. Dem, der måske godt ved, at algoritmer præmierer voldsomme emner, hårdt sprog og personangreb, og som tror, at ‘kant’ er ham filosoffen, man skal have i baghovedet, når man skal tale til vælgerne.

Mona Juul (K) og Martin Lidegaard (RV) tager prisen for at være de mest nuancerede og ukantede og dermed også dem, der er mindst engagerende.

Engagementet er en valuta

Det er selvfølgelig både, fordi de stadig er relativt nye partiledere med få følgere, men det er også, fordi de ganske enkelt ikke vil. De insisterer på at gå over åen efter vand, selvom de kunne stikke fødderne ned i den og råbe sprøjtegift og pesticider.

Det er dem, der i valgkampen forsøger at bygge vindmøller, når andre foreslår læsejl. Mona Juul fører på syvende år valgkamp med kreative bureaubudskaber om “ingen erfaring,” hvor man på plakaten skal læse sig til pointen. Og man skal læse langt.

For ikke at gøre dette indlæg alt for langt skal jeg undlade at elaborere over, hvad det gør ved vores demokratiske samtale, at politikere spekulerer i at ramme emner, der tænder ild i kommentarfelter og målrettet forsøger at lokke folk til at klikke helst på hjerte eller ‘angry’-knappen – og ikke så meget går efter at få nuancerede kommentarer.

Engagement er en valuta – og der er tydelige tabere og vindere på den korte bane.

Benjamin Rud Elberth
Digital direktør i Elberth Kommunikation

Men et problem er, at der er vigtige emner, vi ikke taler om på sociale medier, fordi de aldrig kommer ud i vores feeds. Mens mindre vigtige emner, som til gengæld er følelsesmæssige kioskbaskere, som politikere bærer af sted, får uforholdsmæssigt meget medvind.

Den mest engagerende del af partilederne vil forsvare sig med, at de har lagt øret til græsset og taler om det, som rører danskerne mest.

Det er en sandhed med modifikationer, medmindre det faktisk er lykkedes dem at få danskerne og vælgerne hundekliktrænet til at tro, at alt det, der skræmmer mest, også er det danske samfunds største udfordringer.

Engagement er en valuta – og der er tydelige tabere og vindere på den korte bane. Forhåbentligt er der også noget til overs til de mere nuancerede, når valgrøgen har lagt sig.