Bliv abonnent
Annonce
Debat

Stine Bosse: Liberal Alliance har glemt, hvad det vil sige at være liberale

Liberal Alliances politik splitter samfundet, svækker den demokratiske tillid og truer det fællesskab, vi har bygget op over mange år, skriver Stine Bosse.
Liberal Alliances politik splitter samfundet, svækker den demokratiske tillid og truer det fællesskab, vi har bygget op over mange år, skriver Stine Bosse.Foto: Thomas Sjørup/Ritzau Scanpix

Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Liberal Alliance har over påsken præsenteret en række forslag, som får mig til at tænke på, hvor de mon er på vej hen?

Fra et fælles nordisk forsvar til et udlændingeudspil, der udhuler basale menneskerettigheder og næsten kopierer Dansk Folkepartis politik, virker det, som om partiet gradvist har opgivet sine grundlæggende liberale værdier om individuel frihed og en minimalstat og i stedet vil gå en meget nationalkonservativ vej.

Og det bekymrer mig, for der er brug for grundliberale partier i Europa og i Danmark.

Den Europæiske Union er nemlig et liberalt projekt, som er bygget på fundamentet af respekt for demokrati, menneskerettigheder og frihed.

Det er på høje tid, at Liberal Alliance erkender værdien af de principper, der engagerer og inkluderer alle individer.

Stine Bosse (M)
MEP

Det blev grundlagt efter de forfærdelige oplevelser under Anden Verdenskrig, hvor vi så, hvordan først udskamning og siden intolerance og had over tid kunne føre til ufattelige grusomheder. Kloge statsledere ønskede at sikre, at sådanne katastrofer aldrig skulle gentage sig.

De skabte et fællesskab, der skulle sikre fred, samarbejde og økonomisk integration, og som respekterer den menneskelige værdighed og rettigheder for alle – inklusive mindretal.

I artikel to i Den Europæiske Unions traktat understreges værdier som respekt for menneskerettighederne og ligestilling, som er nødvendige for at bevare et demokratisk samfund.

Disse rettigheder er ikke blot ord, men en del af vores kollektive DNA som europæere. De beskytter individet mod statens magt og sikrer, at vi står op for dem, der er undertrykt.

Læs også

Liberal Alliance på afveje

At et dansk parti nu vil gøre op med det, er for mig næsten ufatteligt.

Når Liberal Alliance for eksempel nu foreslår at registrere tredjegenerationsindvandrere – børn, der er født og opvokset her med danske pas – er det et tydeligt signal om en symbolpolitisk nationalkonservativ dagsorden.

Det underminerer ikke blot de liberale værdier, men skaber også en opfattelse af, at nogle er "mere danske" end andre ud fra deres baggrund og ophav.

Det er ikke for sent at vende tilbage til de liberale rødder, hvor inklusion, demokrati og menneskerettigheder står i centrum.

Stine Bosse (M)
MEP

Det splitter samfundet, svækker den demokratiske tillid og truer det fællesskab, vi har bygget op over mange år.

Ret skal være ret. Der er fornuftige elementer i Liberal Alliances politik, som for eksempel beskyttelsen af børn mod vold, uanset deres kulturelle baggrund.

Men når Henrik Dahl siger at, "Danmark igen (skal) være et land, der bestemmer over egne grænser", risikerer Danmark at isolere sig.

Hvorfor? Jo, fordi det endelig er gået op for Den Europæiske Union, at vi skal finde en løsning på de massive udfordringer, Europa står over for med illegal indvandring.

Endelig laver vi løsninger for at styrke vores ydre grænser. Endelig laver vi løsninger for at få sendt folk, der ikke har ret til at være her, hurtigere tilbage til der, hvor de kom fra.

Det skal Danmark så ikke være en del af, må man forstå på Liberal Alliance, og det synes jeg ærlig talt er en helt gal vej at gå.

Læs også

De liberale rødder

Faktisk synes jeg, at Liberal Alliance er på en glidebane mod en ekskluderende politik, der truer de liberale idealer, som Danmark har værnet om.

Det er på høje tid, at de erkender værdien af de principper, der engagerer og inkluderer alle individer, uafhængigt af deres hudfarve, religion eller kulturelle baggrund.

Hvis de fortsætter deres nuværende kurs, kan Danmark meget vel finde sig selv på en farlig vej, hvor demokrati og menneskerettigheder bliver sat på spil.

Det er ikke for sent at vende tilbage til de liberale rødder, hvor inklusion, demokrati og menneskerettigheder står i centrum.

Jeg vil i hvert fald stræbe efter at genoprette det liberale narrativ, som vores samfund og demokrati er bygget på, og som vi skylder de grundlæggende begivenheder i vores fælles europæiske historie.

Det synes jeg, der er brug for i den verden, vi har i dag.

Læs også

Annonce
Annonce
Annonce
Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Vi tror på politik
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40redaktionen@altinget.dkCVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2026