DM: Den kommende regering må gøre op med den omfattende politiske detailstyring af universiteterne

I de igangværende regeringsforhandlinger bør uddannelses- og forskningsområdet indgå som et centralt prioriteret område.
De seneste års reformer har i stigende grad været præget af detailstyring, standardisering og kortsigtede hensyn.
Resultatet er et system, hvor faglighed og institutionel tillid er kommet under pres.
Kalder på et kursskifte
For det første bør man gøre op med den omfattende politiske detailstyring af universiteterne. Sektordimensionering og centralt fastlagte uddannelsesmodeller har forskudt balancen fra faglige vurderinger til politiske prioriteringer.
Universiteterne skal naturligvis være samfundsrelevante, men det kræver netop fagligt råderum – ikke snævre styringsredskaber.
Korte kandidatuddannelser og erhvervskandidater bør være reelle muligheder, hvor det giver mening, men ikke et krav, der ensretter uddannelsessystemet.
For det andet er der behov for at styrke forskningsfriheden og det kollegiale selvstyre. I dag er forskningsfriheden formelt beskyttet, men i praksis udfordres den af styringslogikker, ledelsesstrukturer og eksternt pres.
Den enstrengede ledelsesmodel har svækket de faglige miljøers indflydelse, og det risikerer at gå ud over både kvalitet og kritisk tænkning. Hvis vi vil have stærke universiteter, må vi genopbygge balancen mellem ledelse og kollegial forankring.
Ubæredygtige ansættelser
For det tredje er der behov for et opgør med de mange midlertidige og usikre ansættelser. En stor del af forskningen bæres i dag af postdocs, adjunkter og timelærere med begrænset jobsikkerhed og uklare karriereveje.
Det er ikke bæredygtigt - hverken for den enkelte eller for forskningssystemet som helhed. Mere stabile ansættelser og bedre karrierestrukturer er en forudsætning for at tiltrække og fastholde talent.
Universiteterne skal ikke være instrumenter for skiftende politiske dagsordener, men stærke, selvstændige institutioner, der bidrager til samfundet.
Brian Arly
Endelig er det afgørende at genoprette respekten for forskningens egenværdi. I de senere år har fokus i stigende grad været på kortsigtet nytte, innovation og målbar effekt.
Det er vigtigt – men det kan ikke stå alene. Meget af den viden, som på længere sigt viser sig at være samfundsforandrende, udspringer af fri og nysgerrighedsdrevet forskning.
Styrk frie forskningsmidler
Derfor bør en ny regering styrke de frie forskningsmidler og basismidlerne til universiteterne og anerkende bredden i universiteternes vidensproduktion – også for humaniora og samfundsvidenskab.
Det kræver et politisk skifte fra styring til tillid. Universiteterne skal ikke være instrumenter for skiftende politiske dagsordener, men stærke, selvstændige institutioner, der bidrager til samfundet gennem forskning, uddannelse og kritisk refleksion.
Det kræver mod at give slip på styringen. Men det er en forudsætning for at genopbygge et uddannelses- og forskningssystem, der er både robust, relevant og frit.
Artiklen var skrevet af
- Folketinget reducerer antallet af udvalg for at mindske arbejdspres
- CBS-forskere: Det er på tide, vi gentænker samarbejdet med afrikanske universiteter
- Optagesystemet er en rørt brik, som to regeringer i træk ikke har flyttet
- DTU-rektor: AI-spareplaner på universiteterne vil føre til dårligere forskning
- Det er problematisk, når politikere skaber indtryk af, at forskningen viser noget andet, end den faktisk gør



























