Bliv abonnent
Annonce
Debat

CBS-forskere: Det er på tide, vi gentænker samarbejdet med afrikanske universiteter

Et nyt partnerskab mellem CBS og tre førende afrikanske universiteter gør op med en snæver forståelse af, hvor relevant viden produceres og hvilke perspektiver, der skal præge universitetsuddannelser, skriver, skriver Lindsay Whitfield, Lisa Richey og Thilde Langevang.
Et nyt partnerskab mellem CBS og tre førende afrikanske universiteter gør op med en snæver forståelse af, hvor relevant viden produceres og hvilke perspektiver, der skal præge universitetsuddannelser, skriver, skriver Lindsay Whitfield, Lisa Richey og Thilde Langevang.Foto: Thomas Traasdahl/Ritzau Scanpix
20. april 2026 kl. 02.00

L

Hhv. professorer og lektor ved CBS

Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Når Copenhagen Business School (CBS) netop har modtaget knap 36 millioner kroner til et strategisk samarbejde med tre førende afrikanske universiteter, er det mere end endnu et internationalt uddannelsesprojekt.

Partnerskabet med gør op med en snæver forståelse af, hvor relevant viden produceres og hvilke perspektiver, der skal præge universitetsuddannelser.

Alt for længe har undervisning i business, ledelse og politisk økonomi været domineret af teorier, erfaringer og cases fra Europa og Nordamerika. Det står i skærende kontrast til den virkelighed, danske virksomheder, investorer og beslutningstagere opererer i.

Alt for længe har undervisning i business, ledelse og politisk økonomi været domineret af teorier, erfaringer og cases fra Europa og Nordamerika

Lindsay Whitfield, Lisa Richey og Thilde Langevang
Forskere ved CBS

Globale værdikæder, handelsstrømme, teknologisk udvikling og geopolitiske magtkampe formes i stigende grad i og omkring det globale syd – herunder Afrika.

Afrikansk økonomi buldrer frem  

På tværs af kontinentet driver virksomheder innovation inden for vedvarende energi, fintech, agribusiness og digitale platforme.

De leverer løsninger, der ikke blot imødekommer lokale behov, men også bidrager til bredere omstillinger som afkarbonisering og digitalisering.

Verdensbanken forventer, at Afrikas økonomiske vækst stiger fra 3,5 procent i 2024 til 4,4 procent i 2026/27 – et niveau, der overgår det globale gennemsnit og de fleste regioner bortset fra dele af Asien. En stor del af denne dynamiske vækst drives af den private sektor.

Læs også

Samtidig er udfordringerne markante: Ulighed, arbejdsløshed og klimaforandringer sætter tydelige grænser for, hvad markedet og virksomheder alene kan levere. Det kalder på en mere nuanceret forståelse af forholdet mellem erhvervsliv og samfund – og på undervisning, der klæder kommende ledere og beslutningstagere på til at håndtere både muligheder og dilemmaer.

Mere en valgfag og gæsteforelæsninger 

Hvis danske universiteter vil uddanne kandidater, der kan navigere i denne virkelighed, kræver det mere end et par valgfag eller gæsteforelæsninger.

Det kræver ligeværdige og langsigtede samarbejder, hvor undervisning og forskning udvikles i fællesskab.

Hvis danske universiteter vil uddanne kandidater, der kan navigere i denne virkelighed, kræver det mere end et par valgfag eller gæsteforelæsninger

Lindsay Whitfield, Lisa Richey og Thilde Langevang
Forskere ved CBS

Netop det er ambitionen med partnerskabet med University of Ghana, University of Nairobi og University of Johannesburg. Gennem fælles undervisning, forskningsseminarer og nye uddannelsesformater skal studerende og undervisere arbejde sammen på tværs af institutioner og kontinenter. Målet er at styrke kritisk tænkning, etisk entreprenørskab og ansvarligt lederskab – kompetencer, som i stigende grad efterspørges af erhvervslivet.

Ambitionen er at skabe læringsmiljøer, hvor studerende fra Danmark, Afrika og andre dele af verden sammen studerer globale udfordringer.

I dag optages meget få afrikanere på danske universiteter. Der er behov for, at Danmark og EU giver højere prioritet til udvekslings- og uddannelsesprogrammer, så flere afrikanske studerende får mulighed for at studere i Europa.

En væsentlig del af bevillingen er derfor afsat til stipendier, der skal dække studieafgifter, rejseomkostninger og leveomkostninger for talentfulde afrikanske studerende, som optages på CBS.

Blødt diplomati

Mødet i fælles læringsmiljøer styrker ikke blot uddannelseskvaliteten, men bidrager også til gensidig forståelse, varige relationer og de menneskelige bånd, som langsigtet økonomisk og politisk samarbejde bygger på.

Samtidig fungerer sådanne uddannelsessamarbejder som en form for blødt diplomati, hvor relationer, tillid og fælles referencer opbygges nedefra og over tid.

Projektet illustrerer, hvordan regeringens nye Afrikapolitik kan omsættes til konkret handling gennem samarbejde mellem danske og afrikanske universiteter.

Afrikapolitikken lægger vægt på ligeværdige partnerskaber, økonomisk samarbejde, investeringer og viden som centrale redskaber i Danmarks engagement på kontinentet. Her er uddannelse og forskning et helt centralt strategisk instrument.

Artiklen var skrevet af

L

Lindsay Whitfield, Lisa Richey og Thilde Langevang

Hhv. professorer og lektor ved CBS

Annonce
Annonce
IconNyeste job
Vis alle

Annonce
Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Vi tror på politik
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40redaktionen@altinget.dkCVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2026