Dronerne over Danmark afslører en regering, der søger tilflugt i manualer og pressemøder

Nietzsche peger på, at vi alt for ofte vender tingene på hovedet i Vesten og forveksler årsag og virkning.

Vi siger: Hvis et fællesskab skal være stærkt, må folk stå sammen. Nietzsche siger: Er et fællesskab stærkt, står folk sammen.

På samme måde kredser vi disse dage om, hvad vi som land må gøre, når vi er under angreb. Nietzsche vil sige, at et stærkt land reagerer sådan og sådan, når det er under angreb. Med andre ord begynder det med instinktet, og dernæst kommer de nødvendige handlinger.

Det er naturligvis en for sort-hvid opgørelse af den nuværende situation. Ikke desto mindre fremstår den dybt relevant, for efter den seneste uges begivenheder er det tydeligt, at vi ikke alene mangler materiel til at forsvare os, men det nødvendige instinkt til at slå tilbage.

Jeg ser det som et gammelt filosofisk sammenstød, der pludselig landede i Kastrup Lufthavn i forrige uge. En gennemgående intellektuel konflikt i Vesten, der kan opsummeres i den kantianske fornuft på den ene side og det nietzscheanske instinkt på den anden.

For hvad styrer først og fremmest mennesket? Fornuft eller instinkt, hjernen eller kroppen?

Til det spørgsmål har jeg aldrig været i tvivl: Vi reagerer instinktivt på det, vi mærker, før vi reagerer på det, vi intellektuelt ved. Det fysiske møde med en lille fare rammer alarmberedskabet langt højere end den teoretiske påmindelse om en potentiel stor fare.

Denne dobbelthed så vi i min verden allerede under corona. Dengang skrev jeg om regeringens ekstreme fokus på corona, og manglende handling på klimaområdet: "Det tyder på en stat, der ikke er kapabel til at reagere i krisetider eller skelne imellem alvoren af de enkelte problemstillinger."

I dag må jeg konstatere: De ord står endnu ved magt. Men i dag forstår jeg, at det handlede om en langt dybere, mere grundlæggende tendens i vores globaliserede informationstid: Den intellektuelle vished om risici overfor den instinktive reaktion.

Netop derfor er truslen fra Putins Rusland og krigen i Ukraine den definerende krise i vores tid. Den er epicentret for denne moderne kamp mellem fornuft og fysiologi, intellekt og instinkt. Den skifter konstant mellem at være en fjern trussel, et computerspil, en genopførelse af Saving Private Ryan – og et konkret varsel om den fare, der truer os alle.

Men balancen er nu tippet, forhåbentligt. Den teoretiske viden er blevet udskiftet med en kropslig bevidsthed. Spørgsmålet er derfor ubønhørligt: Er vi forberedt på truslen? Er regeringen rustet til mødet med denne virkelighed?

Her støder vi for mig at se på den smertelige sandhed, der er, at regeringen øjensynligt er fanget i den samme dobbelthed som befolkningen, den samme destruktive tro på planlægningen, protokollerne, kontrollen og negligering af instinktet.

Intellektuelt kan de alle remserne udenad. "Hybridkrig". "Sammenhold". "Ro til myndighedernes arbejde".

Christian Rabjerg Madsen prædiker, at vi ikke må skændes, ikke udvise uenighed. Mette Frederiksen genbruger coronamanualen: sort jakkesæt, alvorstunge ord, det evige narrativ om, at kritik er illoyalitet, og at splittelse er farlig.

Lars Løkke poster billeder med Natos generalsekretær, næsten før dronerne har forladt dansk luftrum. Troels Lund Poulsen bestiller F-35'ere til at flyve over hovedet på ham på Bornholm, som om deres silhuetter kunne overdøve den manglende plan.

Det hele skriger af selviscenesættelse, og taler til deres image nærmere end vores virkelighed.

Da Volodymyr Zelenskyj valgte at blive i Kyiv efter den russiske invasion, handlede det ikke om at følge en manual. Det handlede om at følge det primitive instinkt, ment på den bedste måde.

Når instinktet mangler, er vi uforberedte, uanset hvor mange pressemøder regeringen holder.

Peter Bitsch Hjortshøj

Instinktet, der sagde: Dette er mit land, jeg bliver, jeg forsvarer det med mit folk. Da han afviste et lift og i stedet bad om ammunition, var det ikke protokollen, der talte. Det var hjertet. Instinktet.

Jeg underkender ikke, at iscenesættelse er en del af krigens virkelighed og væsen. Zelenskyj selv har klogt brugt sine evner som skuespiller, ligesom Churchill brugte sine evner som taler under Anden Verdenskrig. Men det byggede på noget dybere: en instinktiv kampvilje.

Der er noget symbolsk, men samtidig ekstremt logisk ved, at russerne flyver ind over vores land midt i kulminationen på mange års bevægelse imod stadigt mere teknokratiske regeringer.

Vi taler så meget om beredskab. Om ministeriernes procedurer. Om myndighedernes koordination. Men hvis vi tager det i yderste potens, er virkeligheden denne: Siden Rusland angreb Ukraine 24. februar 2022, har landet ikke vist ét tegn på at ville gå på kompromis. Ikke ét tegn på at være til at tale til fornuft. Rusland er som døden: uundgåelig, og vores regering er fanget i kompromisets og selviscenesættelsens epoke.

Den lyse side må være, at man under regeringens iscenesættelse fornemmer en forståelse for alvorens tyngde og nødvendigheden af handling over ord.

Det er regeringens ansvar at træde ud af de teknokratiske tåger og føre befolkningen ud af tryghedens slør – så vi sammen kan træde ind i den nye virkelighed: Den vestlige verden er under angreb. Og det er op til os at forsvare den. Det kræver fornuft, strategi og snilde – men hvis vi ikke forstår det på et instinktivt plan, forbliver ordene lige så luftige som Putins løfter.

Søndag aften blev danske fly sendt på vingerne over Bornholm. Tallene siger, at vi står stærkere end russerne. Men hvad siger det indre beredskab? Hvad siger villigheden til at forsvare alt, hvad der er vores? Hvis vi har den, kan vi sejre. Uden den, tør jeg ikke engang bede englene om at spå.

For når instinktet mangler, er vi uforberedte, uanset hvor mange pressemøder regeringen holder. Forstår vi i Vesten først faren, så er sejren indenfor rækkevidde, men det begynder med instinktet.