Erhvervsakademier: Nyt bevillingssystem – schweizerkniv eller tryllestav?

DEBAT: Et nyt bevillingssystem må gerne være en schweizerkniv, der kan løse de opgaver, den er lavet til. Det mener Michael Rugaard, sekretariatschef for Danske Erhvervsakademier.

Af Michael Rugaard
Sekretariatschef, Danske Erhvervsakademier

Det aktuelle taxametersystem for erhvervsakademier og professionshøjskoler har nu fungeret i omkring 25 år, og de gode ting, det har gjort, bliver nu taget for givet på linje med hvad CPR-systemet, Storebæltsbroen og den københavnske metro har.

Det nuværende system sikrer, at der økonomisk er en direkte forbindelse mellem det, staten får, og det, den betaler for det. Når efterspørgslen efter en uddannelse stiger, så stiger omkostningerne også, og når den falder, så falder omkostningerne også.

Det er en dyd, som det vil være klogt at bevare i et nyt system. Alternativet er en komplet politisering – og deraf følgende suboptimering - på alle niveauer uden for Folketinget af de årlige bevillinger til uddannelsessektoren.

De ting systemet allerede håndterer
Gennem de seneste år har debatten om taxametersystemet handlet om de ting, det skal håndtere ud over eller i stedet for det, det allerede håndterer. Kvaliteten af uddannelserne er faldet, siges det over en bred kam, typisk garneret med anekdotisk bevis fra universitetsverdenen.

Bevillingssystemet udpeges som den tænkelige skurk – også uden for universitetsverdenen - men de, der har undersøgt sagen nærmere (Tænketanken DEA), har ikke kunnet konstatere en sammenhæng mellem bevillingsstruktur og kvalitetsfald. Påstanden om, at taxametersystemet skader uddannelsernes kvalitet, baserer sig altså på ”synsning” og ikke på substantiel viden.

Samtidigt må man konstatere, at der findes rigtig mange instrumenter til at undersøge og sikre uddannelsernes kvalitet og til efterfølgende at gøre noget ved dårlig kvalitet. Der har nok ikke altid været politisk mod til at bruge dem, og det er nok også det, et nyt bevillingssystem skal kompensere for. Jeg tror imidlertid, man kan have positive forventninger til resultatet af institutionsakkrediteringen.

Et beskæftigelsestaxameter er ikke muligt
Debatten har også handlet om uddannelsernes relevans, hvilket i dagens politiske kontekst vil sige deres evne til at føre dimittenderne i beskæftigelse. I Danmark uddannes der systematisk for mange mennesker til arbejdsløshed, hvilket i første omgang hænger sammen med, at alle må studere, hvad de har lyst til, hvis de lever op til adgangskravene.

Det er en gambling for den enkelte, men i et velfærdssamfund kommer et ”irrelevant” uddannelsesvalg også til at involvere samfundets økonomi i form af tabte skatteindtægter og udgifter til understøttelse af forskellig art.

Nu debatteres det, om gamblingen i et eller andet omfang skal flyttes fra individet til uddannelsesinstitutionerne ved f.eks. at give dem taxameter efter, hvor mange af deres dimittender, der kommer i job.

Erhvervsakademierne er enige i, at der ikke skal uddannes til ledighed, og derfor støttede vi allerede fra starten den dimensioneringsmodel, som den forrige regering gennemførte.

Modellen skal bare renses for illusionen om, at vi har et nationalt arbejdsmarked, og så kan det blive en velfungerende dimensioneringsmodel, som man hellere skulle bygge videre på. Vi tror nemlig ikke på, at man kan indføre et beskæftigelsestaxameter, som kan virke på en måde, hvor man undgår suboptimeringer på uddannelsesinstitutionerne.

Der er nemlig ingen, der kan give så præcise indikationer af arbejdskraftsbehovet på uddannelses- og regionsniveau, at man kan styre institutionsøkonomi efter det, og det vil medføre, at institutionerne sikrer sig på anden vis. Det vil næppe være godt for arbejdsudbuddet på sigt.

Skiftende regeringers ønske er blevet indfriet
Skiftende regeringer har haft som ønske, at en større del af en ungdomsårgang skulle tage en videregående uddannelse. Det ønske er blevet indfriet, og det har selvsagt også medført større omkostninger for staten til undervisning og til SU.

Jeg har en mistanke om, at de stigende omkostninger er en skjult del af den dagsorden, som kaldes reform af bevillingssystemet. Finansministeriets folk sidder med i den skrivegruppe, som på embedsmandsniveau skal komme med forslag til et nyt system.

Mon ikke deres mandat er at få ”sat prop” i de samlede udgifter, uden at nogen minister behøver at komme med politiske udmeldinger herom?

Et nyt bevillingssystem må gerne være en schweizerkniv, der kan løse de opgaver, den er lavet til. Men de mange forskelligartede forventninger til et nyt system kan nok kun indfries af en tryllestav.

Forrige artikel Pharmadanmark: Finansiering afgørende for uddannelseskvalitet Pharmadanmark: Finansiering afgørende for uddannelseskvalitet Næste artikel V: Midlerne skal fremme målet om beskæftigelse og kvalitet V: Midlerne skal fremme målet om beskæftigelse og kvalitet
Rapport: Manglende ligestilling på uddannelser kan skade kvaliteten

Rapport: Manglende ligestilling på uddannelser kan skade kvaliteten

BALANCE: I en ny udgivelse har Danmarks Akkrediteringsinstitution indsamlet erfaringer om køn, kønsbalancer og ligestilling fra uddannelsesinstitutioner i ind- og udland. Institutionen finder, at ubalance i kønsfordelingen på uddannelser giver ringere kvalitet og problemer med at forsyne arbejdsmarkedet med færdiguddannede.