Fondsledere: Vi skal investere i universiteter for at sikre fremtiden

KRONIK: Universiteter, stat og fonde skal sammen investere i det klassiske universitet og forskning for at sikre kvalitet og samfundsværdi i fremtiden. Det samarbejde kræver en klar rollefordeling, skriver Thomas Bjørnholm og Jens Kehlet Nørskov.

Af Thomas Bjørnholm og Jens Kehlet Nørskov
Professor, forskningsdirektør for Villum Fonden og professor, bestyrelsesformand for Grundforskningsfonden

På to fronter spiller de danske universiteter en afgørende rolle for Danmarks fremtid: De uddanner højt kvalificeret arbejdskraft til fremtidens videntunge jobs, og gennem forskning afdækker de helt ny viden, som kan bidrage til at løse de store udfordringer, verden i dag står over for.

Universiteterne er en stor samfundsinvestering, og de kan spille en afgørende rolle for Danmarks fremtid, hvis de bliver toptunet til opgaven.

Det gør de bedst ved, at staten, universiteterne og de forskningsbevilgende fonde har en klart defineret rollefordeling i den fælles ambition om at bane vejen for den nyskabende forskning og højne kvaliteten af både forskning og uddannelse ved de danske universiteter endnu mere.

Rollerne bør være følgende: Staten skal skabe en stabil ramme, universiteterne skal sætte retning gennem akademisk lederskab på alle niveauer, og fondene skal understøtte forskernes stræben mod stadig højere kvalitet ved at have åbne og kvalitetssikrede konkurrencer om den bedste ideer.

Hertil skal lægges den menneskelige faktor: Forudsætningen for at få det bedste ud af de danske universiteter er nemlig kvalifikationerne af de adjunkter, lektorer og professorer, der er ansat på de danske universiteter, og deres evne til at tiltrække og inspirere dygtige studerende.

Uddannelse og forskning er yin og yang
Uddannelse og forskning er tæt vævet sammen på et godt universitet.

Deres væsen er imidlertid helt forskelligt: Vi kender i store træk resultatet af en uddannelsesindsats - det er kandidater.

Men vi ved ikke på forhånd, om en forskningssatsning på et vist område kaster konkrete resultater af sig. Forskning har høj risiko for at fejle.

Jo mere nyskabende den er, jo større er risikoen typisk.

Det geniale ved sammenfletningen af den sikre uddannelse og den risikobetonede forskning er, at uddannelsen bærer risikoen for den banebrydende forskning.

Det er derfor, det klassiske universitet kan levere relevant uddannelse, nyskabende og ofte uforudset indsigt samt give svar på aktuelle udfordringer. Samtidig.

De studerende kan nemlig få en fremragende, forskningsbaseret uddannelse, uanset om professoren får Nobelprisen eller ej.

Det er et unikt princip, som ikke findes i virksomheder eller på rene forskningsinstitutioner uden uddannelse: Der er pengene typisk tabt, hvis forskningen ikke når sit erklærede mål, og det gør forskerne mindre risikovillige.

Et godt udgangspunkt
Som repræsentanter for to af Danmarks største forskningsstøttende fonde er vi dybt optaget af, hvordan vores fondsbevillinger bedst muligt understøtter de danske universiteters bidrag til samfundet.

Udgangspunktet er godt.

Danske universiteter har et godt internationalt renomme, en stærk tradition for forskningsbaseret uddannelse, en stabil ramme fra staten og en enestående mulighed for at udnytte et favorabelt dansk fondslandskab. 

Globaliseringsforliget fra 00’erne gav universiteterne en ny ledelses- og finansieringsstruktur og en saltvandsindsprøjtning på 40 milliarder kroner.

En investering som blev fulgt op af en politisk målsætning om, at 25 procent af en ungdomsårgang skulle have en forskningsbaseret universitetsuddannelse.

De sidste 15 år har universiteterne i enestående grad leveret på den tillid, forliget var udtryk for, og har øget deres kapacitet til det dobbelte målt både på forskning og uddannelse. Uden at kvaliteten er faldet. Tværtimod.

Kend det klassiske universitets dna
De næste 15 år bliver det efter alt at dømme ikke nødvendigt med et yderligere kapacitetsløft.

Vi skal ikke op på 50 procent af en ungdomsårgang. Slet ikke.

Derfor kan alle fokusere på at fastholde kapaciteten på det nuværende høje niveau og øge kvaliteten.

Spørgsmålet er, hvordan vi bedst gør dette sammen?

Vores bud er: Vi skal finde ind til kernen af det klassiske universitets dna og i tæt samarbejde mellem universiteter, stat og fonde sikre, at alle aktører bidrager der, hvor deres indsats gør bedst gavn.

Universitetets samfundsværdi udgøres som nævnt i meget høj grad af den forskningsbaserede uddannelse.

Forskning drejer sig om at stille spørgsmål ved den eksisterende viden og finde ny indsigt.

Det er en fantastisk basis for uddannelse af unge mennesker, der kan skabe viden over en bred kam i en foranderlig verden og bruge den til gavn for samfundet.

Det sker igennem de job, de får og de virksomheder, de stifter, efter de forlader universitet. Ofte inden for områder som knap nok kendes på det tidspunkt, hvor de studerende starter deres uddannelse.

Styrk universitetets rygrad
Rygraden i det klassiske universitet er den stab, der varetager den forskningsbaserede uddannelse: Professoren, lektoren og adjunkten.

Ansættelsen af de bedst mulige adjunkter, lektorer og professorer er derfor universitetsledelsernes fornemmeste opgave.

Det kræver stabile og attraktive forhold både i ansættelsen og i form af forskningsinfrastruktur og inspirerende arbejdsforhold.

Det er en kæmpe opgave, fordi den internationale konkurrence om de bedste hjerner er hård.
Set fra universitetets side er det en balancegang.

På den ene side skal man sikre langsigtede og attraktive faste ansættelser for at være konkurrencedygtig.

På den anden side binder man på den måde en del af universiteters basismidler i en meget lang periode –  ofte i 30 til 40 år, som er den typiske ansættelsestid i en akademisk karriere.

Det er lang tid.

Derfor er det bedst at dimensionere antallet af adjunkter, lektorer og professorer efter de opgaver, der også har et perspektiv på 30 til 40 år.

Her står uddannelse helt centralt. Men også langsigtede strategiske satsninger inden for store, samfundsrelevante temaer kan indgå.

Pas på en fondsfinansieret boble
Hvis universiteterne derimod baserer sine fastansættelser af adjunkter, lektorer og professorer på forhåbningen om at tiltrække stadig flere fondsmidler, risikerer man at skabe en boble af fondsfinansierede, fastansatte forskere, som ender i jævnligt tilbagevendende fyringsrunder, når boblen brister.

Hvis adjunkter, lektorer og professorers ansættelse er afhængige af en stadig tiltrækning af fondsmidler, mister de muligheden for at løbe den risiko i deres forskning, som ofte baner vej til de helt store resultater.

Og man ender i en situation, hvor danske universiteter kompromitterer den grundlæggende universitetsmodel og i det lange løb ikke vil kunne konkurrere i det internationale forskningssamfund.

Universiteterne ansætter – og bestemmer
I dag ser vi med bekymring på en tendens, hvor fondene kommer til at understøtte en udvikling, som ikke tjener vores fælles langsigtede interesse.

Et eksempel er ansættelsen af en ung adjunkt med en "professor i maven".

Denne ansættelse er nok den vigtigste beslutning, som en universitetsledelse tager, og det skal derfor suverænt være universitetet, der tager den.

Fondene kan så komme bagefter og understøtte den unge forskers dristige forskning med en bevilling, der gør det muligt for forskeren at danne sin egen forskningsgruppe.

Men i dag er det ofte uklart, om det er ansættelsen, der udløser bevillingen, eller omvendt.

Konkret fordi lønnen til den "fastansatte" adjunkt ofte figurer på fondsbevillingens budget. Og det skaber risiko for den ovenfor beskrevne ansættelsesboble.

Staten skal give stabile rammer
Den optimale rollefordeling er i vores øjne derfor, at staten gennem den uddannelsesbevilling, der følger de 25 procent af en ungdomsårgang, som politisk besluttet skal på universitetet, skaber en stabil ramme for universitetet.

En ramme, som sikrer lokaler til forskning og undervisning, løn og en vis basal forskningsbevilling til de adjunkter, lektorer og professorer, der skal til for at levere den forskningsbaserede undervisning og de helt langsigtede strategiske satsninger.

Fondene skal støtte langsigtet og dristigt
Fondene kan så gøre det, de er bedst til: At understøtte forskernes mest dristige ideer og projekter, afgjort i åben konkurrence.

En konkurrence, som giver de forskere, der for tiden har de mest frugtbare ideer en ekstra mulighed for at forfølge dem, og som samtidig skaber en sund dynamik, fordi forskerne altid er i konkurrence med hinanden.

Man kan ikke hvile på laurbærrene.

Fondene skal finansiere lønnen til de ph.d.-studerende og postdocs, der deltager i forskningsprojekterne som del af deres forskeruddannelse, samt avanceret apparatur og løbende omkostninger ved projektet.

Men de skal ikke finansiere de fastansatte adjunkter, lektorer og professorer.

Det er en smart arbejdsdeling, fordi både den enkelte forsker eller et helt område kan skrue op og ned for blusset afhængig af den aktuelle bevillingssituation uden at skulle fyre fast personale.

Og det giver forskeren friheden til stadig at forfølge sine ideer på lavere blus, selv hvis fondsbevillingen løber ud, og hun eller han ikke umiddelbart får en ny.

Samfundet får gevinsten
Som fonde har vi en naturlig interesse i, at det danske universitetssystem er så velfungerende som muligt.

Vi investerer typisk i forskernes egne ideer, som gennem forskernes evne og lyst til at inspirere unge mennesker gennem forskeruddannelse, bæres ud af universitetet til gavn for samfundet.

I vores dialog med universiteter, politikere, og erhvervsliv vil vi den næste tid arbejde for en fælles vision og klart definerede og forskellige roller, som til sammen kan løfte området.

Vi håber, at alle kan være enige om målet: At give de danske universiteter et kvalitetsløft inspireret af de bedste universiteter i verden, således at de kommer helt i top internationalt.

Det vil gavne Danmarks fremtid mere end nogen anden investering.

Forrige artikel Jurist: Debatten om krænkelseskultur er en kæmpe stråmand Jurist: Debatten om krænkelseskultur er en kæmpe stråmand
Rapport: Manglende ligestilling på uddannelser kan skade kvaliteten

Rapport: Manglende ligestilling på uddannelser kan skade kvaliteten

BALANCE: I en ny udgivelse har Danmarks Akkrediteringsinstitution indsamlet erfaringer om køn, kønsbalancer og ligestilling fra uddannelsesinstitutioner i ind- og udland. Institutionen finder, at ubalance i kønsfordelingen på uddannelser giver ringere kvalitet og problemer med at forsyne arbejdsmarkedet med færdiguddannede.