Forsker: Tiden kalder på original tænkning – men universitetspolitikken hæmmer den

Universitetet er blevet uoriginalt
På Brinkmanns spørgsmål om, hvorvidt Eilenberger skal følge trilogien op med et fjerde bind om tænkningen fra 1984 og frem til i dag, bliver svaret negativt. 

Store idéer opstår, når forskere - drevet af en eksistentiel og intellektuel nødvendighed - forfølger tanker, der bevæger dem uden for det normale.

Jørn Bjerre

De sidste halvtreds år har været en sløj periode i tænkningens historie, siger Eilenberger: Der er simpelthen ikke sket nok til, at han kan fylde et nyt bind ud.

Dermed peger Eilenberger på det paradoks, at mens universitetet er vokset, er blevet reformeret og professionaliseret, så bliver tænkningen mindre original.

Når han skal forklare det, peger han på den intellektuelle infrastruktur af ledelse, strategi, kontrol med forskningsmidler, evaluering, tilsyn og afrapportering, som i stadig grad indkapsler forskningsprocessen.

For at sikre sin ansættelse og finansiering til sine projekter må forskeren kunne indfri politisk definerede kriterier for såkaldt "relevans", og vise sin produktivitet ved at gentage de samme pointer i paper efter paper.

Tænkning uden opsyn
Ved at dykke ned i de fire tænkere, der fylder Eilenbergers tredje bind, får vi et billede af, hvad tænkning kan være, når den er uden opsyn – og dermed også af, hvad det er vi mangler i dag. 

Ifølge Eilenberger, så repræsenterer de alle fire en særlig følsomhed overfor efterkrigstidens bevægelser, som hang sammen med deres personlige situation.

Den tyske filosof Theodor W. Adorno, der vender tilbage til Tyskland efter afslutningen på Anden Verdenskrig og som tidligere jødisk flygtning må gentænke sig selv som borger i et land, der har forfulgt og dræbt hans etiniske gruppe.

Michel Foucault, der som homoseksuelt og suicidalt ungt menneske søgte at udvide tænkningens rammer, så den kunne give plads til de erfaringer og oplevelser, han havde af at slå sig på en stærkt normreguleret verden.

Det er ikke de eksistentielle udfordringer i sig selv, det handler om, men det, som Eilenberger ser sin tredje tænker, Susan Sontag, som i særlig stand til at udleve: at tænkningen også er en livsform. At man som intellektuel insisterer på at tænke med udgangspunkt i en nerve, der gennemsyrer samtiden, sådan at ens tænkning kan give en ny måde at orietere sig på i verden videre. 

Videnskab kræver anarki
Endelig er der videnskabsfilosoffen Paul Feyerabend, som Brinkmann heldigvis beder Eilenberger bruge det meste af tiden på – for det er ham, der mest systematisk har undersøgt, hvad der skaber gennembrud i tænkningen. 

Vi mangler desperart de fyrtårne, der kan mærke nutiden, og sætte den på begreb, på samme måde, som Adorno, Foucault, Sontag og Feyerabend kunne.

Jørn Bjerre

I bogen 'Against Method' (1975) peger Feyerabend på, at når det gælder de store videnskabelige gennembrud, så bygger de ikke på regler, metoder og etablerede sandheder. "Science," skrev han, "is an essentially anarchic enterprise," og fortsatte: "theoretical anarchism is more likely to encourage progress than its law-and-order alternatives."

En videnskab, der er lukket inde i standarder og regler for, hvad der kan tælle som rigtig videnskab, kan måske nok imponere udenforstående, skrev han – men store idéer opstår, når forskere - drevet af en eksistentiel og intellektuel nødvendighed - forfølger tanker, der bevæger dem uden for det normale.

Det er derfor, Eilenberger insisterer på at læse de filosofiske tænkere biografisk – ikke for at reducere værkerne til individualpsykologi, men for at forstå de kræfter, der driver den bedste tænkning.

Hver stor tænker, siger han, bærer et sår, et traume, et ubesvaret spørgsmål, som får dem til at tænke videre end andre. Det er den form for eksistentiel energi, der i dag mangler det professionaliserede universitet, hvor man må tilpasse sig et strategisk fokus for at få en karriere.

Ulykkelige sandheder
Jeg kan ikke afgøre, om Brinkmann ikke helt genkender dette billede, eller om han blot spiller djævlens advokat, men han spørger, om det ikke blot er nostalgi, når Eilenberger mener, at alting var bedre i gamle dage.

Og dyrker Eilenberger ikke blot myten om den ulykkelige tænker, der sidder på sit loftsværelse, på jagt efter sandheden?

Spørgsmålene støder først for alvor på grund, da Brinkmann smiler over det paradoksale i, at filosoffen Ludvig Wittgenstein, som Eilenberger tidligere har skrevet udførligt om, på sit dødsleje sagde: "Tell them I've had a wonderful life", samtidig med at hans biografi stank af ulykke og smerte.

Der er forskel på et vidunderligt liv og et lykkeligt liv, siger Eilenberger, og uddyber: Et vidunderligt liv er ikke nødvendigvis et liv fri for smerte – ligesom håb for fremtiden ikke behøver at være knyttet til positiv tænkning og optimisme.

Det vidunderlige kan bestå i at bruge sit liv på tænke over, hvad der kendetegner den virkelighed, man lever i, fordi denne aktivitet – at tænke – rummer et håb om, at sandheden fortsat viser sig.

Det er sådan, vi bør se universitetet, siger Eilenberger: Det skal ikke være et sted, der sikrer lykke, nytte eller andet, men et sted, hvor sandheden viser sig.

Vi mangler nye fyrtårne
Eilenberger perspektiverede sin analyse ved at pege på, at vi lever i begyndelsen af en helt ny epoke, hvor AI, nye geopolitiske forhold og et truent forhold til naturen kommer til at ændre på hele grundlaget for vores samfund. 

Mens tiden kalder stadig mere på nytænkning, forvalter vi universitetets ud fra principper, der ville have fået planlæggerne i det daværende Sovjetunionen til at knipse.

Jørn Bjerre

Det kræver en ny måde at tænke på.

Vi mangler desperat de fyrtårne, der kan mærke nutiden, og sætte den på begreb, på samme måde, som Adorno, Foucault, Sontag og Feyerabend kunne.

Når det gælder spørgsmålet om, hvordan vi kan orientere os verden på en ny måde, forstår man, så er der ikke meget hjælp at hente hos en systemtilpasset akademisk medarbejderprofil.

Det kan godt være, at Eilenberger repræsenterer et romantisk ideal, men han berører alligevel nogle centrale problemer så præcist, at man forlader salen med, noget der opleves som et røntgenbillede af nutidens forsknings- og uddannelsespolitik.

Læg anti-intellektualismen på hylden
Med Universitetsloven af 2003, der indsatte bestyrelser som universiteternes øverste ledelse, hvor flertallet hentes udefra, har vi fået et universitet præget af en styringsmæssig fejlslutning: troen på, at man både kan styre forskningen og samtidig forvente, at den leverer noget selvstændigt og overraskende nyt.

De frie forskningsmidler er blevet reguleret gennem strategiske fordelingsnøgler, en stadig større del af forskningen finansieres af private fonde, og universitetet er gennem myndighedsbetjening blevet knyttet stadig tættere til forvaltningen.

Samtidig er uddannelserne blevet forringet ud fra snusfornuftige kriterier om "hurtigere arbejdsmarkedsintegration" SU'en er blevet skåret, så de studerende ikke har råd til at begå fejl eller tage intellektuelle omveje af frygt for at blive straffet økonomisk.

Og uddannelseslængden er reduceret for mange kandidater, så tiden til selvstændig fordybelse er forsvundet.

Årtiers anti-intellektualisme efterlader os alt i alt med et grundparadokset, at mens tiden kalder stadig mere på nytænkning, forvalter vi universitetets ud fra principper, der ville have fået planlæggerne i det daværende Sovjetunionen til at knipse.

Det er på tide at lægge den strukturelle anti-intellektualisme bag os!