Institutledere: Fundamentet for dannelse rækker ud over universiteterne

Af Hanne Andersen og Maja Horst
Hhv. Institutleder ved Institut for Naturfagenes Didaktik og Institutleder ved Institut for Medier, Erkendelse og Formidling, begge Københavns Universitet

Altinget har spurgt en række aktører om, hvordan et moderne filosofikum skal se ud, hvis det skal tjene til at udbrede en fælles forståelse i samfundet og gøre folkestyret mere robust.

En fælles tendens i temaets indlæg her på Altinget er en bred enighed om, at dannelse ikke kun handler om kultur, historie og nationalitet, men også om natur, teknik og brug af information. Og om, at det ikke er muligt at få plads til det hele, hvis det ikke skal gå ud over uddannelsernes faglige dybde eller erhvervssigte.

Det gælder både professionshøjskoler, erhvervsakademier og universiteter.

I stedet har vi brug for, at alle kandidater kombinerer stærke analytiske og kritiske kompetencer i deres eget fag med evnen til at samarbejde med – og være nysgerrig over for – andre fagligheder. Som Lia Leffland fra ATV påpeger, har vi mere end nogensinde brug for tværvidenskabelig dannelse, fordi indsigt i andre fagområder fremmer evnen til innovativ tænkning.

Løsningen er ikke, at alle skal lære om alt, men at stimulere den generelle nysgerrighed over for andre fagfelter og at lære studerende at samarbejde kritisk – men respektfuldt – på tværs af vidensfelter og discipliner.

Fremtidsministerens efterlysning efter mere dannelse afspejler på en måde, at vi står i en paradoksal situation af afmagt

Hanne Andersen og Maja Horst, institutledere på Københavns Universitet

Dannelse i hele uddannelsessystemet
En anden fælles tendens i indlæggene er spørgsmålet om, hvorvidt dannelse er for de lærde blot.

Fremtidsministerens efterlysning efter mere dannelse afspejler på en måde, at vi står i en paradoksal situation af afmagt: Der har aldrig været så meget viden til rådighed i samfundet som nu – samtidig med at vi oplever, at viden ofte tilsidesættes som irrelevant – eller slet og ret afvises som rene holdninger eller meninger.

I et videnssamfund er viden den vigtigste produktionsfaktor. I vores globaliserede og digitale tidsalder er det mere vigtigt end nogensinde, at alle borgere er i stand til at navigere i kompleks information og bruge forskningsbaseret viden. Ellers risikerer vi splittede samfund og social ustabilitet. Det ser vi allerede konturerne af rundt omkring.

Hvis vi skal komme dette til livs, må vi arbejde med mere end de videregående uddannelser. Det gælder hele samfundet. Her er der blandt indlæggene fra de filosofiske professorer på KU over ingeniørerne i ATV til Dansk Industri bred enighed om, at fundamentet til dannelsen lægges allerede i grundskolen og i gymnasiet.

Vigtigt er det altså at se på, hvordan vi bedst sætter lærerne i både grundskole og gymnasium i stand til at kunne varetage den vigtige opgave, det er at danne de næste generationer. Det skal gøres til et centralt element i uddannelsen af lærere på alle niveauer – fra grundskolelærerne over gymnasielærerne til underviserne på professionshøjskolerne og universiteterne.

Samtidig bør vi sikre, at forskningsbaseret viden stilles til rådighed for undervisningen, sådan som humaniora-dekan Johnny Laursen giver et rigtig godt eksempel på med Danmarkshistorien.dk. Vi bør overveje, om den slags videnskabskommunikation har de bedste forudsætninger i det nuværende system.

En form for filosofikum
Men er der så en dannelse, der er særegen for de videregående uddannelser, som alligevel kan komme til udtryk i et nyt filosofikum? En særlig akademisk eller videnskabelig dannelse med fokus på videnskabsteori og styrkelse af fagligheden, som det beskrives af Dansk Industri. Ja, det er der.

Men som Hans Hauge påpeger, blev denne form for filosofikum genindført for godt ti år siden under betegnelsen fagets videnskabsteori.

En universitetsuddannelse i dag skal altså allerede indeholde et substantielt studieelement, der tjener til at lære de studerende at reflektere over deres fag i en større filosofisk, videnskabsteoretisk, historisk og samfundsmæssig sammenhæng. Og som Harald Mikkelsen gør opmærksom på, har mange af professionsbacheloruddannelserne noget tilsvarende.

Vi er altså på nogle punkter godt på vej, men vi bør nok tænke væsentligt mere over indholdet i disse studieelementer.