Forskere: Vi har brug for en ny videnskabelig dannelse 

Af Nils Holtug, professor,
Maja Horst, institutleder,
Klaus Bruhn Jensen, professor,
Klemens Kappel, lektor og
Dan Zahavi, professor, alle fra Institut for Medier, Erkendelse og Formidling.

(Dette indlæg blev i første omgang bragt på Altinget: forskning 24/2-2017)

Mennesket er et socialt væsen. Vi må allesammen – og sammen med andre – orientere os i en verden, der er præget af store teknologiske forandringer, gennemgribende globalisering og stigende informationsmængder.

For at manøvrere i dette virvar har den enkelte brug for dannelse: ikke bare basal viden om verden og kulturarven, men konkrete redskaber til at indsamle, sortere og vurdere information fra nær og fjern, fortid og nutid. Er det nu også rigtigt, hvad vi ser og hører?

Uddannelses- og forskningsminister Søren Pind efterlyste 31. januar i Berlingske bidrag til indholdet af et moderne filosofikum. Vi vil gerne løfte blikket lidt og give et bud på, hvad videnskabelig dannelse er i dag i en forandret verden.

Nutidens universitetsstuderende har en vigtig rolle som fremtidens superbrugere af information. Vi betaler som samfund for deres uddannelse. Både for at gøre dem til kompetente og bevidste borgere hver især, men også for at sikre, at de senere kan bestride en lang række nøglepositioner i samfundet. Her vil de som kandidater skulle udøve kvalitetskontrol med utrolig store mængder information, som de skal modtage, forarbejde og formidle.

I en kompleks verden med specialiserede videnskaber er der brug for mere tværfaglighed og mindre tvær faglighed

Superbrugeren er ikke bare forbruger af information; hun fortolker og vurderer den; og hun skaber selv ny information. Superbrugeren ved, hvor informationerne kommer fra, og hvordan det går til, at informationerne bliver accepteret og anerkendt som viden, man kan forlade sig på og handle ud fra. En ny videnskabelig dannelse – vi kalder det videnskabelig dannelse 2.0 – sætter den studerende i stand til at skelne mellem viden og voodoo, fakta og alternative fakta.

Videnskabelig dannelse 2.0 indebærer refleksion og kritik i positiv forstand. Et centralt spørgsmål er: Kan det nu også passe? Den studerende lærer at reflektere over den stadig mere specialiserede viden, som forskellige forskningsfelter frembringer.

Dannelse, der også fremmer dialog
Specialisering er godt, men må løbende udfordres af ikke-specialisters undren: Hvorfor undersøger du lige denne problemstilling med lige netop denne teori og metode? Al forskning tager udgangspunkt i antagelser, også antagelser om, hvordan man overhovedet kan og skal forske!

Hvis den studerende skal være i stand til at stille disse vanskelige, vigtige spørgsmål – til deres undervisere og senere til kolleger og chefer – kræver det en ny form for videnskabelig dannelse.

Vi taler om en form for dannelse, der også fremmer dialogen mellem meget forskellige forskningsmiljøer og deres vidt forskellige studerende. I en kompleks verden med specialiserede videnskaber er der brug for mere tværfaglighed og mindre tvær faglighed. Vi har brug for positiv og respektfuld nysgerrighed og kritiske spørgsmål til hinanden på tværs af grænser. Det er ikke nok bare at lade andre forske og snakke, som de nu synes, at man skal og bør.

Live and let live er et godt princip i mange sammenhænge – men eksempelvis kan jurister, biokemikere og filosoffer lære meget af hinanden, hvis de taler sammen og tør udfordre hinandens antagelser. Det sker for eksempel inden for feltet syntesebiologi, hvor den nyeste udvikling af genteknologien kræver mange forskellige bidrag for at blive til gode innovationer i samfundet.

Universitet skal rumme det hele
Videnskaben har en lang historie og ser meget forskellig ud i forskellige dele af verden. Men i sig rummer videnskaben hele universet – deraf også navnet universiteter. Universiteter er derfor en ganske særlig institution i samfundet. Det er det sted, hvor vi går hen, når vi vil vide, hvad sandheden er – eller i hvert fald hvor tæt vi kan komme på den.

Det er steder, hvor der tænkes over store og komplekse spørgsmål om samfund, historie, natur, viden, sundhed og liv. Universiteter er også steder, hvor der tænkes over de globale udfordringer, verden står overfor i dag: fødevaresikkerhed, energiforsyning, sammenhængskraft, flygtningestrømme.

Udfordringer, som kun kan løses, når forskere fra mange forskellige fagfelter arbejder sammen – og når de forstår, hvad hinanden siger og gør. Det kræver en ny videnskabelig dannelse på tværs af fagene at forstå, hvad videnskab er, hvordan de mange forskellige fagfelter hver især bidrager til videnskaben, og hvad fagenes forskelle og ligheder er.

Men studerende og forskere fra forskellige fag kommunikerer ikke bare internt og med hinanden. Universitetet er en del af en national såvel som en global offentlighed. Den viden, universiteter producerer, påvirker meningsdannelsen, og den indgår i grundlaget for politiske beslutninger. Videnskaben og universitetet kan selvfølgelig ikke forske sig frem til de rigtige beslutninger, men de kan præcisere de muligheder og valg, som samfundet og verden står overfor.

Det er også en del af moderne videnskabelig dannelse at forstå, hvilke roller og forpligtelser universitetet har over for det omgivende samfund. Det er denne ansvarlighed, der retfærdiggør den frie forskning. Og det er en ansvarlighed, som de uddannede – og dannede – studerende kan tage med sig ud i samfundet.

Ny teknologi giver nye spørgsmål
En af universitetets vigtige opgaver i disse år er at bidrage med information om og udvikling af nye teknologier. I mange tilfælde glider teknologierne ikke gnidningsfrit ind i samfundet. Der rejser sig vigtige etiske spørgsmål, og en del teknologier mangler folkelig accept. Derfor indebærer videnskabelig dannelse i dag også, at de studerende kan sætte deres eget studium i et etisk og politisk perspektiv.

Hvilke forpligtelser har vi over for os selv, hinanden og fremtidige generationer? Genteknologi, nanoteknologi og personaliseret medicin stiller spørgsmål ved vores forståelse af liv, skæbne og vores egen rolle i forhold til naturen. Nye kommunikationsteknologier og sociale medier giver os helt nye muligheder, men udfordrer også vores sociale sammenhængskraft. Fremskridt inden for kognitionsvidenskaben betyder måske, at vi skal til at gentænke spørgsmål og antagelser om fællesskab, individualitet, selvet og den fri vilje.

Selv om det enkelte menneske i sidste ende selv må tage stilling til de mange udfordringer, sker det på mere eller mindre kvalificerede grundlag, med mere eller mindre gode argumenter. Det er dem, dagens studerende skal producere og formidle som superbrugere af information.

Videnskabelig dannelse 2.0 består ikke en ideologisk skoling i bestemte værdier – tværtimod. Videnskabelig dannelse 2.0 indebærer heller ikke et særligt dansk dannelsesbegreb – der findes ikke en speciel ’dansk logik’ eller ’dansk fysik’ med sine egne lovmæssigheder.

Påstande og meninger
Den videnskabelige dannelse, som vi har brug for, foregår lokalt, men med globalt udsyn og input. Studerende og deres forskende undervisere indgår i en globaliseret offentlighed, og er måske nogle gange en del af en global elite. Men langt de fleste bliver superbrugere i nationale offentligheder og på vegne af deres lokalt forankrede medborgere.

Medierne og offentligheden er fulde af påstande og meninger. Der er behov for en ny videnskabelig dannelse, der giver evner til at analysere og vurdere grundlaget for alle disse påstande og meninger. Inden de fører til politiske beslutninger og får afgørende sociale konsekvenser.

Noget af det, der skal til, er, at fagene på universiteterne taler mere sammen, samtidig med at hele universitetet som institution indgår i mere dialog med det omgivende samfund. Uddannelse og dannelse hører sammen: Fremtidens superbrugere af information har – ligesom samfundet – brug for begge dele.

Vi deltager gerne i en diskussion om, hvorvidt et moderne filosofikum er en god ide – men det vigtigste må være, at vi er enige om, at videnskabelig dannelse 2.0 skal være det fundament, hvorpå universitetet løfter sin samfundsmæssige opgave og uddanner fremtidens generationer.