Lektor: Styrket faglighed i pædagoguddannelsen kræver en ny bekendtgørelse

DEBAT: Udvikling af pædagoguddannelsen bør tage fat i bekendtgørelsen fra 2014, der er overdrevet mål- og arbejdsmarkedsfokuseret. Det faglige niveau er dalende, og der er brug for en ny bekendtgørelse, skriver Carsten Pedersen.

Af Carsten Pedersen
Lektor, Københavns Professionshøjskole

Som underviser på pædagoguddannelsen følger jeg med interesse den aktuelle debat om uddannelsens kvalitet og faglighed.

Mange studerende, praktikvejledere, undervisere og andre interessenter synes enige om, at fagligheden er truet og bør styrkes.

Det er jeg helt enig i. Både dannelsesaspektet, det faglige niveau og progressionen i pædagoguddannelsen lader meget tilbage at ønske.

Men jeg er ikke enig i, at en styrkelse af fagligheden er gjort med, at vi øger kontrollen med de studerendes tilstedeværelse, øger undervisningstimetallet eller opprioriterer visse faglige aspekter af for eksempel psykologisk og æstetisk skabende karakter.

Problemerne stikker dybere end som så.

Genindfør fagtraditioner
En styrkelse af fagligheden i pædagoguddannelsen kræver i mine øjne en helt ny bekendtgørelse, hvor forbindelse til de fagtraditioner, som tidligere har præget uddannelsen, genetableres.

Disse fagtraditioner knytter an til (dele af) videnskabelige fag, til tendenser og problemstillinger i det pædagogiske felt og i pædagogisk praksis og til løbende politiske udmeldinger og lovgivning af relevans for pædagogers arbejde. 

Forbindelsen til disse fagtraditioner blev skåret over med 2014-bekendtgørelsen, idet den ikke opererer med egentlige fag. Fagligheden er reduceret til tilfældige fagbrokker, der står i et helt vilkårligt forhold til hinanden i uddannelsens mange moduler og målformuleringer.

Der findes således ikke en fagrække, der kan skabe en vis orden i – og dermed give mening til – de studerendes individuelle og kollektive dannelsesprocesser.

I en aktuel forskningsartikel kritiserer Jan Jaap Rothuizen og Line Togsverd, der begge er både undervisere og forskere på pædagoguddannelsen, bekendtgørelsen for at udgøre et virvar af kompetencemål og videns- og færdighedsmål, "der fremstår som et rod og et mylder, som er svært gennemskuelige, og som ikke giver en egentlig pædagogisk retning".

2014-bekendtgørelsen er overdrevet mål- og arbejdsmarkedsfokuseret.

Når jeg underviser i et forløb, har jeg i reglen over 20 mål af forskellig slags, som undervisningen på den ene eller anden måde forventes at relatere til. 

Hermed gives de studerende desværre ikke i tilstrækkelig grad muligheder for at tage del i en kritisk dialog, hvor faglige teorier og tilgange fra forskelligartede fagtraditioner inddrages og diskuteres med afsæt i erfaringer og dokumentation fra praksis.

Overfladiskheden og historieløsheden truer.

Fagligheden i kompetencemål
Konsekvensen er et dalende fagligt niveau i uddannelsen.

Dette afspejler sig godt nok ikke i de karakterer, de studerende får til prøverne. Men det skyldes kun, at bedømmelserne netop sker i forhold til en række meget brede kompetencemål, der savner både præcision og faglig dybde. 

Som Censorformandskabet for Pædagoguddannelsen bemærker med en mild underdrivelse i den seneste beretning fra 2019, så det "en særlig opgave at se fagligheden bag et bredt professionsfagligt kompetencemål".

For disse mål relaterer sig ikke direkte "til tidligere fags fagsprog eller professionens fagsprog", som Censorformandskabet bemærker. 

En censor skriver eksempelvis i en censorrapport: "Ved voteringen kommer det tydeligt frem, at bekendtgørelsens formuleringer af kompetencemålet kan være vanskelige at omsætte til høj professionsfaglighed."

En anden skriver: "Hvis der i kompetencemålet blev refereret til fag, faglighed, begreber eller på anden måde noget, der indgår i professionens faglighed, ville dette være langt nemmere at vurdere."

En tredje skriver: "Modulopbygningen kan medvirke til at svække fagligheden i uddannelse og profession (…) Tværfaglighed uden faglighed kan være en hindring."

Hensyn til dannelse forsvinder
Det er helt afgørende, at der genindføres egentlige fag og fagområder i pædagoguddannelsen, når den forhåbentlig snart skal gentænkes og reformeres. 

Og med henblik på at inspirere lovgiverne burde undervisere, praktikvejledere, ledere og studerende afholde 'fortidsværksteder', hvor de udveksler forskellige bud på, hvordan en fagrække, der både relaterer sig til uddannelsens forskelligartede fagtraditioner og til aktuelle problemstillinger og udviklingstendenser i det pædagogiske felt, kunne se ud i grove træk.

Og de burde i samme hug udvikle forskellige bud på et revideret formål for uddannelsen, fordi det nuværende er så arbejdsmarkedsrettet, at hensynet til de studerendes individuelle og kollektive dannelsesprocesser glider ud af billedet.

Mit eget bud på en fagrække lyder:

  • Pædagogiske strømninger, praksisformer og samspil i pædagogers arbejde.
  • Vidensformer, etik og menneskesyn i pædagogers arbejde.
  • Samfundsforhold, magtforhold og samarbejde i pædagogers arbejde.
  • Relationsdannelse, kommunikation og sprog i pædagogers arbejde.
  • Krop, natur og materialitet i pædagogers arbejde.
  • Kultur, medier og skabende processer i pædagogers arbejde.

Alternativ formålsformulering
Med denne fagrække håber jeg ikke, at jeg har negligeret betydningsfulde fagtraditioner i pædagoguddannelsen.

Den nuværende formålsformulering lyder:

"Formålet med uddannelsen er, at den studerende erhverver sig professionsrelevante kompetencer, viden og færdigheder til selvstændigt og i samarbejde at udøve, udvikle og formidle udviklings-, lærings- og omsorgsopgaver i et samfundsmæssigt perspektiv."

Mit bud på et alternativ lyder:

"Formålet med uddannelsen er, at studerende, gennem individuelle og kollektive dannelsesprocesser, udvikler professionel dømmekraft og kvalificeres til at varetage, udforske og udvikle pædagogisk arbejde, således at ingen udelukkes fra at tage del i det fælles liv."

Med dette formål kan pædagoguddannelsen igen give retning til studerendes dannelsesprocesser.

De vælger netop pædagoguddannelsen for i fremtiden at kunne gøre en forskel, der kommer alle til gode.

Forrige artikel DI og Lederne: Taxameterløftet er vigtigt for samfundets fremtid DI og Lederne: Taxameterløftet er vigtigt for samfundets fremtid Næste artikel Debat: Risikovillig forskning kræver ny finansieringsmodel på universiteterne Debat: Risikovillig forskning kræver ny finansieringsmodel på universiteterne
  • Anmeld

    Uffe Lund · Lektor, pædagoguddanelsen, Københavns Professionshøjskole

    Husk demokratisk dannelse

    Jeg er meget enig med min kollega Carsten Pedersen. Hvis jeg må bidrage med yderligere forslag, kunne det være at inddrage de studerende i at undersøge og vælge hvilke faglige emner og problemstillinger, de skal studere. Og i at udvikle og afprøve hvilke praktiske og teoretiske perspektiver, der kan styrke en nuanceret refleksion. Her til kunne i øvrigt skønlitteratur og andre kulturelle former bidrage til øvelse i at inddrage vidensformer end alene akademiske.
    Endvidere burde studerende og undervisere - gerne i samspil med børn, brugere og andre interessenter, spille forpligtende med i beslutninger om uddannelsens organisering og udvikling.
    For med egne erfaringer med demokratisk dannelse, vil de kommende pædagoger være godt rustede til at medvirke til samme ude i deres fremtidige virke.