Lektorer: Vi har brug for mere forskning i samfundssikkerhed. Derfor etablerer vi et center til formålet

Andreas Hagedorn Krogh
Lektor og centerleder for Secure - Center for Samfundssikkerhed og Resiliens, Roskilde Universitet
Rasmus Dahlberg
Kommende lektor i samfundssikkerhed, Roskilde Universitet (1/12)
Kriser kender ingen sektorgrænser. Når Danmark rammes af pandemier, cyberangreb, stormfloder eller hybrid krigsførelse, sættes hele samfundet under pres.
Men selvom truslerne er komplekse og tværgående, har forskningen i samfundssikkerhed længe stået i skyggen af de klassiske forsvars- og sikkerhedspolitiske dagsordener.
Det har efterladt et vidensmæssigt tomrum præcis dér, hvor kriserne skal håndteres: i krydsfeltet mellem myndigheder, virksomheder og civilsamfund.
Danmarks Nationale Risikobillede peger på en bred vifte af alvorlige, samfundstruende risici, der kræver koordineret forebyggelse og håndtering. EU's nye beredskabsstrategi efterlyser en whole-of-government, whole-of-society-tilgang til opbygningen af modstandsdygtighed.
Det er klogt. Erfaringerne fra COVID-19, stormfloderne i de indre danske farvande og snestormen på E45 har vist os, at samfundssikkerhed ikke kun handler om teknik og materiel.
Det handler også om relationer, tillid og organisatorisk læring på tværs af sektorer.
Alligevel har Danmark indtil nu manglet et universitetsbaseret forsknings- og udviklingsmiljø for samfundssikkerhed. Vidensproduktionen har været fragmentet og uden fælles retning.
Der findes endnu ingen national strategi på området, og forbindelsen mellem forskning, forvaltning og frontlinje bygger på personbårne netværk.
Det har betydet, at erfaringerne fra tidligere kriser kun har omsat sig i varig organisatorisk læring i begrænset omfang.
I de andre nordiske lande er billedet et ganske andet. Her har målrettede, statslige forskningsprogrammer styrket samspillet mellem viden, strategi og kapacitetsopbygning. Dermed er forskningen gjort til en integreret del af samfundets beredskab.
Beredskabet skal forbedres, ikke kun forstås
For at imødekomme behovet for mere systematisk udvikling af forskningsbaseret viden på området etablerer vi nu Center for Samfundssikkerhed og Resiliens (Secure) på Roskilde Universitet.
Med en stærk forankring i forskningen inden for robust styring, risikohåndtering og kriseledelse vil vi indsamle, udveksle og formidle viden om, hvordan vi som samfund kan forebygge, håndtere og lære af kriser.
Forskning i samfundssikkerhed er ikke kun et akademisk anliggende – det er en samfundsopgave.
Hhv. Centerleder og vicecenterleder for Center for Samfundssikkerhed og Resiliens (SECURE) på Roskilde Universitet
Målet er ikke blot at forstå, men også forbedre beredskabet og samfundets samlede modstandsdygtighed gennem forskning, uddannelse og rådgivning. Som forskere vil vi engagere os i dialog med dem, som står midt i orkanens øje.
Roskilde Universitet har et unikt udgangspunkt for at løfte denne opgave. Med en lang tradition for problemorienteret, praksisnær og samfundsengageret forskning – og ét af verdens stærkeste forskningsmiljøer inden for offentlig forvaltning og tværsektoriel governance – er Roskilde Universitet et oplagt hjem for et center som Secure.
Vi bygger videre på universitetets tætte samarbejde med myndigheder, erhvervsliv og civilsamfund, og vi vil forankre centerets aktiviteter i reelle behov hos dem, der skal omsætte viden til handling.
Danmark skal være forberedt og modstandsdygtigt
I Secure vil vi forbinde forskning og praksis gennem partnerskaber, netværk og videnslaboratorier.
Vi ser forskningen som medskaber af nye løsninger, som kan ruste hele samfundet til at håndtere fremtidens kriser. Skal vi lykkes med at styrke samfundssikkerheden, må det nemlig ske i fællesskab.
Forskning i samfundssikkerhed er ikke kun et akademisk anliggende – det er en samfundsopgave.
Vi vil derfor bringe vores samfundsvidenskabelige ekspertise i spil i tæt dialog med stat, kommuner, virksomheder og civilsamfundsorganisationer.
Tiden er inde til at gøre Danmark bedre forberedt og mere modstandsdygtigt i mødet med de næste kriser. Ikke kun i teorien, men i praksis. Det kræver ny viden, nyt samarbejde og nye løsninger. Den opgave tager vi på os.
Med Secure vil vi tage aktivt medansvar for at sikre, at Danmark står stærkere næste gang, krisen rammer.
Artiklen var skrevet af
Omtalte personer
- Folketinget reducerer antallet af udvalg for at mindske arbejdspres
- Korte kandidatuddannelser er et symptom på en ændret samfundsvision
- Videnskabernes Selskab: Derfor har Folketinget brug for uafhængig videnskabelig rådgivning
- Tænketank: Venstres håndgranat ind i forskningsreserven er noget af det bedste, der er sket for forskningen i lang tid
- DM: Den kommende regering må gøre op med den omfattende politiske detailstyring af universiteterne



























