For første gang har Mette Frederiksens retorik skabt uro om forsvarspolitikken

Udtalelsen er bemærkelsesværdig, for ingen kan beskylde Konservative for at være slappe i forsvarspolitikken.

Søndag kom den radikale leder Martin Lidegaard så på banen i Berlingske, hvor han stillede spørgsmålstegn ved visdommen i, at Danmark i det hele taget anskaffer offensive våben. Det vil Radikale kun tilslutte sig, hvis det er et direkte krav fra Nato, sagde Martin Lidegaard.

Dermed er der for første gang slået skår i den meget brede opbakning til regeringens forsvars-og sikkerhedspolitik.

Speak softly

Der er stadig massiv opbakning til den danske støtte til Ukraine, lige fra Alternativet og Enhedslisten på den ene side til Danmarksdemokraterne og Liberal Alliance på den anden. Eneste dissens har været fra Dansk Folkeparti, der ønskede den danske Ukraine-støtte sat ned til gennemsnittet i Europa, men heller ikke de har ønsket at droppe støtten.

Der er også fortsat en meget bred konsensus om en massiv oprustning af det danske forsvar. Det kommer de sidste ugers begivenheder ikke til at ændre på.

Derimod bliver der nu for alvor sat spørgsmålstegn ved, om Mette Frederiksen (og SVM-regeringen) faktisk er de bedste til at sørge for Danmarks sikkerhed:

For havde det ikke været klogere i al stilfærdighed at opruste Danmarks cyberforsvar og dronebeskyttelse – i stedet for retorisk at stille sig i front mod Rusland på et tidspunkt, hvor man åbenlyst ikke kan forsvare sig?

Det spørgsmål er blevet rigtig ubekvemt for regeringen, og det er i ganske særlig grad Mette Frederiksens egen retorik, der er i fokus.

Det er her den for længst afdøde amerikanske præsident Teddy Roosevelt bliver relevant. Roosevelt stod bag en kraftig oprustning af den amerikanske flåde, og han gjorde USA til en maritim stormagt. Men hans retorik var afdæmpet. Roosevelt blev især kendt for udtrykket:

"Speak softly and carry a big stick".

Kritikere vil hævde, at statsministeren har gjort præcis det modsatte. 

Dyster analyse

Hvis man skal forstå Mette Frederiksens militante optræden, må man dykke ned i hendes grundlæggende analyse:

Med sine stadige referencer til 1938 og modstanden under 2. Verdenskrig er det tydeligt, at statsministeren ser den nuværende situation som en parallel til opspillet før verdenskrigen, og at historiens lære er, at man aldrig må gå på kompromis med tyranner.

Spørgsmålet er bare, om den parallel holder.

Putin er ubestrideligt en diktator, der undertrykker sin egen befolkning og fører angrebskrig i Ukraine. Men det gør ham ikke automatisk til en ny Hitler.

Hitler gik efter verdensherredømmet ud fra nogle absurde overmennesketeorier, mens Putins mål snarere er at genetablere så meget som muligt af det tidligere Sovjetunionen.

KGB-manden Putin er snarere i familie med de tidligere sovjetledere, som Vesten var nødt til at ruste sig imod, men som man også kunne lave kompromiser med. Selv koldkrigere som Nixon og Reagan indgik som bekendt nedrustningsaftaler med Sovjet.

KGB-manden Putin er snarere i familie med de tidligere sovjetledere end en kopi af Hitler.

Erik Holstein
Politisk kommentator, Altinget

Mette Frederiksen har derimod flere gange givet udtryk for, at det ikke nytter at indgå aftaler med Putin, "fordi man ikke kan stole på ham". Hun føler sig også overbevist om, at Rusland vil gå videre efter Ukraine, og de elementer lagt sammen gør en direkte konflikt med Rusland næsten uundgåelig. 

Følger man den logik ryger man ud i noget, der er farligere end den kolde krig, for selv i den mest ophedede koldkrig var der også et diplomatisk spor.

Ineffektiv russisk hær

Når det gælder vurderingen af Ruslands styrke, er det ligeledes et spørgsmål, om statsministerens ræsonnement holder. For har Rusland i det hele taget kræfterne til at give sig i kast med en række Nato-lande?

Putin forventede at indtage Kyiv i løbet af få uger, men trods en enorm overmagt er Rusland efter tre et halvt år ikke i nærheden af målet. Den russiske hær har udvist store mangler i evnen til offensiv krigsførelse, så selv hvis Putin har planer om at fortsætte mod vest efter Ukraine, er det tvivlsomt, om Rusland har kapaciteterne til det. 

Der kan komme russiske provokationer i de baltiske lande, ikke mindst i den estiske by Narva, der har mange russiske indbyggere. Men det betyder ikke, at Rusland kan matche det samlede Nato. 

Her har en FE-rapport fra tidligere på året vurderet, at Rusland kan være parat til en storskalakrig mod Nato om fem år. Men det er under forudsætning af, at USA ikke involverer sig, at der kommer fred i Ukraine, og at Nato ikke samtidig opruster. Mens de to første forudsætninger er usikre, falder scenariet alene på den sidste forudsætning, fordi Nato-landene nu er i gang med en massiv oprustning.

Ondskabens nye akse

Endelig er der statsministerens globale analyse. Mette Frederiksen ser en sammentømret alliance, en ny "ondskabens akse" mellem Rusland, Kina, Nordkorea og Iran. Men hvor sammentømret er den alliance egentlig?

Hverken Kina eller Rusland løftede en finger, da Iran blev lammetævet af Israel og USA.

Erik Holstein
Politisk kommentator, Altinget

Kina har sammenfaldende interesser med Rusland, når det gælder om at mindske amerikanernes dominans, men Kinas interesser er ikke 1:1 identiske med Ruslands.

Eksempelvis har kinesernes også en betydelig interesse i at holde handelsvejene åbne, og her stiller væbnede konflikter sig i vejen.

Desuden kan man diskutere, hvor langt solidariteten mellem de fire lande i "ondskabens akse" rækker. Hverken Kina eller Rusland løftede en finger, da Iran i foråret blev lammetævet af Israel og USA. Igen: Der er delvis sammenfaldende interesser, men kun delvis.

Mette Frederiksens sikkerhedspolitik er meget konsekvent og meget idealistisk. Hun er en politiker, der virkelig vil noget med politik, og hun går meget langt for at nå sine mål. Hun er en usædvanlig stærk politiker.

Men hendes sikkerhedspolitiske analyse og retorik har bragt hende ud på et yderstandpunkt, og hvis befolkningen ikke længere føler, at hun er den, der bedst kan levere sikkerhed til danskerne, kommer hun i store problemer.

Mette Frederiksen risikerer at bevæge sig et sted hen, hvor en stor del af den socialdemokratiske vælgerbase ikke længere vil være med.