Debat

Roger Buch: Europaparlamentsvalget findes ikke

Valgreglerne til EU-valget er så forskellige i medlemslandene, at et parti kan være sikker på at komme ind i ét land, men ikke ville have en chance i et andet. Er det egentlig demokratisk, spørger Roger Buch.

Grundet de danske valgregler er den reelle spærregrænser i Danmark ved EP24 en af de laveste i 25 år. Det kan skabe rekordmange danske partier i Europa-Parlamentet – og en uhyggeligt spændende valgaften, skriver Roger Buch.
Grundet de danske valgregler er den reelle spærregrænser i Danmark ved EP24 en af de laveste i 25 år. Det kan skabe rekordmange danske partier i Europa-Parlamentet – og en uhyggeligt spændende valgaften, skriver Roger Buch.Foto: Geert Vanden Wijngaert/AP/Ritzau Scanpix
Roger Buch
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

EP24 er ikke ét valg, men derimod 27 meget forskellige valg.

Politikerne repræsenterer for det første et vidt forskelligt antal borgere i EU-lande. Der er næsten ti gange flere borgere om at dele et mandat i Tyskland (880.000) sammenlignet med Malta (90.000). Kun fem lande ligger over EU-gennemsnittet, og betaler derfor en "overpris" for mandaterne.

De øvrige 22 lande får større eller mindre "rabat".

Hvis mandaterne "kostede" det samme i alle lande, ville Danmark kun have otte mandater og ikke 15, mens Tyskland skulle have 121 mandater i stedet for 96. Luxembourg ville få ét mandat og Malta ingen i stedet for de 6 mandater, som landene får i dag.

Danmarks geografiske fordele

Er det overhovedet demokratisk med geografiske rabatter?

Forvirret? Ja, valgene til Europa-Parlamentet er milevidt fra at være et samlet og ens valg

Roger Buch

De findes i mange politiske systemer og skyldes, at demokrati ikke kun er afspejling af partier, men også afspejling af geografi. I mange lande sker den geografiske repræsentation i et særligt kammer, som eksempelvis USA, hvor der ved valgene til Senatet gives endnu mere rabat end ved EP-valgene.

Alle stater får to senatorer uanset, om der bor 39/30 millioner mennesker (Californien/Texas) eller blot 600.000 mennesker (Vermont/Wyoming). I Repræsentanternes Hus er forskellene mindre, men stadigvæk er der rabat.

I Danmark gives der også geografisk rabat. For det første ved, at der er reserveret to mandater til hvert af områderne Bornholm, Færøerne og Grønland. I resten af landet er der cirka 24.000 vælgere per mandat, men altså 15.500, 13.000 og 20.500 i de tre privilegerede områder.

For det andet gives der yderligere rabat ved den såkaldt stedlige fordeling af mandaterne på landsdele og storkredse, som begunstiger de tyndt befolkede landsdele – men rabatten er minimal: Der flyttes to mandater fra hovedstadsområdet og Nordsjælland til Midtjylland-Nordjylland.

Læs også

Der er altså intet principielt forkert eller udemokratisk ved geografi-rabatten ved EP-valgene. Geografi og deraf følgende fordele og ulemper spiller en stor rolle i Danmarks og mange andre landes demokrati og valgsystemer.

Forskelle i valglovene

Ud over den store forskel på prisen på et mandat, er der andre markante forskelle ved EP-valgene.

De fleste lande har 18 års valgret, men i Grækenland er der valgret fra 17 år, og i Østrig, Belgien, Tyskland og Malta kan man stemme allerede som 16-årig ved EP-valget.

Der er stemmepligt i Belgien, Bulgarien, Luxembourg og Grækenland, mens det ikke findes i de øvrige 23 lande. Til gengæld håndhæves de bøderegler, som findes i nogle lande med stemmepligt, ikke, så stemmepligten er reelt blot en moralsk henstilling.

Bevægelsen fra 13 til 15 mandater har sænket den reelle spærregrænse ved EP-valget i Danmark

Roger Buch

I de fleste lande opstiller partierne på sideordnet liste, hvor de personlige stemmer er afgørende, mens der bruges partiliste, hvor partiets valgte rækkefølge bestemmer, i Tyskland, Spanien, Frankrig, Portugal, Ungarn og Rumænien.

I Irland og Malta bruges single transferable vote, hvor vælgerne kan rangordne flere forskellige kandidater. I Danmark kan partierne vælge mellem sideordnet eller partiliste.

Faste spærregrænser bruges ikke i 12 lande, mens ti lande har en fast spærregrænse på fem procent, Østrig, Italien og Sverige har spærregrænse på fire procent, Grækenland på tre procent, og Cypern på 1,8 procent.

Og endelig er der store forskellige i, hvordan mandaterne beregnes og fordeles internt i landene.

Danmark og 13 andre lande bruger D'Hondts divisormetode i mandatfordelingen, mens de øvrige lande bruger andre divisormetoder. D'Hondts metode – som også bruges ved danske kommunal- og regionsrådsvalg – begunstiger store partier på bekostning af de små.

Læs også

Benyttede Danmark lige som Letland i stedet Sainte-Laguës metode, ville de mindre danske partier have større chancer for at få mandater i Europa-Parlamentet. Forvirret? Ja, valgene til Europa-Parlamentet er milevidt fra at være et samlet og ens valg.

Lettere at blive valgt

Over de seneste EP-valg er det blevet lettere for partierne at blive valgt i Danmark.

Brexit gav Danmark ét ekstra mandat, og i september 2023 besluttede Europa-Parlamentet, at udvide antallet af politikere med 15 til i alt 720, hvilket gav Danmark endnu ét mandat. Bevægelsen fra 13 til 15 mandater har sænket den reelle spærregrænse ved EP-valget i Danmark.

I Altingets seneste EP-måling findes der i området 4,5-7,0 procent af stemmerne næsten halvdelen af de opstillede partier. Der skal ikke ske meget i valgkampen, for at rykke et parti over eller under spærregrænserne

Roger Buch

Ved folketingsvalg findes den velkendte spærregrænse på to procent, men den bruges ikke ved de danske EP-valg, ligesom den heller ikke bruges ved kommunal- og regionsrådsvalg. Valgmatematikken skaber imidlertid en reel spærregrænse, som ligger langt over to procent.

Med det stigende mandattal er grænsen for, hvornår et parti er sikker på at få EP-mandater rykket nedad fra 7,14 procent i 2014, til 6,67 procent i 2019 for at ende på kun 6,25 procent i 2024.

Alt efter hvordan stemmerne fordeler sig helt konkret på partierne, er det dog muligt for partierne at få mandater selv under sikkerhedsgrænsen. Denne mulighed afgøres af antallet af mandater og antallet af enheder (valgforbund + partier), som indgår i mandatfordelingen.

Det giver en mulighedsgrænse, som i 2014 var 5,88, i 2019 var 5,56 og i 2024 er 5,00 procent af stemmerne.

Sikkerhedsgrænse,
mulighedsgrænse og mulighedszone ved EP-valgene 2014-2024.
Sikkerhedsgrænse, mulighedsgrænse og mulighedszone ved EP-valgene 2014-2024. Foto: Grafik: Roger Buch

Havde der ikke været valgforbund i 2024, så alle 11 partier stillede op alene, ville mulighedsgrænsen synke helt ned på 4,00 procent. Imellem sikkerhedsgrænsen og mulighedsgrænsen er altså en gråzone eller mulighedszone, der ses i figuren over, og hvor partierne har en mulighed, men ikke sikkerhed, for et mandat.

I mulighedszonen er det den helt specifikke stemmefordeling, som er afgørende, og det kan ikke forudses eller beregnes på forhånd.

Valgmatematikken er afgørende ved EP24, især fordi mange partier ligger omkring spærregrænserne. I Altingets seneste EP-måling findes der i området 4,5-7,0 procent af stemmerne næsten halvdelen af de opstillede partier: Moderaterne, Dansk Folkeparti, Konservative, Enhedslisten og Radikale Venstre.

Læs også

Der skal ikke ske meget i valgkampen, for at rykke et parti over eller under spærregrænserne. Så den helt præcise stemmefordeling kan blive spændende og valgaftenen lang for de små partier. Målingerne tyder på, at der kan blive sat rekord med 9-10 partier, mod 6-8 indvalgte partier siden 1979. 

Ingen reformlyst

Men er det egentlig ok, med den store forskellighed imellem landene? At der gælder helt forskellige regler om stort set alle elementer i valgsystemet?

Diskussionen har kørt i mange år i EU. Der er udviklet forskellige modeller for et eventuelt fælles valgsystem.

Men forskellene handler også om EU's nærhedsprincip. Valgsystemer er på én gang en væsentlig kerne i demokratiet, og styret af stærke nationale traditioner. Det er dem, som bliver tydelige den 9. juni.

At der ikke engang kan blive enighed om én fælles valgdag, siger vist det hele

Roger Buch

Men hvor mange EU-borgere er mon egentlig klar over, at der ikke er ét valg til Europa-Parlamentet, men derimod 27 meget forskellige valg?

Helt sikkert er det, at det politiske slagsmål om et fælles EP-valgsystem er så juridisk indviklet, politisk svært, samt traditions- og værdiladet, at ingen for alvor har lyst til den kamp nu – eller de næste 10-20 år.

At der ikke engang kan blive enighed om én fælles valgdag, siger vist det hele.

Så indtil en reform må vi leve med, at EP-valget ikke findes, men derimod er 27 helt separate og forskellige valg.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Roger Buch

Centerleder, Danmarks Medie- og Journalisthøjskole
ph.d. (SDU. 1996), cand.scient.pol. (Aarhus Uni. 1993)

0:000:00