S og DF står fast på uddannelsesloft

LOFT: Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti forsvarer aftalen om loft over uddannelse. Loven deler oppositionen, hvor Radikale vil have udskudt loven, og SF vil åbne for betaling for at undgå blindgyder i uddannelsessystemet.

Foto: Toke Kristiansen/Altinget
Mads Bang

Aftalepartierne slår ring om uddannelsesloftet.

Om 14 dage vedtager Folketinget efter planen den lovgivning, som fra næste år vil begrænse muligheden for at tage en ny uddannelse på samme eller lavere niveau, end den man har.

Det har ført til protester fra blandt andre FTF og Radikale, en regn af breve fra frustrede studerende, der føler de er kommet i klemme, og en splittet opposition i Folketinget.

Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti står bag aftalen med regeringen. Og de to partiers ordførere slår over for Altinget fast, at de ikke har planer om at udskyde loven.

Fakta
I 2014 påbegyndte flere end 2.200 personer en ny ordinær videregående heltidsuddannelse, efter at de havde gennemført en videregående uddannelse på samme eller højere niveau.

Kilde: Uddannelses- og Forskningsministeriet

De to ordførere peger på, at den bagvedliggende dagpengeaftale skal finansieres, og det er en prioritering, hvor man skal finde pengene.

”Der er økonomi, der ligger bag. Hvis vi lavede en overgangsbestemmelse, så ville der være færre penge,” siger Christine Antorini (S) med henvisning til dagpengeaftalen og den pulje til udvikling af professionshøjskolerne, som finansieres med besparelsen.

Hvis de ved, at det er en anden uddannelse de gerne vil have, så må jeg være ærlig og sige, at hvis de gør den første uddannelse færdig, så kan de ikke tage en anden. Men hvis de springer fra, har de faktisk muligheden.

Jens Henrik Thulesen Dahl (DF)
Uddannelses- og forskningsordfører

Hun er på linje med Dansk Folkeparti, hvis uddannelses- og forskningsordfører Jens Henrik Thulesen Dahl ikke ser muligheder for en overgangsordning.

”Jeg har svært ved at se, at vi kan gøre det. Jeg kan ikke pege på, hvor pengene skal komme fra. Det handler om, at vi skal bruge nogle penge til folk i dagpengesystemet fra næste sommer, og dem er vi blevet bedt om at levere,” siger Jens Henrik Thulesen Dahl.

”Ikke optimalt”
Flere studerende har ifølge Berlingske afbrudt deres uddannelse for at beholde muligheden for at tage en anden uddannelse. Og det kan være den bedste mulighed, hvis man har besluttet sig for at tage en anden uddannelse, erkender Jens Henrik Thulesen Dahl.

”Hvis de ved, at det er en anden uddannelse, de gerne vil have, så må jeg være ærlig og sige, at hvis de gør den første uddannelse færdig, så kan de ikke tage en anden. Men hvis de springer fra, har de faktisk muligheden,” siger Jens Henrik Thulesen Dahl.

Han så dog gerne, at de studerende færdiggør deres studie og bruger de muligheder, der er for at bygge på sin uddannelse. Og han tilføjer, at de studerende skal huske, at der er en risiko for ikke at komme ind på den ønskede uddannelse, så man kommer til at stå tilbage uden hverken den ene eller den anden uddannelse.

Christine Antorini (S) vil ikke vejlede de studerende, som står over for at vælge at afslutte en uddannelse, eller droppe ud for at bevare muligheden for at komme ind på en anden uddannelse.

”Jeg skal ikke vejlede generelt, for folk spørger jo om forskellige uddannelser. Og jeg kan se, at nogen har fået den opfattelse, at man slet ikke kan uddanne sig videre,” siger Christine Antorini. Hun mener, at det må være en opgave for studievejledningerne at fortælle om de mange andre muligheder, de studerende har.

”Men der er altså masser af muligheder for at bygge oven på og ved siden af. Derfor håber jeg, at studievejledningerne vil bruge denne her tid til at vise mulighederne i stedet for at sige, man skal stoppe,” siger Christine Antorini.

Deler oppositionen
Radikales politiske leder Morten Østergaard har været en af de mest kritiske røster i forhold til loven og har blandt andet i fællesskab med FTF's Bente Sorgenfrey opfordret til at udskyde loven og tage en tænkepause.

En opfordring, som også er kommet fra Aarhus Universitet, som i et høringssvar peger på, at en del studerende er blevet vejledt efter de nuværende regler, og altså ikke har kunnet reagere på den lovgivning i tide.

I forbindelse med loven har Folketingets Uddannelses- og Forskningsudvalg fået en lang række henvendelser fra studerende, der enten kommer i klemme eller er nervøse for at blive forhindret i at tage den uddannelse de vil. Uddannelses- og Forslkningsministeriet oplyser, at man behandler 20 henvendelser, og udvalget har modtaget endnu flere henvendelser.

Forsknings- og uddannelsesordfører i SF, Jacob Mark, mener ikke, at der er tale om studerende, som har fået en forkert opfattelse af loven.

”Det er folk, der bliver ramt af den her lov. Og mange af dem har jo været i god tro, da de søgte ind på den uddannelse, de er på nu,” siger Jacob Mark fra SF.

Han fortæller, at SF vil fremsætte en række ændringsforslag til loven. Blandt andet vil partiet – imod sin egen politik – foreslå, at det skal være muligt selv at betale sin uddannelse, hvis man er kommet i klemme.

Loven skal ifølge planen 2. behandles i Folketinget i næste uge.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Christine Antorini

Sygeplejerske-studerende, fhv. adm. direktør, Life Fonden
cand.comm. i offentlig forvaltning (Roskilde Uni. 1994)

Jens Henrik Thulesen Dahl

MF (DD)
civilingeniør (Aalborg Uni. 1985)

0:000:00