Studenteroprøret '22 til Frit Forum: Udflytningsaftalen er en faktaresistent ideologisk kortslutning

Ovenpå årtiers forringelse af uddannelsessystemet, som har medført faldende uddannelseskvalitet og øget mistrivsel, blev udflytningsaftalen det endelige startskud til Studenteroprøret '22.

Frit Forum hylder ellers udflytningsaftalen for at bibringe demokratisering i et debatindlæg i Altinget. Men aftalen er ikke et udtryk for demokratisering. Den er en topstyret politisk skinmanøvre, som ikke anerkender faktuelle forhold. Tillad os derfor at gennemgå, hvad der burde betragtes som obligatorisk pensum for udflytningsaftalen.

Udflytningsaftalen vækker bekymring om det frie studievalg, da det hverken styrker by eller provins, at 2.000 færre unge årligt vil kunne læse en universitetsuddannelse.

Når forskningsmiljøer afvikles, fordi de forskningsbaserede uddannelser lukker, hæmmes en af Danmarks vigtigste eksportvarer – den frie, forskningsbaserede viden. Dertil kommer, at kun syv procent af forskere vil flytte med uddannelserne. Hvordan kan intentionen med aftalen opfyldes, hvis forskerne ikke rykker med?

Derfor appellerer vi til, at politikerne betegner aftalen ved dens rette navn: En nedlukningsaftale

medlemmer af Studenteroprøret '22

Løkkes dundrende fiasko
Når man orienterer sig i unges søgemønstre, finder man hurtigt ud af, at 97 til 98 procent af bacheloruddannelserne i de mindre studiebyer står tomme, og at to tredjedele af studerende udenfor de store byer har haft et eller flere uddannelsesønsker i andre byer end den, hvor de endte med at blive optaget.

Dette er væsentligt sammenholdt med, at studerende er mindre tilbøjelige til at takke ja til studiepladser, som ikke er deres førsteprioritet, og hvis de gør, er de mere tilbøjelige til at droppe ud. Det er højst problematisk.

Studier kræver en kritisk masse af studerende for at kunne løbe rundt. Derfor vil udflyttede uddannelsesudbud kunne være lukningstruede, hvis ikke de studerende følger med.

For eksempel blev Løkke-regeringens uddannelsesudflytninger i 2018 en dundrende fiasko. Kun 94 søgte de 1.000 nyoprettede studiepladser, hvorefter en tredjedel droppede ud.

Udflytningsplan vil ikke bryde social arv
Samtidig viser unges søgemønstre, at studerende i mindre studiebyer overvejende pendler fra de større byer fremfor at bosætte sig. Dette tyder på, at studerende ikke ser afstand som barriere for deres uddannelsesvalg.

Man kan ikke investere i uddannelse via udflytning, hvis ikke man samtidig bevarer velfungerende forskningsmiljøer i byerne

medlemmer af Studenteroprøret '22

Studier viser desuden, at det primært er forældrenes uddannelsesniveau, som afgør, om unge vælger at læse en videregående uddannelse. Løsningen til at bryde social arv findes næppe i geografisk fortynding af uddannelsesudbud. I stedet bør der sættes ind tidligere i folkeskolen og på ungdomsuddannelserne.

Regeringens argument om, at unge ikke uddanner sig grundet placeringen af uddannelsesudbud, ses dermed ikke gengivet i faktuelle forhold. Derfor løser man ikke de problemer, som man har ambitioner om med udflytningsplanen, tværtimod risikerer man at forværre dem.

Derfor må udflytninger ske varsomt med en holistisk tilgang til nærmiljøet, hvis de skal lykkes. Af samme årsag vælger universiteterne at nedlukke flere studiepladser, end de udflytter.

Udflytningsaftalen er en nedlukningsaftale
Selve bevæggrundene for udflytningsaftalen skildrer en unuanceret klasseanalyse, der ikke tager højde for byernes demografiske sammensætning, hverken målt på indkomst, klasse eller befolkningstilvækst.

Bedre uddannelsesmuligheder i hele Danmark grunder ikke på et geografisk nulsumsspil

medlemmer af Studenteroprøret '22

Regeringen og forligskredsen siger, at aftalen er udtryk for nødvendighedspolitik grundet faldende ungdomsårgange, selvom Børne- og Undervisningsministeriet vurderer en fremgang på ti procent på ungdomsuddannelserne i København frem mod 2030. Uddannelsesfremskrivningerne viser ganske rigtigt, at ungdomsårgangene dykker omkring 2030, men retter sig igen i 2050.

Niveauet i antal kandidatstuderende er stabilt. Alligevel medfører udflytningsaftalen blandt andet 26 lukningstruede kandidatuddannelser mod tre bacheloruddannelser. Dette til trods skal alle videregående uddannelser i Aalborg, Odense, Aarhus og København reducere med fem til ti procent fra 2023.

Også SDU som allerede har en stærk regional tilstedeværelse med 21 procent af sit optag uden for Odense. Også ITU og professionshøjskolerne, hvis sektorer skriger på arbejdskraft.

Om dette flugter med den politiske ambition om at imødekomme arbejdsmarkedet, må stå ubesvaret hen. Derfor appellerer vi til, at politikerne betegner aftalen ved dens rette navn: En nedlukningsaftale.

Styrk provinsen – Bevar byerne
Ideen om, at man skal svække byerne for at styrke provinsen, udtrykker en nulsumslogik. I Studenteroprøret '22 ser vi ikke sammenhængen. Man kan ikke investere i uddannelse via udflytning, hvis ikke man samtidig bevarer velfungerende forskningsmiljøer i byerne.

Ingen vinder på udflytningsaftalen, mindst af alt mønsterbryderne

medlemmer af Studenteroprøret '22

Det synes direkte modstridigt med aftalens formål om unges "mulighed for at uddanne sig tættere på, hvor de bor eller vokser op". Ambitionen gælder vel unge i hele Danmark? Politikerne svarer ofte: "Så kom med en bedre løsning". Løsningen er at lytte. Lyt til uddannelsessektoren, erhvervslivet, forskerne og de studerende.

Uddannelsestilbud i provinsen kan styrkes ved at skabe bedre transportmuligheder, fremme lokalt iværksætteri samt kultur- og foreningsliv, så der kommer levende studiemiljøer, relevante studiejobs og praktik- og jobmuligheder under og efter uddannelse.

Man kan desuden hæve uddannelsestaxametret uden for storbyerne med 50 procent og lave seriøse investeringspuljer til forskning og ph.d.-stillinger uden for de store byer, så bæredygtige og vedvarende forskningsmiljøer kan danne grobund for provinsens uddannelsesudbud.

En faktaresistent, ideologisk kortslutning
Bedre uddannelsesmuligheder i hele Danmark grunder ikke på et geografisk nulsumsspil. At insistere på det modsatte må derfor betragtes som en faktaresistent, ideologisk kortslutning.

Blandt de af os i Studenteroprøret '22, som er opvokset uden for landets fire største byer, håber vi, at man fra politisk hold vil kultivere provinsens kvaliteter i stedet.

Det, der gør provinsen særlig, måles ikke i afstande i kilometer, men i afstanden mellem mennesker. Nærhed er ikke kun et geografisk parameter, slet ikke i et lille land som Danmark.

Vores appel er derfor: Styrk provinsen uden at svække byernes forsknings- og studiemiljøer. Ingen vinder på udflytningsaftalen, mindst af alt mønsterbryderne – de førstegenerationsstuderende.

Ambitionen om at skabe bedre uddannelsesmuligheder vil i stedet kræve en hidtil uset visionær uddannelsespolitik. Vi er mange, som hepper på, at 2022 bliver året, hvor det sker.