Debat

Unge socialdemokrater: Radikale og Studenteroprøret fører udemokratisk polemik om udflytningsplanen

Debatten om udflytning af uddannelser lider af myter, fejlagtige antagelser og decideret vildledning, skriver Jakob Schrøder, Kasper Stisen og Magnus Sæbye fra Frit Forum.

Debatten om udflytning af uddannelser lider af myter, fejlagtige antagelser og decideret vildledning, skriver Jakob Schrøder, Kasper Stisen og Magnus Sæbye.
Debatten om udflytning af uddannelser lider af myter, fejlagtige antagelser og decideret vildledning, skriver Jakob Schrøder, Kasper Stisen og Magnus Sæbye.Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

De seneste uger har debatten om vores uddannelsessystem og udflytning af nye studiepladser rundt i Danmark fyldt avisernes spalter. Debatten udstiller, hvordan dialog og demokratiske processer kortsluttes, når aktører er mere interesseret i revolver-metoder og polemik, fremfor at forholde sig til debattens faktiske forhold.  

Særligt Studenteroprøret22 og Radikale har ført an i kampen imod uddannelsesplanen, der både investerer i uddannelse og demokratiserer adgangen til uddannelse. Med parolen "red vores uddannelser", har de forsøgt at patentere den samlede ungdoms holdning til deres fordel.

Men det er udemokratisk, for sandheden er at ungdommen ikke er én homogen masse, der ensidigt kan tilskrives et specifikt sæt af holdninger, eller blot ønsker at varetage sine egne snævre interesser. Derudover lider debatten om udflytning af uddannelser af myter, fejlagtige antagelser og decideret vildledning. 

Udflytningsplan er en investeringsplan
Som socialdemokratiske studerende er vi stærkt optaget af investeringer i uddannelsessektoren. Det har regeringen og støttepartierne også været, siden vi tog magten fra de borgerlige.

Vi bliver simpelthen færre unge, og derfor må universiteterne bidrage til, at flere går en anden vej end den akademiske

Jakob Schrøder, Kasper Stisen og Magnus Sæbye
Hhv. landsformand, lokalformand og medlem, Frit Forum

Uddannelsesloft og omprioriteringsbidraget er blevet afskaffet, og med regeringens udspil Danmark Kan Mere 1 vil der fremover blive brugt op mod seks milliarder mere om året på uddannelse, end de borgerlige gjorde. Det er den største investering i uddannelse, der er foretaget, siden de fleste nuværende studerende startede i folkeskole.

Myten, om at regeringen nu laver en ny spareøvelse eller slagter vores uddannelser, er således i ikke korrekt. Planerne om etablering af nye uddannelser i udkanten er en investeringsplan, ikke en spareøvelse.

For os er det hjerteblod, at flere af vores generationsfæller får reel mulighed for at tage en uddannelse. For at dette skal lykkes, giver det kun mening at oprette nye studiepladser flere steder rundt i landet.

Flere skal have en velfærdsuddannelse
Men hvorfor skal man samtidig begrænse antallet af optagede på uddannelser i de fire store byer? Det er et fair spørgsmål, men svaret er ganske logisk.

Den tidligere borgerlige regering har forsøgt sig med at etablere nye studiepladser uden at begrænse optaget i de fire store byer. Det resulterede i, at mange af de nyoprettede pladser blev lukket igen. Dels på grund af at tilstrømningen til byerne blev stort, men særligt fordi vi har faldende ungdomsårgange. En vigtig pointe, som spiller en alt for lille rolle i den offentlige debat.

Så vi ind i en fremtid, hvor vi blev flere unge, var der intet problem i at oprette nye uddannelser uden samtidigt at begrænse optaget andetsteds. Men for første gang i rigtig mange år forholder det sig omvendt. Vi har nemlig faldende årgange. Vi bliver færre unge, hvilket betyder, at hvis vi både vil have flere akademikere, faglærte, lærere og sygeplejersker, så må vi sammen skabe en god fordeling af os unge på forskellige uddannelser.

Læs også

For vi har brug for mange akademikere, men vi har særligt brug for, at flere tager en velfærdsuddannelse eller bliver faglært. Det er afgørende, hvis fremtidens arbejdsmarked skal hænge sammen, særligt hvis vi skal lede og komme i mål den grønne omstilling. 

Holder man disse faktorer for øje, og ser man samtidigt på, at antallet af optagede er steget med 65 procent på universiteterne i de store byer siden 2005, så er det vel kun fornuftigt, at vores universiteter bliver bedt om at udflytte eller begrænse deres optag hen over de næste ti år med fem til ti procent.

Solidaritet mellem unge er afgørende

Vi bliver simpelthen færre unge, og derfor må universiteterne bidrage til, at flere går en anden vej end den akademiske, så uddannelsesbalancen i Danmark ikke skævvrides.

Det betyder ikke, at vi ikke har brug for akademikere. For det har vi i svær grad. Vi, der skriver dette indlæg, er selv universitetsstuderende, og det er afgjort en grundlæggende god udvikling, at antallet af optagede på universiteterne siden 2005 er steget. Vi må blot have øje for helheden. 

For i modsætning til Studenteroprøret22 ønsker vi helt grundlæggende at udbrede muligheden for uddannelse til flere unge. Også til unge der ikke nødvendigvis drømmer om at tage sin uddannelse på stenbroen. Det skal vi som moderne velfærdssamfund kunne rumme.

Det er mildest talt en demokratisk dysfunktionalitet, at debatten om netop ungdommen og uddannelser forplumres af misinformation, polemik og kortsigtet taktik.

Jakob Schrøder, Kasper Stisen og Magnus Sæbye
Hhv. landsformand, lokalformand og medlem, Frit Forum

Derfor er solidaritet med vores generationsfæller på tværs af forskelligheder afgørende. Vi unge er ikke nogen fast og homogen masse, der kan patenteres eller i øvrigt tilskrives nogen specifik uddannelsespolitisk holdning, i modsætning til hvad man foranlediges til at tro af de seneste ugers kritik fra Studenteroprøret22.

Radikale og oprørere forplumrer debatten

Vi unge er forskellige både i vores drømme, ambitioner, bekymringer og udgangspunkter. Heldigvis – for vi har brug for mange perspektiver, professioner og kompetencer i fremtiden.

Og det er mildest talt en demokratisk dysfunktionalitet, at debatten om netop ungdommen og uddannelser forplumres af misinformation, polemik og kortsigtet taktik, som den Studenteroprøret22 og Radikale bedriver, når de påstår at varetage den samlede ungdoms interesser.

Vi mener, at det må være solidaritet med vores medstuderende, synet for balancer og helheder og respekt for faktiske forhold, som eksempelvis faldende årgange, der styrer uddannelsesdebatten og politikken i Danmark. Dette synspunkt kan man så diskutere eller være enig i. Men vores håb er, at vi kan bedrive saglig, konstruktiv og dialogbaseret uddannelsespolitik for fremtiden.

Så kære Studenteroprør22 og Radikale, vil I ikke lægge kortsigtet taktik, snæver interessevaretagelse og strategisk polemik til side, når vi sammen kan skabe en bedre, mere sammenhængende og moderne uddannelsessektor?

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00