Tænketanken DEA: Vi skal tage hånd om forskningens revner

Af Maria Theresa Norn
Analysechef i Tænketanken DEA

For to uger siden bakkede vi i Tænketanken DEA op om et forslag om at uddele en del af den årlige forskningsreserve som flerårige bevillinger.

Det er et godt forslag, fordi det kan bidrage til større bevillingssikkerhed og dermed bedre muligheder for langsigtet strategisk planlægning for vigtige forskningsfinansierende fonde som blandt andre Danmarks Frie Forskningsfond og Innovationsfonden.

Der lader til at være en bredere politisk opbakning til forslaget; næste spørgsmål er derfor, hvordan man i praksis kan realisere forslaget, da forskningsreserven varierer meget i størrelse fra år til år.

Nogle mulige veje frem kunne være at reservere en minimumsandel eller et minimumsbeløb til væsentlige forskningsfinansierende fonde et antal år ud i fremtiden. Fordele og ulemper ved disse modeller bør drøftes nøje, inden politikerne lægger sig fast på en endelig model.

Visioner efterlyses
Men selvom dette forslag er et skridt i en positiv retning mod at skabe bedre vilkår for dansk forskning, er der også behov for at finde syvmilestøvlerne frem. Jeg mener nemlig, at de store forskningspolitiske visioner er svære at få øje på i dagens Danmark.

Efter et årti med store ambitioner i form af øgede investeringer og mange politiske tiltag har forskningsområdet i 2010’erne været præget af politisk nedprioritering og økonomiske nedskæringer.

Maria Theresa Norn
Analysechef i Tænketanken DEA

Efter et årti med store ambitioner i form af øgede investeringer og mange politiske tiltag har forskningsområdet i 2010'erne været præget af politisk nedprioritering og økonomiske nedskæringer.

Så der er bestemt udfordringer at tage fat på. I Tænketanken DEA udgav vi i juni 2017 en "tilstandsrapport" for det danske forskningssystem, som slog fast, at fundamentet under det danske forskningssystem er begyndt at slå alvorlige revner. Lad mig give tre eksempler.

Tre hovedudfordringer
For det første er universiteternes bukser ved at sprække under de mange opgaver og forventninger, som de løbende pålægges. Der er behov for at skærpe den samfundsrolle, universiteterne skal udfylde, så vi skaber bedst mulige vilkår for, at de kan løfte deres vigtigste opgaver, nemlig at udføre grundlagsskabende forskning og levere forskningsbaserede uddannelser.

Det kræver i øvrigt også, at vi forbedrer arbejdsvilkårene for forskere, særligt yngre forskere, så universiteterne fortsat kan fastholde nogle af Danmarks dygtigste talenter og så vi sikrer hensigtsmæssige rammer for den forskning og undervisning, disse talenter skal levere.

For det andet er forskningsmidler reelt ved at blive en mangelvare i dele af den offentlige forskningssektor. Derfor er det vigtigt, at vi for eksempel arbejder sammen om at hæve succesraterne på konkurrenceudsatte offentlige forskningsmidler.

Universiteterne skal også i samarbejde med andre aktører i forskningssystemet arbejde for at frigøre nogle af de basismidler, der i dag bindes af den voksende portefølje af politisk pålagte opgaver og til at dække medfinansiering og andre omkostninger i forbindelse med den stigende andel af eksterne midler, som forskningen er blevet afhængig af.

For det tredje er der brug for, at vi gør op med den uheldige tendens i det politiske system til at overfokusere på de kortsigtede, målbare effekter af investeringer i forskning og af universiteternes samspil med det omgivende samfund. Ellers risikerer vi at undervurdere og endda underminere den langt vigtigere indirekte og langsigtede værdiskabelse fra investeringer i grundlagsskabende forskning og uddannelsen af universitetsdimittender.

Så vi skal videre med den konkrete udmøntning af uddelingen af forskningsreserven over en flerårig periode.

Men vi skal også tage hånd om disse revner, hvis dansk forskning også i fremtiden skal kunne opretholde den stærke internationale position, den har i dag, og dermed fortsat bidrage til grundlaget for innovation, vækst og velstand i Danmark.