Unge forskere til politikere: Drop BNP som målestok for forskningsmidler

DEBAT: Så længe forskningsmidler er bundet op på at være en procent af BNP, vil kriser betyde, at forskningsinvesteringerne falder. Der skal gøres op med BNP-metoden, mener en række forskere.

Af medlemmer af Det Unge Akademi, Videnskabernes Selskab
Se alle afsenderne på debatindlægget i dokumentationsboks til højre

Skal udviklingen i Danmarks bruttonationalprodukt (BNP) virkelig bestemme, om vi kan få det vidensberedskab, der kan klare fremtidens kriser?

Er det finanskriser og pandemier, der skal diktere, hvor hårdt vi skal rammes af næste krise og de store økonomiske tab, der følger kriserne?

Er det nu, vi skal spare milliarder af kroner?

Eller skal vi i fællesskab beslutte, at vi fastholder forskning, der gør, at vi kan forstå og reagere bedre på den næste krise og minimere de markante effekter, kriserne kan have på vores hverdag, helbred og økonomi?

Det absurde nulsumspil
Sagen er nemlig den, at offentlig dansk forskning står over for en nedskæring på milliarder som en direkte følge af Coronakrisen. Dette skyldes, at de offentlige investeringer i universiteter, forskere og forskning i Danmark er dikteret af BNP.

Den fælleseuropæiske Barcelona-målsætning opfordrer medlemslandene til at investere tre procent af deres BNP i forskning og udvikling, inklusiv forskning udført i privat regi på for eksempel virksomheder.

Desværre har det i Danmark mere karakter af et loft end en bund for offentlige investeringer i forskning.

Skiftende regeringer har fastholdt, at Danmarks offentlige investering i forskning fast udgør en procent af BNP. Situationen omkring den offentlige forskningsbevilling er politisk fastlåst.

Det medfører følgende absurde nulsumsspil: Når EU investerer i dansk videnskab, modregnes det i den offentlige danske investering, således at vi som nation stadig kun bruger den fastsatte en procent på forskning. Også selvom en del af den ene procent faktisk kommer fra EU.

I en periode med vækst er det problematisk, at de internationale forskningsmidler modregnes det offentlige bidrag til dansk forskning.

I en krise som denne er den fastlåste tilgang katastrofal. Tilgangen har nemlig den konsekvens, at når BNP falder, falder den offentlige investering i forskning også automatisk.

BNP fald giver nedskæringer
I kølvandet på Corona-pandemien bør det være klart for alle, at et stærkt vidensberedskab er nødvendigt. Og finanskrisen har vist os, at det er forskning og innovation, der skal bringe os på ret køl igen. Vi ved desuden, at vi i krisetider uddanner os i en ekstraordinær grad.

Alle tre faktorer - et stærkere vidensberedskab, mere forskning og flere studerende - kræver ressourcer på vores vidensinstitutioner. Og grundet de mange studerende er det især på universiteter og i uddannelsessektoren, der kommer til at mangle ressourcer efter en krise.

Dette behov står i modsætning til en politik, hvor denne sammenkædning mellem BNP og offentlig investering vil betyde en drastisk nedskæring.

Ved det fald i BNP på seks procent, som er forventeligt som følge af Corona-nedlukningen, vil besparelsen være på næsten 1,4 milliarder.

Det vil simpelthen være det værst tænkelige tidspunkt at fjerne disse midler fra det offentlige forskningsbudget, som vil ramme hjørnestenen i vores vidensberedskab, universiteterne, særligt hårdt.

Derfor finder vi det åbenlyst problematisk at benytte en procentsats af BNP som investerings-maksimum. Barcelona-målsætningen var oprindeligt tænkt som et minimum, således at alle EU-lande prioriterede forskning i tilstrækkelig grad.

I Danmark er det kun gået den anden vej efter målsætningen er sat til en procent af offentlige investeringer, og det er således blevet et besparelses-værktøj i finansministeriet.

Før Coronakrisen kunne anker mod BNP-grænsen affejes som et krav om flere penge fra de verdensfjerne forskere. Sidder man i finansministeriet, rejses der jo krav om flere midler fra alle sektorer, og der skal prioriteres hårdt.

Men efter Coronakrisen og med udsigt til en voldsom reduktion i BNP er det blevet alvor for forskningen.

Vil afføde konsekvenser
Sektoren kan ikke beskæres mere uden konsekvenser, og derfor skal der gøres op med ‘BNP-metoden’ til fastsættelse af samfundets investering i videnskab, når BNP falder.

Det vil ikke kunne forsvares, hvis universiteterne i denne krisesituation skal spare voldsomt, når det er nu, vi har allermest brug for dem.

Hvis der ikke sker en politisk holdningsændring, mister vi ikke alene en stor del af det nuværende vidensberedskab på grund af besparelser, vi skærer også dybt i vores videnssamfund.

Det betyder, at der ikke er råd til at give alle de kommende studerende den bedst mulige uddannelse, at der bliver færre forskere i fremtidens Danmark, og at vi mister en del af den viden, vi har brugt årtier på at opbygge, og at vi i værste fald ender med en tabt generation på universiteterne. 

Forrige artikel DEA: Vi skal debattere prioriteringen af videregående efteruddannelse DEA: Vi skal debattere prioriteringen af videregående efteruddannelse Næste artikel RUC: Vi skal bruge coronakrisen til at udvikle nye samfundsløsninger RUC: Vi skal bruge coronakrisen til at udvikle nye samfundsløsninger
Rapport: Manglende ligestilling på uddannelser kan skade kvaliteten

Rapport: Manglende ligestilling på uddannelser kan skade kvaliteten

BALANCE: I en ny udgivelse har Danmarks Akkrediteringsinstitution indsamlet erfaringer om køn, kønsbalancer og ligestilling fra uddannelsesinstitutioner i ind- og udland. Institutionen finder, at ubalance i kønsfordelingen på uddannelser giver ringere kvalitet og problemer med at forsyne arbejdsmarkedet med færdiguddannede.