Vi kalder det autisme og adhd – men ofte handler det om opdragelse

Lad mig starte med at deklarere, at jeg udmærket ved, hvad det vil sige at have brug for at få en diagnose.

Min plejelillesøster har autisme, mental retardering og tendenser til psykose. Min plejelillebror har svær adhd og får medicin for at klare hverdagen.

Begge blev diagnosticeret tidligt. Og der er ingen tvivl: Diagnoserne, medicinen og de tilhørende tilbud har været afgørende for deres livskvalitet.

Alligevel må jeg hejse et flag over den voldsomme stigning i antallet af børn og unge, som i dag får en diagnose.

På ti år er autisme steget med 117 procent blandt børn og unge. Adhd med 84 procent. I dag går knap syv procent af eleverne i specialtilbud. 

Politikerne har et ansvar, for i dag er en diagnose ofte adgangsbilletten til støtte i skolen.

Katrine Evelyn Jensen

De står alene for næsten 27 procent af folkeskolens samlede udgifter. Hvis udviklingen fortsætter, kan man selv regne ud, hvor vi står i 2035. Det er bekymrende.

Særligt fordi forskere peger på, at det ikke er, fordi der er flere i dag, som har symptomer på autisme eller adhd, men tærsklen for at få en diagnose er derimod blevet markant lavere.

De ser forældre, som kæmper en hård kamp for at få en diagnose til deres barn, nogle gange på trods af fagpersoners vurderinger. Koste hvad det vil.

Flere søger udredning i det private, og nogen gennemgår to eller tre udredningsforløb for at få det svar, de ønsker. Der er mange forklaringer på denne udvikling.

Politikerne har et ansvar, for i dag er en diagnose ofte adgangsbilletten til støtte i skolen og de rettigheder, som blandt andet inklusionsloven giver.

Men vi er også nødt til at spørge: Har vi nogle forældre, der higer efter at give deres barn en bogstavkombination, fordi de selv har svært ved at opdrage, sætte grænser og finde ro i, at modenhed kan tage tid?

Forskere fra både Danmark og Sverige peger på, at mange i dag bliver diagnosticeret i teenageårene – en periode, som vi alle ved, kan være svær nok i selv.

Samtidig ser de en del voksne, som er meget kede af den diagnose, de fik i deres ungdom. De bliver begrænset og føler ikke længere, at den passer til dem.

Vi skal huske på, at en diagnose oftest er en livslang følgesvend, man ikke bare kan komme af med igen. Flere erhverv – for eksempel som politibetjent eller i transportbranchen – er lukket for personer med psykiske diagnoser. Det kan samtidig være sværere at få et kørekort eller gå i fertilitetsbehandling med sin kæreste.

Hvert år bliver cirka 6.000 personer under 40 år tilkendt en førtidspension. Primært på grund af psykiske lidelser. Det er ret vildt.

Med det sender vi som samfund et signal om, at vi ikke tror på, at de nogensinde kan få det bedre eller blive i stand til på den ene eller anden måde at indgå i et arbejdsfællesskab. Er det virkelig det, vi vil? 

Samtidig fortæller lærere om en hverdag, hvor de skal håndtere en lang række individuelle hensyn i en almindelig klasse. Én elev skal skærmes, en anden har støjreducerende høretelefoner, og en tredje sidder ude på gangen og tegner.

Vi skal huske på, at en diagnose oftest er en livslang følgesvend, man ikke bare kan komme af med igen.

Katrine Evelyn Jensen

Ifølge Vive har 23 procent af eleverne i den almene skole behov for særlig støtte – oveni de syv procent i specialtilbud.

Kommunernes budgetter er under massivt pres, fordi udgifterne til det specialiserede område stiger år for år.

Samtidig peger forskere på, at det i stigende grad er velfungerende mennesker, der søger og får en diagnose. De har bekymringer og problemer, men er ellers velfungerende.

Vi er nødt til at stille os selv spørgsmålet: Er vi for mange, der presser systemet, så de allermest udsatte ikke får den hjælp, de har brug for, mens ressourcerne til almenområdet svinder år for år? Noget kunne tyde på det.

Dette indlæg har ikke til formål at udskamme dem, der søger hjælp. Men vi må også erkende, at tingene er ved at løbe løbsk og tage debatten om det.

En ting er penge og budgetter. Noget andet er på det helt almenmenneskelige plan, hvor normalitetens sti bliver smallere og smallere. Det bliver vi fattigere af som samfund.