Bliv abonnent
Annonce
Debat

S-ordfører til Pelle Dragsted: Din analyse er mærkværdig. Fremtiden kræver en stram rød udlændingepolitik

Det er blevet tydeligere for flere og flere socialdemokrater i hele Skandinavien, at nogenlunde kulturel homogenitet er en forudsætning for den sociale sammenhængskraft, som danner grundlag for socialdemokratiske velfærdsstater, skriver Frederik Vad.
Det er blevet tydeligere for flere og flere socialdemokrater i hele Skandinavien, at nogenlunde kulturel homogenitet er en forudsætning for den sociale sammenhængskraft, som danner grundlag for socialdemokratiske velfærdsstater, skriver Frederik Vad.Foto: Asger Ladefoged/Ritzau Scanpix

Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Jeg læste med stor interesse Pelle Dragsted mærkværdige analyse af, hvorfor det seneste valgresultat i Norge – hvor Arbejderpartiets koalition vandt – og de seneste meningsmålinger i Danmark og Sverige – hvor det svenske socialdemokrati står stærkere end det danske – er et argument imod det danske socialdemokratis stramme udlændingepolitik.

Logikken er følgende: Fordi udlændingepolitikken ikke var hovedemnet ved det norske valg, og fordi det svenske socialdemokrati er større i målingerne end det danske (surprise), så viser det, at Socialdemokratiet i Danmark er på vildspor i udlændingespørgsmålet.

Analysen er interessant i den forstand, at den er uhyre original. Det er ikke rigtig lykkedes mig at finde andre, som abonnerer på Dragsteds påstand, bevisførelse og konklusion. Måske fordi det ikke giver mening uden for Enhedslistens gruppeværelse.

Læs også

Dragsted får konstant nye forbilleder

Først og fremmest er det ejendommeligt, hvordan Pelle Dragsted og Enhedslisten konstant skifter deres politiske forbilleder ud.

For år tilbage var det Labours Jeremy Corbyn, som Socialdemokratiet i Danmark skulle lære af. For os til venstre for midten var han en "gave", der "beviser, at venstrefløjen sagtens kan sejre på solidaritetens og retfærdighedens dagsorden". Hans meritter var også "alt andet end en tabers" i Dragsteds optik.

Det fortsatte cirka indtil Labour i 2019 – med Jeremy Corbyn i spidsen – leverede det laveste antal mandater til Labour ved et parlamentsvalg siden 1935. På det bagtæppe blev Jeremy Corbyn i øvrigt smidt ud af Labour på grund af sin rystende håndtering af den interne antisemitisme. Siden er danske socialdemokrater ikke rigtig blevet taget i Corbyn-skole af Enhedslisten. Foredraget fik en ende.

Det er ejendommeligt, hvordan Pelle Dragsted og Enhedslisten konstant skifter deres politiske forbilleder ud.

Frederik Vad (S)
Udlændinge- og integrationsordfører

Man kunne også nævne Pablo Iglesias fra Podemos i Spanien, som engang var ham centrum-venstre skulle lære af ifølge Pelle Dragsted og Enhedslisten. Nu kan jeg så forstå på Pelle Dragsteds nye analyse, at det er den socialdemokratiske statsminister Pedro Sanchez, som er forbilledet nu.

Ligesom Bernie Sanders ifølge Enhedslisten er svaret på MAGA-fremmarchen i USA. Og hvis man stilfærdigt påpeger, hvordan magten i Det Hvide Hus, Kongressen og Højesteret reelt ser ud, peger Enhedslisten på den kommende socialistiske borgmester i New York. Det er sådan set rigtigt nok – ligesom SPD har borgmesterposten i Hamborg, og Radikale har den på Fanø. 

Pointen er, at man til alle tider kan finde en plet på verdenskortet, som beviser man har ret. Helt afkoblet fra de generelle politiske tendenser i øvrigt.

Læs også

Norge og Sverige nærmer sig Danmark

Når Pelle Dragsted bruger socialdemokratiernes størrelse i Norge og Sverige som argument mod det danske socialdemokratis udlændingepolitiske position, overser han, at der altid historisk har været en størrelsesforskel mellem de tre partier.

Skruer man tiden tilbage har Socialdemokratiet i Sverige ligget på 45-50 procent af stemmerne, Arbejderpartiet i Norge på 40-45 procent af stemmerne og Socialdemokratiet i Danmark på 35-40 procent af stemmerne.

Fra 2002 til 2022 skrumpede Socialdemokratiet i Sverige fra knap 40 procent til cirka 30 procent. De sidste 15 år er Arbejderpartiet i Norge gået fra over 35 procent til senest 28 procent.

Herhjemme sad Socialdemokratiet i 2001 på lidt over 29 procent af stemmerne, og har så siden ligget på omkring 25 procent af stemmerne. Ved sidste folketingsvalg i 2022 fik vi 27,5 procent af stemmerne og dermed vores næstbedste valgresultat i det 21. århundrede.

Det giver derfor ikke rigtig mening at bruge styrkeforholdet mellem de tre partier som argument i diskussionen om udlændingepolitik.

Selvfølgelig ser det norske, svenske og danske socialdemokrati forskelligt på udlændingepolitikken.

Frederik Vad (S)
Udlændinge- og integrationsordfører

Helt mærkeligt bliver det, når Pelle Dragsted bruger aktuelle meningsmålinger i Sverige og Danmark som bevis for, at danskerne fravælger Socialdemokratiets udlændingepolitik, og svenskerne tilvælger det svenske socialdemokratis udlændingepolitik.

Havde vi socialdemokrater en anden udlændingepolitik, da vi fik 27,5 procent af stemmerne ved valget i 2022? Eller havde vi en anden udlændingepolitik, da vi under den første coronabølge fik 35 procent i en meningsmåling? Nej, vi har grundlæggende haft den samme udlændingepolitik i små ti år.

Selvfølgelig ser de skandinaviske socialdemokratier forskelligt på udlændingepolitikken. Sådan har det været de sidste 30 år. Men aldrig har Norge og Sverige ligget tættere på den danske linje, end de gør i dag.

Når det gælder kriminalitetsbekæmpelse, straffe, kontrol med tilstrømningen, opgør med klankultur med videre, er der sket et stort ryk i både Sverige og Norge de sidste fem-ti år.

Det er blevet tydeligere for flere og flere socialdemokrater i hele Skandinavien, at nogenlunde kulturel homogenitet er en forudsætning for den sociale sammenhængskraft, som danner grundlag for socialdemokratiske velfærdsstater.

Læs også

Vi har et problem med én bestemt kultur

Måske er vi bare uenige om, hvad der er god centrum-venstre politik på udlændingeområdet? Måske handler det ikke om strategi, kapløb med Dansk Folkeparti eller kynisk magtspil.

Måske har vi socialdemokrater en politisk analyse af, hvad der skal til for at bevare og udvikle et socialdemokratisk velfærdssamfund i en global virkelighed, hvor enklave-samfund truer med at tage over for sammenhængende nationalstater. Alt sammen noget der ødelægger solidariteten mellem mennesker, den sociale mobilitet og tilliden til kollektive løsninger.

Når Pelle Dragsted fremstiller mine ord om den tredje erkendelse som noget farligt, skyder han forbi målet. Hverken jeg eller andre har skåret alle med muslimsk baggrund over en kam.

Når Pelle Dragsted fremstiller mine ord om den tredje erkendelse som noget farligt, skyder han forbi målet.

Frederik Vad (S)
Udlændinge- og integrationsordfører

Budskabet er til gengæld, at vi desværre kan se, at integrationspolitikken er slået fejl for alt for mange.

Offentligt ansatte tager mellemøstlig æreskultur med sig på arbejde. Det er dokumenteret af Nationalt Center mod Æresrelaterede Konflikter (MÆRK) før sommerferien. Kommissionen for den glemte kvindekamp satte i foråret fokus på problemet i deres rapport. Og senest er en fynsk politibetjent blevet taget i at bruge sin position til at forfølge ofre for social kontrol.

Jeg synes, at Pelle Dragsted og Enhedslisten skulle undersøge, hvilken kultur der dominerer og går igen på krisecentrene, på anklagebænkene, i fængslerne, på overførselsindkomsterne og i statistikkerne for personfarlig kriminalitet. Gerne renset for socioøkonomi.

Her vil Pelle & Co. kunne se, at vi har et problem med én bestemt kultur. Og vejen til frihed, lighed, solidaritet og sammenhængskraft for alle mennesker går netop gennem bekæmpelsen af denne kultur.

Hvis centrum-venstre ikke forstår det, så er det slut med velfærdssamfundet.

Læs også

Annonce
Annonce
IconNyeste job
Vis alle

Annonce
Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Vi tror på politik
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40redaktionen@altinget.dkCVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2026