Adam Holm: IS-leders død gør ikke verden til et fredeligere sted

Kommentar: Der er ingen grund til at græde over den dræbte leder af Islamisk Stat. Han fik sin bekomst. Problemet er, hvad vi skal gøre med de andre islamister: skyde dem som hunde eller forfølge dem med retsstatsprincipper, skriver Adam Holm.

Det var formentlig de færreste på vores breddegrader, der fældede en tåre, da det søndag stod klart, at lederen af Islamisk Stat, Abu Bakr al-Baghdadi, var blevet slået ihjel i en amerikansk aktion i Idlib-provinsen i det nordlige Syrien.

Selvom man principielt ikke bør fryde sig over et andet menneskes død, er det svært at mobilisere medfølelse for al-Baghdadi. En mand, som i flammetaler opfordrede sine tilhængere til at drukne de vantro i blod, måtte regne med at blive offer for sin egen voldslogik. Når man lever ved sværdet, kan man også blive fældet af dets klinge.

Blot til repetition: Abu Bakr al-Baghdadi stod i spidsen for et rædselsregimente, som præsenterede verden for bestialske henrettelser, tortur, gidseltagninger, forfølgelse af religiøse mindretal, organiserede voldtægter, ødelæggelse af før-islamisk kulturarv etc. Han havde titusindvis af menneskers skæbne på sin samvittighed, hvis ellers han besad en sådan.

Som den anerkendte libanesisk-amerikanske mellemøstenforsker Fawaz Gerges skriver i sin bog 'Isis. A History' (2016) havde al-Baghdadi et manikæisk verdensbillede: hvid eller sort, godt eller skidt, islam eller vantro. Hans religiøse dogmatik var endda så streng, at andre yderligtgående sunnimuslimske grupper, for eksempel den al-Qaeda-relaterede al-Nusra Front og Taleban i Afghanistan, kom i skudlinjen for afvigelse fra den rette lære.

Al-Baghdadis teologiske tænkning var ifølge Gerges berøvet nogle af de etiske principper, som ellers er indlejret i islam. Han fokuserede alene på ekstrem brutalitet og krigsførelse. Selv blandt erfarne jihadister havde al-Baghdadi ry for at være særligt skånselsløs. Det var hans adelsmærke og samtidig hans strategi til at sprede skræk og rædsel.

Nu er dødstjernen slukket, men det er endnu for tidligt at glæde sig. Islamisk Stat er som søuhyret Hydra fra den græske mytologi: Hug et hoved af, og to nye vokser frem.

Præsident Trump, som ikke undlod at fortælle i detaljer om, hvor ynkelig og klynkende terroristen angiveligt havde optrådt i sine sidste levende minutter, kunne ellers stolt erklære, at "verden bliver et mere fredeligt sted uden al-Baghdadi".

Det er tilladt at tvivle. Blev verden måske fredeligere, efter amerikanerne fik ram på Osama bin Laden i 2011? Gik den militante islamisme i sig selv efter at hjernen bag '9/11' var sat ud af spillet?

Svaret er enkelt: nej. Og sådan tyder alt også på, at det vil gå med de tilbageværende lommer af Islamisk Stat. Amerikanske efterretningskilder har ifølge den britiske avis The Guardian dokumenteret, at Islamisk Stat siden 2017 i højere grad opererer decentralt og i små celler hver med sin leder. Det gør deres lokale kamp langt mere effektiv og mobil, sådan som en serie af grusomme eksempler fra blandt andet Afghanistan, Irak, Syrien, Libyen og Sri Lanka vidner om.

Mange husker formentlig daværende præsident George W. Bushs herostratisk berømte tale i foråret 2003, hvor han ombord på hangarskibet USS Abraham Lincoln hyldede nedkæmpelse af Saddam Husseins hær i Irak og oprømt slog fast: "Mission accomplished!".

Det skulle vise sig, at missionen var alt andet end tilendebragt. De følgende år blev langt voldsommere for både de amerikanske styrker og for den irakiske civilbefolkning end selve invasionen.

Al-Baghdadi, som i foråret 2003 var studerende og levede under sit fulde navn, Ibrahim bin Awwad Ibrahim Ali al-Badri al-Samarrai, blev vakt til modstand mod 'de vantro' og tog sit senere berygtede nom de guerre under indtryk af det kaos, som blev hverdagen i det meste af Irak.

Når Trump stiller sig op med vanlig skråsikker mine og bedyrer, at verden bliver mere sikker uden al-Baghdadi, er det nødvendigt at minde om, at netop han har gjort sit til, at den region, hvor Islamisk Stat for en stund havde magten, igen er præget af uro og krig.

Det var Trump, som for to uger siden gav grønt lys til, at Tyrkiet kunne sætte sin offensiv i værk imod kurderne i det nordlige Syrien, i øvrigt assistereret af syrisk-arabiske lejesoldater, der for manges vedkommende har kæmpet under Islamisk Stats faner.

Al-Baghdadis død betyder formentlig kun endnu mere død i Mellemøsten, og hvem ved, måske også på vores breddegrader, sådan som vi oplevede med terrorangrebene i blandt andet Paris, Nice og Bruxelles.

Og Trump? Gæt selv. Araberne, kurderne og tyrkerne kan få lov at slås videre i det, han hånligt kalder "den store sandkasse". Trump er åbenlyst ligeglad med deres skæbne, sådan som hans nylige svigt af de kurdiske allierede med sørgelig tydelighed minder os om.

Trump, det i egen selvforståelse 'stabile geni', skulle blot sikre sig en propagandasejr med al-Baghdadis død, som han omhyggeligt understregede var større og vigtigere end Osama bin Ladens død.

Den amerikanske aktion er isoleret betragtet en succes. Folkemorderen al-Baghdadi fik sin bekomst, men i det store billede ændrer aktionen ikke noget til det bedre. Snarere tværtimod. USA har trukket sig fra sit engagement i Syrien, og der er ikke andre vestlige initiativer for at imødegå de militante islamisters fortsatte trussel.  

Hvad skal vi fra vestlig side gøre med de nuværende og frafaldne tilhængere af Islamisk Stat, som befinder sig i Nordsyrien? Skal de forfølges af specialstyrker og skydes ned "som hunde", for at bruge Trumps udtryk? Eller skal vi betinge os på de retsstatsprincipper, vi troligt fremhæver i skåltaler?

Trump synes komplet uvidende om, at Mellemøstens problemer før eller siden rammer os i Vesten; jo mere vi tramper ned, skyder og bomber, jo mere får vi igen.

Abu Bakr al-Baghdadi formanede sine fanatiske disciple til at handle efter princippet om øje for øje, tand for tand. Sådan tænker også manden i Det Hvide Hus. Se bare, hvor det har bragt os hen.

-----

Adam Holm, (f. 1969), ph.d. i historie og journalist, tidl. Deadline på DR2. I dag tilknyttet blandt andet P1 og Berlingske. Udgav i 2017 bøgerne ’Endestation Europa’ og ’En by i krig. Scener og skæbner fra Damaskus’.

Forrige artikel Vedby: Der kommer ikke meget udenrigspolitik ud fra Mette Frederiksens dagligstue Vedby: Der kommer ikke meget udenrigspolitik ud fra Mette Frederiksens dagligstue