Afghanistan-veteran: Det er dybt hyklerisk, når særligt to politikere fordømmer Trumps hån af vores soldater

Stilheden er ikke tilfældig

Der er et snigende hykleri i den måde, det danske folketing reagerer på: Politikere kan uden risiko hylde veteraner og fordømme Trump på sociale medier. Men når den samme moralske indignation skal omsættes til noget, der gør ondt politisk – til åbenhed om egne beslutninger – så bliver der stille. Bumstille.

Og den stilhed er ikke tilfældig. Den fremstår som et selvstændigt, velovervejet valg.

For hvis man virkelig mener, at Afghanistan-indsatsen og veteranerne var så vigtige, at vi skylder soldaterne og de efterladte mere end ceremonier og opslag på sociale medier, så skylder vi også det mest centrale: at få sandheden frem om, hvordan vi traf beslutningerne.

Det er præcis dét, Afghanistan-udredningen skulle levere.

I 2021 bad et bredt flertal i Folketinget Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS) om at lave en uvildig historisk udredning af Danmarks militære og civile indsats i Afghanistan 2001–2021.

Kommissoriet var ikke uklart. Udredningen skulle indeholde to dele. Den ene skulle redegøre for, hvordan Taliban på ganske kort tid kunne overtage magten i Afghanistan. Den anden – og mest interessante – skulle dække hele perioden og belyse grundlaget for de centrale politiske beslutninger, herunder hvordan erfaringer og effekter undervejs blev inddraget i beslutningsgrundlaget.

Man kan ikke kalde Trumps udtalelser for et anslag mod sandheden, mens man selv holder sandheden tilbage.

Morten Kromann
Afghanistan-veteran

Pointen var læring til næste gang, Danmark presses ind i en krig. Det var det, man bestilte. Og det er præcis det, man nu undviger.

Første del udkom godt nok i november 2024 og handlede om, hvordan Taliban kunne genvinde magten i 2021. Den del var nødvendig. Men den gjorde også noget meget ubehageligt tydeligt: at 20 års indsats kollapsede på få uger, og at de afghanske institutioner, vi havde investeret i, viste sig at være langt mere skrøbelige, end vi havde bildt hinanden ind.

Anden del er den, der risikerer at gøre ondt på Christiansborg.

Det er den del, der gennemgår de centrale danske politiske beslutninger. Hvad der blev sagt. Hvad der blev vurderet. Hvilke hensyn der reelt blev taget. Hvor meget alliance-argumentet fyldte. Hvad politikerne vidste – og hvornår.

Og det er måske netop derfor, den ikke er kommet frem.

Et anslag mod sandheden

DIIS oplyser selv, at det faglige arbejde med anden del blev færdiggjort ved udgangen af februar 2025, men at udgivelsen afventer processen om dokumentanvendelse og afklassificering, fordi udredningen bygger på materiale, som kræver særlig godkendelse – herunder optegnelser fra Udenrigspolitisk Nævn, som er fortrolige i 30 år, medmindre Folketingets ledelse giver samtykke.

Det betyder, at politikerne i dag står og fordømmer Trumps historieløshed – samtidig med at de selv sidder på nøglen til den udredning, der skal fortælle, hvad Danmark faktisk gjorde i Afghanistan, og hvorfor.

Det er her, hykleriet bliver synligt – og ironien for tyk.

Hvis man kan mærke smerten og vreden på vegne af veteraner og efterladte, kan man ikke samtidig acceptere, at den politiske proces bag krigen forbliver tåget.

Morten Kromann
Afghanistan-veteran

For man kan ikke på én gang kræve respekt for veteraner og samtidig acceptere, at Folketingets egne procedurer og ansvarsplaceringer medvirker til, at den del af udredningen, der handler om politikerne selv, fortsat ikke kan offentliggøres.

Man kan ikke skrive varme ord om dem, vi sendte afsted, og samtidig være ligeglad med, om vi som demokrati nogensinde får et ordentligt, dokumenteret svar på, hvordan krigen blev til dansk politik.

Og man kan ikke kalde Trumps udtalelser for et anslag mod sandheden, mens man selv holder sandheden tilbage.

Troels Lund har et særligt ansvar

Forsvarsministeren har et særligt ansvar – også fordi han ikke kun er minister, men vicestatsminister og formand i et regeringsparti.

Troels Lund Poulsen siger i Altinget, at Trumps udtalelser gør ham "ked af det". Ikke mindst på grund af familierne til de veteraner, der "har betalt den allerhøjeste pris", og de mange som stadig kæmper med PTSD og andre alvorlige følger.

Han siger også, at Danmark stod "de allersværeste steder" sammen med amerikanerne – især i Afghanistan – og at vi altid skal være "dybt taknemmelige" for indsatsen.

Det er ord, der forpligter. Og jeg kan love ministeren, at han ikke er alene om at være ked af det.

Det klinger hult, når Christiansborg poster ord om respekt og taknemmelighed, mens ingen bruger deres reelle magt til at sikre, at anden del af DIIS-udredningen faktisk udkommer.

Morten Kromann
Afghanistan-veteran

For hvis man kan mærke smerten og vreden på vegne af veteraner og efterladte, kan man ikke samtidig acceptere, at den politiske proces bag krigen forbliver tåget.

Hvis man vil hædre soldaternes mod, må man også kunne stå på mål for de beslutninger, der sendte dem afsted. Hvis man mener, at Trumps hån er et moralsk overgreb, må man ikke lade den danske del af historien ende ved håndvasken.

Det kræver ikke flere opslag. Det kræver pres.

Og det pres bør komme fra regeringen. Fra forsvarsministeren. Fra partiledere, der lige nu står på skift og fortæller veteranerne, at de gjorde alt rigtigt – men som ikke bruger deres politiske vægt til at sikre, at udredningen faktisk bliver offentliggjort i den form, den var bestilt: fuld, åben og uden politisk filtrering.

Det handler ikke om Trump

Som Folketingets formand indtager Søren Gade en central, men samtidig uklart afgrænset rolle i processen.

Han var forsvarsminister i årene 2004–2010, hvor Danmark deltog i nogle af krigens mest intensive og tabstunge faser. I dag er han formand for Folketinget og dermed også for Præsidiet, som efter gældende ordninger udgør et afgørende led i den samlede beslutningskæde om, hvorvidt forskerne kan anvende og offentliggøre materiale fra Udenrigspolitisk Nævn – også selv om sagen aktuelt formelt behandles dér.

Med andre ord: Den samme politiske generation, der traf beslutningerne, har nu hånden på håndtaget til den udredning, der skal beskrive dem.

Samtidig beretter kilder om en praksis, som bør få alle alarmklokker til at ringe: Angiveligt planlægger man at sende alle citater fra udredningen i høring hos de politikere, der citeres.

Det kan lyde rimeligt, hvis man ikke tænker sig om. Men udredningen dækker 20 år. Der kan være mange citater. Det kan tage lang tid. Og hvad sker der, hvis blot én politiker siger nej? Skal DIIS så bøje nakken? Omskrive? Udvande? Skære væk?

Hvis Folketinget mener, at Trumps hån er utilgivelig, må det også vise sig i handling.

Morten Kromann
Afghanistan-veteran

Selvfølgelig kan der være oplysninger i materialet, som ikke kan offentliggøres ordret – af hensyn til statens sikkerhed, rigets forsvar eller udenrigspolitiske interesser. Men det er netop derfor, vi har procedurer og faglige instanser til at afklare det: sikkerhedsvurderinger, afklassificering og nødvendig anonymisering. Det kræver kompetente embedsmænd og sagkyndige – ikke at hver enkelt politiker får rollen som medredaktør på en uvildig udredning om dem selv.

For hvis høring af politikerne bliver den valgte modellen, underminerer man ikke bare udgivelsen. Man underminerer den videnskabelige troværdighed i hele projektet. For en "uvildig historisk udredning" er ikke uvildig, hvis den afhænger af samtykke fra dem, den undersøger.

Det er præcis her, det ikke længere handler om Trump, men om Danmark.

Det mest respektløse

Trumps udtalelser gør én ting krystalklar: Den alliancefortælling, der bar Afghanistan i så mange år, bliver i dag behandlet som en fodnote i Washington. Politikerne kan kalde det fornærmeligt – og det er det – men de kan ikke bruge det som røgslør.

For hvis allianceargumentet fyldte så meget dengang, at vi sendte soldater afsted igen og igen, skylder vi at få dokumenteret, hvor meget det fyldte.

Ikke som myte. Ikke som efterrationalisering. Men som politisk proces.

Og det er netop dét, anden del af DIIS-udredningen skal vise.

Derfor klinger det hult, når Christiansborg poster ord om respekt og taknemmelighed, mens ingen bruger deres reelle magt til at sikre, at anden del af DIIS-udredningen faktisk udkommer.

Hvis veteranerne fortjener respekt, gør demokratiet det også. For det mest respektløse ved en krig er ikke, at den blev ført – men at den aldrig bliver gjort op i ansvar.

Så hvis Folketinget mener, at Trumps hån er utilgivelig, må det også vise sig i handling. Det kræver, at Folketingets ledelse og de involverede udvalg får afklaret ansvarsforholdene, tager stilling til offentliggørelsen – og sikrer, at anden del af udredningen faktisk kan færdiggøres og udkomme.