Ali Aminali: Har Paludan tvunget minoritetsetniske danskere til at forholde sig til ytringsfrihed? 

Lige så snart vi troede, at Rasmus Paludans klovnebus var glemt og forsvundet ud af vores bevidsthed, dukkede den op på den anden side af sundet.

Mens størstedelen af os danskere var i færd med at gemme chokoladeæg, tale om påskeharen og gå i kirke, besluttede Rasmus Paludan, lederen for Stram Kurs, at demonstrere og brænde koranen af i forskellige forstæder i Sverige.

Det var selvfølgelig ikke hvilke som helst forstæder, men områder, hvor en stor procentdel af beboerne er fra Mellemøsten og har muslimsk baggrund. Resultatet blev optøjer, angreb på politi, brandstiftelse og reelt kaos. Men det kender vi i Danmark. Ikke i samme skala, men vi har også haft vores oplevelser af klovnebussen og Rasmus Paludans “brænd koranen”-provokationer.

Vi kan alle sammen huske optøjerne på Nørrebro, I Gellerup og andre hændelser, efter de demonstrationer, Stram Kurs afholdte for et par år siden. Men det, jeg kan huske allerbedst, er ikke optøjerne eller koranafbrændingen. Det er derimod den ytringsfrihedsdebat, der startede på baggrund af demonstrationerne i Danmark.

For mig var det interessant at følge, fordi jeg oplevede debatten i to forskellige miljøer. Både den debat, der foregik i majoritetssamfundet og den, der udspillede sig i det minoritetsetniske miljø. For der skete meget mere end afbrændinger og stenkast. Det virkede som om, at vi som samfund lærte noget af Paludans mærkværdige stunts. Det er også en udvikling, Thomas Hoffmann, professor i islamiske studier, KU, og Jakob v. H. Holtermann, lektor i retsfilosofi, KU påpeger i en kronik i Berlingske og som Thomas uddyber i mit program Alis Fædreland. Men der er noget som Thomas, Jakob og andre måske tager for givet. 

Lad mig prøve at forklare: Mens ytringsfrihedsdebatten og diskussionen om blasfemiparagraffen kørte for fuld blus, begyndte der også at være samtaler i de udsatte områder. Samtaler om at forsvare islams ære, om at vise sin modstand mod det racistiske samfund, og om hvordan man endnu engang var vidne til politiets beskyttelse af racister.

Mens majoritetssamfundet tog fat i ytringsfrihedssamtalen, så har det haft den modsatte effekt i det minoritetsetniske miljø.

Ali Aminali

Mens samfundet debatterede retten til at kritisere religion, ytre sig og forsamle sig, så handlede samtalen i de udsatte områder, som jeg husker det, mere om, at det var tid til at stå sammen og sige fra over for det racistiske samfund, som gav Paludan lov til at brænde koraner af. Jeg kan sågar huske, at der var forskellige unge, der kritiserede de lokale imamer for ikke at gøre nok for at forsvare islam.

Tiden gik, Paludan blev ved, og debatten om, hvordan samfundet skulle reagere over for en ekstremist som ham, gik fra forbud og censur, til jazz-happenings, fodboldturneringer, og “vend ryggen til ham”-løsninger. Det virkede også som om, at minoritetsetniske danskere især med muslimsk baggrund, fik reflekteret over ytringsfrihed, retten til at demonstrere, og hvordan man møder Paludans hadefulde ytringer og provokationer.

For det endte også med, at den gruppe, som startede med at møde Paludan med optøjer, brand og kaos ignorerede ham og deltog i fodboldturneringer, i stedet for at dukke op. Men jeg er tilbageholdende med at sige, at det rykkede noget. For det, jeg lagde mærke til i mine samtaler med minoritetsetniske unge, med folk der arbejder i boligområderne og med mit møde med minoritetsetniske debattører var, at den refleksion og lektie, som Hoffmann og andre lægger op til, ikke har gjort den store forskel.

Tværtimod har den været med til at styrke forståelsen af, at samfundet er imod dem. Jeg så, hvordan trossamfundet fortalte, at man ikke skulle reagere voldsomt, fordi det ikke er sådan “gode muslimer” reagerer. Jeg lagde mærke til, hvordan imamer, rollemodeller og så videre fortalte, at gode muslimer skulle ignorere det og spille fodbold, deltage i events og andet, i stedet for at dukke op.

Deres holdning er stadigvæk, at ytringsfriheden skal begrænses, og at islam ikke skal kritiseres, udsættes for satire eller hånes… punktum.   

Ali Aminali

Jeg så sågar koranlæsning og hygge-events blive arrangeret, som et alternativ. Så hvad prøver jeg at sige her? Jo, jeg modsiger ikke Thomas Hoffmann, Jakob V. H. Holtermann eller andre, som påpeger, at der muligvis er sket en refleksion og læring i det minoritetsetniske miljø. Jeg afviser heller ikke, at der på sin vis er sket en form for forståelse for hvor vigtig ytringsfrihed er i Danmark, og for, at der skal være plads til ekstreme ytringer om andres religion, så længe det ikke overtræder de paragraffer, vi har.

Men jeg tror oprigtigt ikke på, at den udvikling, som majoritetssamfundet på sin vis gik igennem, også er sket i det minoritetsetniske miljø. Faktisk tror jeg desværre, at imens majoritetssamfundet tog fat i ytringsfrihedssamtalen, så har det haft den modsatte effekt i det minoritetsetniske miljø.

Det kan godt være, at man har lært at reagere mindre voldsparat. Det kan godt være, de veluddannede og politisk engagerede minoritetsetniske danskere har talt kort om det. Men forståelsen af, hvad ytringsfrihed er og hvordan religionskritik er nødvendigt i et demokratisk samfund, har ikke ændret sig. Og at ligegyldigt om man kan lide det eller ej, så skal klovne som Paludan have ret til at ytre sig.

Den forståelse, ret til og accept har ikke ændret sig. I hvert fald ikke hos den gennemsnitlige minoritetsetniske borger, der bor ude i de socialt udsatte områder, og som jeg har kontakt med. Det kan man se klart og tydeligt i forhold til den debat, vi stadig har om Muhammedtegningerne. Deres holdning er stadig, at ytringsfriheden skal begrænses, og at islam ikke skal kritiseres, udsættes for satire eller hånes… punktum. 

Hvad der skal til, er en hel anden samtale, som jeg nok skal tage fat på. Men at tro, at en debat, der foregår i majoritetssamfundet og Paludans klovnebus har rykket noget, er en smule naivt. Ærligt talt, så tror jeg, det kun har gjort den gruppe af praktiserende og troende muslimer stærkere og givet dem større indflydelse.

Her taler jeg ikke om Hizb ut-Tahrir, Grimhøjmoskeen og de andre ekstreme grupper. Men den helt simple og praktiserende gruppe, som kalder sig for moderate, samtidig med, at de kræver blasfemiparagraffen indført, flere religiøse hensyn og privilegier. Deres rolle i det minoritetsetniske miljø er styrket.